Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/arkitektforeningen-fylder-140/
Fremtidens hus tegnet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen, 1929. En del af Arkitektforeningens Boligudstilling. Foto: Danmarks Kunstbibliotek
Den 21. november er det 140 år siden, at en gruppe visionære unge arkitekter mødtes og stiftede Akadmisk Arkitektforening. Kim Dirkinck-Holmfeld dykker ned i historien og gør status på Arkitektforeningen før – og nu.
Fremtidens hus tegnet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen, 1929. En del af Arkitektforeningens Boligudstilling. Foto: Danmarks Kunstbibliotek
Alle mand havde været af huse for at stable den store udstilling i Forum på benene, så mange, at tidsskriftet Arkitekten måtte til udlandet for at finde en anmelder. Bladets sædvanlige korrespondenter havde alle på den ene eller anden måde bidraget til denne kraftanstrengelse, der skulle vise en måbende offentlighed, hvad arkitekter formår.
Anledningen var, at Arkitektforeningen netop i 1929 rundede de 50, og hvilken succes havde det ikke været, siden foreningen langsomt trillede i gang i 1879; dengang, da arkitekter var frie fugle, der ikke havde megen lyst til at marchere i takt endsige organisere sig.
Og netop 50-året var det passende at markere med en udstilling, der også skulle vise de nye vinde, som blæste til Danmark fra syd, ‘den nye saglighed’, eller funktionalismen, som den senere blev kaldt. Det blev et brag af en udstilling, og hovedattraktionen i offentligheden var Arne Jacobsen og Flemming Lassens hus, der var ekviperet med allehånde fremtidsindretninger. Det var udstyret med bil, motorbåd og på tagets platform en ”helicopter”, der endda endnu ikke var opfundet. I stuen kunne man henslængt på sækkestole forlyste sig med ‘fjernsyn’, opvaskemaskinen klarede det praktiske, rørpost forbundet med det nærliggende posthus, trådløs strømforsyning o.m.a.
Det var Kay Fisker, C.F. Møller og John Thorsen, der stod for udstillingen, hvor Lauritzens stilladstårn uden for Forum averterede den kommende modernitet. Arkitekten havde indforskrevet den tyske arkitekt og arkitekturforsker Edgar Wedepohl, der ikke lod sig imponere. Han havde rapporteret til Wasmuths Monatshefte om Weissenhofsiedlung (m.fl.) og mente, at udstillingen mindede ham om et “arkitektonisk Trompetskrald”. Jacobsen og Lassens hus blev beskrevet som “et … Slaraffenland forbeholdt Halvguder, Generaldirektører, Filmsstjerner og Mesterboksere.”
Kun Steen Eiler Rasmussens beskedne rækkehus fandt nåde for hans blik, “det var det mest moderne … det, hvor der med den mindste Bekostning er ydet mest”. Det var tydeligt, at hans interesse lå i den nyklassicisme, der blev introduceret 20 år tidligere med den store udstilling om C.F. Hansens arbejder i 1909. (Herr Wedepohl blev senere agent i Abwehr).
Uanset den blaserte tyske anmeldelse viste udstillingen en arkitektstand på sin fulde højde. Den havde sejret, endnu ikke ‘ad Helvede til’, men dens medlemmer var fuldt bevidste om, at de stod forrest i opbygningen af det moderne samfund.
Tidligere redaktør for Arkitekten og Arkitektur DK
Forfatter til flere bøger om arkitektur, blandt andet værket “Dansk Arkitektur, konkurrencer 1907-1968”, hvor artiklens billeder stammer fra.
Siden den spæde start i 1879, da en håndfuld unge arkitekter mødtes for at stifte en Akademisk Architekforening, der skulle “værne om den Akademiske Architektstands Rettigheder i det praktiske og retslige Liv og i det hele taget værne om dens Interesser”, var det i første omgang gået langsomt med at rekruttere de ‘frie fugle’, men i slutningen af 1890’erne havde foreningen vokset sig så stærk, at man fandt det nødvendigt med et eget blad.
Ganske vist var den allerede blevet tilbudt et tidsskrift af arkitekt Alfred Møller med støtte fra den idealistiske linoleumsfabrikant A. Riis Bonne, men havde uinteresseret afslået. Møller og Bonne startede derfor deres eget blad, Arkitekten, og med øjeblikkelig succes. Det havde til formål at bringe erfaringer og illustreringer af interessante byggerier – også udenlandske – om teknik, konstruktioner og håndværksmetoder.
Foreningen kom snart på andre tanker og hægtede sig på; fik nogle meddelelses-sider og oven i købet et redaktionsudvalg bestående af Martin Nyrop og Eugen Jørgensen, der gjorde livet surt for initiativtageren, som de majoriserede så eftertrykkeligt, at et brud blev uundgåeligt. Det indtraf, og efter (omtrent) at have kuldsejlet det første blad, der dog udkom endnu i tre år, stiftede foreningen i 1898 sit eget tidsskrift med den prosaiske titel: Meddelelser fra Akademiske Architektforening, der snart efter gik under navnet Architekten.
Måske faldt det de elitære hovedstadsarkitekter for brystet, at den dygtige Alfred Møller o. 1890 havde skrevet, at Arkitektforeningen “førte en passiv for ikke at sige hensygnende Tilværelse”. Nyrop havde jo selv været blandt initiativtagerne.
Hvorfor der nu kom liv i den hensygnende forening, har jeg ikke afdækket, men efter systemskiftet i 1901, da bondepartiet Venstre omsider fik magten, og da provisorierne endegyldigt var nedkæmpet, betog forestillingen om opbygningen af et nyt demokratisk samfund ungdommen, og det smittede af også i den noget løst sammenvævede forening. I begyndelsen af det 1900-tallet igangsattes utallige initiativer af en nu engageret forening. I 1907 startede man Akademisk Architektforenings Tegnehjælp, der tilrettede almindelige menneskers ufuldkomne forslag til eget hus. Det var Københavns senere så magtfulde stadsarkitekt Poul Holsøe, der var den ledende kraft i dette arbejde, der siden udviklede sig til Foreningen Bedre Byggeskik (1915). Man var da helt på det rene med, hvad der var smukt og opbyggende, og stygt og nedbrydende. P.V. Jensen-Klint havde smukt formuleret denne vished: ”Den hele bestræbelse bunder nu i, at vi nu er nået så langt, at alle de ting, der omgiver os, skal modtage skønhedskultur (1908)”. Jo, arkitekterne havde nøglen til den skønhed, der også kunne føre imod det lykkelige samfund, og alle – ikke blot fyrster og millionærer – skulle have del i den. Og det var arkitekters pligt at udbrede skønhed til alle.
Den samme vished havde ført til den måske største indsats i foreningens historie, nemlig Stationsbyen på Landsudstillingen i Aarhus, 1909. Den havde det manende motto: “Kampen imod Hæsligheden”, og man var ikke i tvivl. Netop i de nye bydannelser, stationsbyerne, så man de tarvelige parvenuers overhængte huse, blandet med det mest ubehjælpsomme.
Både arkitekterne og Emma Gad var enige om, at den slags roderi ikke blot var dårlig smag, men slet og ret nedbrydende for folkesjælen. Derfor fik man med en nærmest overmenneskelig anstrengelse bygget en 1:1 demonstrationsby på den kæmpemæssige Landsudstilling i Aarhus, som Anton Rosen forestod.
Det var Hack Kampmann, der lavede stationsbyens plan, og mange betydende arkitekter bidrog med rødstenshuse, for det skulle det være, med en attrap af en by, der udefra var ganske livagtig. Det skulle tjene som et mønstereksempel, et pædagogisk eksempel til efterfølgelse ude i landet.
Landsudstilling, tegnehjælp o.a. viste en stadig mere selvbevidst forening. Ikke mindst havde forløbet omkring nogle af de vigtigste arkitektkonkurrencer indgydt foreningens bestyrelse, at noget måtte gøres. Det var en kendt sag, at nepotismen var i fuldt flor, og at ingen kunne tro, at det bedste projekt ville vinde.
Sådan havde det været med Thorvaldsens Museum, med Københavns Rådhus, og sådan var det i 1905, da konkurrencen om Christiansborg Slot blev udskrevet. Anstødsstenen var, at programmet var dobbelttydigt; for demokratiets hovedsæde kunne rumme en kongeresidens, og på den anden side kunne det også være uden.
Måske var det ikke denne topmålte urimelighed, som skabte den virkelige indignation, men at projekterne blev holdt hemmelige. Det bedste projekt kom ikke med i 2. runde. Det var udformet af Carl Brummer og V.J. Mørk-Hansen, men netop et læserbrev fra Carl Brummer i Nationaltidende førte til en udstilling af projekterne, hvor netop Brummers og Mørk-Hansens projekt blev kåret som det bedste i de fleste dagblade. “En hårrejsende Uretfærdighed”, skrev Politiken.
At projektet var havnet i anden række, skyldtes at dommerne fandt ud af, hvem forfatterne var og ikke ønskede dem. Forløbet affødte et krav fra Arkitektforeningen om en ny konkurrence med et entydigt program, hvilket pure blev afvist af trafikministeren.
Der var andre gode grunde til at regulere de vildtvoksende konkurrencer, der var fuldkommen underlagt bygherrens forgodtbefindende og humør. Derfor, i 1907, indstiftede foreningen en konkurrenceinstitution, for netop at imødegå lemfældighed, nepotisme og korruption. Den startede ret defensivt, men efter nogle år voksede den sig stærk, så stærk, at den op til 1994 var uomgængelig.
Det var brygger Carl Jacobsens donation til festliggørelse af Vor Frues Kirkes spir, der bragte de unge arkitekter i harnisk. Det var folk som Carl Petersen og Ivar Bentsen og Poul Baumann, der i 1909 tog den ellers forkætrede C.F. Hansen i forsvar. Det var ham, der havde bygget kirken foruden mange andre umistelige værker i København og resten af landet. De var modstandere af bryggerens projekt, og de fik det forhindret.
Imidlertid havde de set sig sure på en efter deres opfattelse medløbende forening, og i særdeleshed så de Martin Nyrop som en forstokket og anløben person, kun tre år efter, at han var blevet professor, holdt ude af Meldahl, der i 1905 måtte give fortabt – alene på grund af alder. De fandt, at Nyrops nationalromantik, som byggede på N.L. Høyens begreb om en national arkitektur, var forløjet og fyldt med plaprende historier, som i udsmykningen af Københavns Rådhus.
Nu skulle de rene former og storladne udlæg genopstå baseret på de rene kilder, som for dem var Grækenland og Rom, og som de genfandt hos C.F. Hansen. Et brud med de bestående strukturer var dem ikke ukendt. Kunstnersammenslutningen Grønningen var brudt ud af Den Fri Udstilling, og netop Carl Petersen havde tegnet deres domicil, Indianerhytten.
Den Frie Arkitektforening var første, men ikke sidste gang, at utilfredse arkitekter dannede en ny forening.
Hvordan det så gik, kunne man spørge den nu afdøde professor Tobias Faber om. Nu sad alle oprørerne i foreningen og i Akademiet; men, sagde Faber, “De var alle sammen hvidhårede”. Han, som havde beundret dem, var ikke begejstret.
Udstillinger af den størrelse, som foreningen tidligere havde organiseret, krævede en uhyre præcis økonomistyrelse. 1929-udstillingen baserede sig først og fremmest på leverandører, og i 1939 var det det samme. Her ville foreningen fortælle, hvor nødvendigt det var for almindelige mennesker at rekvirere en arkitekt. Her opregnedes alle de flere end 50 forhindringer, som hr. Larsen ville blive forskånet for, hvis han antog en arkitekt, og han kunne oven i købet få billige statslån.
Det var loven om statslånshuse, der tillod det, men hensigten var også, at der skulle være en arkitekt tilknyttet for at undgå byggeskandaler og højne kvaliteten. Udstillingen handlede om hr. Larsen – ham fra Kjeld Abells musical Melodien der blev væk. Det var hans livsforløb, arkitekterne gav fysisk ramme om. Denne udstilling blev den sidste af de store, og til dels et flop, fordi 2. Verdenskrig spærrede for lysere prospekter. Det var Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen, der stod for udstillingen.
Nogle vil måske huske ovenstående. Han var en dygtig arkitekt, og en fremragende organisator, medredaktør af Arkitekten i Willy Hansens periode, og fra 1939 redaktør af bladet. “Vi mangler en mand, der ikke kan sove om natten, før bolignøden er afskaffet”, skrev han i en leder. Og o. 1950 var han det hele: redaktør af bladet, formand for Arkitektforeningen, en utrættelig initiativtager og derudover en dygtig og uhyre flittig arkitekt. “Jo, jeg havde travlt dengang”, medgav han.
Han er den måske mest karismatiske formand, Arkitektforeningen har haft på trods af mange andre imponerende skikkelser. Han havde kontakter overalt i verden, var selv en stor arkitekt og frem for alt en fremragende organisator. Han mente, at presset fra den anden arkitektforening, Dansk Arkitektforening (DA), der bestod af bygningskonstruktører eller bygmestre, som hovedsagelig opererede i Jylland, var for stort, og to foreninger med hver deres agenda gav for tvetydige signaler i en tid, hvor arkitekterne var så tæt på staten, som tilfældet var efter 2. Verdenskrig, da velfærdsstaten skulle opbygges, og både boligministerium og byggeforskningsinstitut var blevet en realitet.
Derfor iværksatte han en fusion af de to foreninger, nu under navnet Danske Arkitekters Landsforbund (DAL), som rummede begge foreninger: “DA havde pengene og vi prestigen”, sagde Langkilde senere. (AA havde i 20’erne og 30’erne forsøgt at opnå en autorisationsordning for akademiske arkitekter, som var på nippet til at blive gennemført, men lovforslaget faldt i 2. kammeret, Landstinget.)
Fusionen fandt sted i 1951, og samtidig skabtes Arkitektens Forlag, der, som navnet sagde, var bygget op omkring tidsskiftet Arkitekten netop for at undgå “ulidelige diskussioner i repræsentantskabet om bladets økonomi”.
Hans Erling Langkilde, tidl. formand for Arkitektforeningen og redaktør for Arkitekten
Hermed opstod en ny og noget uhåndterlig konstruktion kaldet Danske Arkitekters Landsforbund, bestående af akademiske og praktiske arkitekter.
Af nyskabelser var også to fora eller råd, som de kaldtes; det ene for ansatte arkitekter (AAR), det andet for praktiserende (PAR). De var endnu smårollinger i klassen, men skulle vokse sig kræfter til. Herudover lokalafdelinger over hele landet, foruden stående udvalg, som konkurrenceudvalget, retsudvalg, optagelsesnævn m. m. fl. (mange videreført fra AA).
Denne struktur fungerede så længe, der var ro i lejren, men var der uro eller udbrydertendenser, var det noget af en opgave for formanden, der ustandseligt måtte fare til møder over hele landet:
“Jeg havde et frygteligt besvær med de mange bestyrelser. DA’s bestyrelse, AA’s bestyrelse, de lokale bestyrelser, også Københavnsafdelingen, der traditionelt havde haft formandskabet, og selvfølgelig AAR og PAR,” fortalte Jacob Blegvad, der var formand fra 1969-73. Han forsøgte at gennemføre en forenkling, med DAL som den ledende og med PAR og AAR i mindre betydende roller. Det blev nedstemt, men DA blev opløst, og man kaldte sig nu et ”enhedsforbund”, selv om det var så som så både med enigheden og enheden o. 1970. Der var en frygtelig ballade.
”Mosegrisene”, kaldte de etablerede arkitekter den gruppering af fagkritiske arkitekter, der udklækkedes i 1960’erne, og som omkring 1970 forsøgte at tilkæmpe sig magten i den hæderkronede forening. Jens Rosenkjær var med i denne løst vævede flok foruden folk som Niels Sigsgaard, Henrik Vogel, Jørgen Pers og mange andre.
Det var funktionalismekritikken og forestillingen om en frisættende arkitektur, som var omdrejningspunkt for gruppen. Et antiautoritært oprør og med romantiske forestillinger om en ‘blød by’ som den udarmede funktionalismes modsætning. Nye familie- og bostrukturer, og en blomstrende basisdemokratisk samfundsmodel med sol- og vind – og med en arkitektforening, der åbnede sig imod og for alle opbyggende kræfter.
Det skabte vanskeligheder for den daværende formand Jacob Blegvad, der havde erklæret sig som kongetro, liberal grundtvigianer med maoistiske ansatser. Mosegrisene foreslog, at det meste af foreningens budget, blev brugt på handlingsaktiviteter, men blev stemt ned på et repræsentantskabsmøde. Så meldte de sig ud, uden dog at have kræfter til at stifte en ny forening. Derfor meldte de sig snart efter ind igen.
Ved formandsvalget i 1973, stillede de op med et triumvirat bestående af Jens Rosenkjær, Niels Basse og Jørgen Pers imod Hans Hartvig Skaarup, og under mødet ændrede de taktik, så Pers stillede op som formand med Jens Rosenkjær som næstformand. Det blev dødt løb, så derfor blev der udskrevet en urafstemning blandt medlemmerne, der endte med, at Skaarup blev valgt, men med Rosenkjær som næstformand.
Forbundet Socialisterne (FS), hvis base var Arkitektskolen i København forsøgte med Peter Bjerrum som chefideolog, Niels Roloff, Peter Hauch m.fl. i spidsen at vinde magten blandt de ansatte (AAR), og med samme strategi, som de gamle sovjetkommunister havde anvendt: alle midler gælder og sæt jer på referatet. Det førte til den såkaldte Asger Boertmann sag. Han var sekretariatsleder og hyret af FS’erne. Han blev skiftevis ansat og fyret afhængig af bestyrelsesflertallet, der skiftede efter en lang række ekstraordinære årsmøder, hvor der mobiliseredes fra begge sider.
Mindre politisk vakte medlemmer så måbende til, og det blev værre.
En morgen fik alle ansatte arkitekter to kilo papir tilsendt af et dengang fortræffeligt fungerende postvæsen. Hundredevis af sider med perfiditeter fra begge sider. Det blev formand Søren Nielsen (formand 1979-85) for meget. Han satte simpelthen AAR’s bestyrelse under administration.
Resultatet var, at FS’erne i 1980 gik efter magten i DAL/AA for herved at vippe den i deres øjne udemokratiske formand. De mobiliserede for at vinde flertal i repræsentantskabet – og det skulle ske gennem lokalafdelingerne i Århus og København, hvor de havde tilhængere. Det blev det nok mest dramatiske årsmøde i hovedstaden nogensinde.
Salen i Frederiksberg Rådhus var stuvende fuld. FS’erne havde som taktik at anbringe sig forrest i salen for med buhråb og gestik at bringe taleren ud af fatning, men på mødet gjorde de regning uden vært. Hverken Søren Nielsen eller næstformanden Jens Rosenkjær gik fra koncepterne, og resultatet blev, at FS ikke fik valgt en eneste repræsentant i København.
Herefter fulgte ca. 400 udmeldelser, der fandt ly i Nyhavn 63 i Sømændenes Forbund under formanden Preben Møller Hansens vinger og med en ny fagforening, der imidlertid ikke fik yderligere tilgang. Nu var der ro, eller relativ ro i DAL/AA. For anden eller tredje gang oprettedes en konkurrerende forening. Den afgik (vistnok) ved døden i Jens Rosenkjærs formandsperiode (1985-91).
Læs også: Sådan ser arkitektfamilien ud i dag
Under den store opbygning i efterkrigsårene var arkitekterne efterspurgte, så meget, at man forudså arkitektmangel. Derfor udvidedes arkitektskolens kapacitet, for det var inden for alle sektorer, at der skulle bygges. Arkitekterne var tæt på magten; politikerne lyttede til dem, arkitekterne lagde planer for byernes og landets udformning, og i befolkningen var arkitekten ombølget af så megen prestige, at han – for det var en han –var førsteelsker i romanbladet – akkurat som lægen og piloten.
Mellemkrigsårenes sociale engagement gav resultater i efterkrigsårene, da byggeriet omstilledes fra håndværk til industri, og det var funktionalismens mest primitive deviser, der ofte blev praktiseret. Alt i alt blev der bygget flere kvadratmeter på 20 år, dvs. til midten af 70erne, end i hele den foregående Danmarkshistorie.
Bolignøden blev afskaffet, bymidterne saneret, gadegennembrud sikrede den motoriserede trafik. I det hele taget blev der renset effektivt ud i det gamle gøgemøg; og bilen! bilen blev bestemmende for byernes planer helt op til 1970. I 1958 bortfaldt statslånsordningen, og parcelhusfabrikanterne overtog parcelhusmarkedet, men arkitekterne havde alligevel hænderne fulde i andre sektorer.
Det ændrede sig i begyndelsen af 70erne, da Danmark var færdigbygget og oliekrisen indtraf. Nu var der ikke længere brug for opbygning, og kritikken af den vulgære funktionalismes resultater indfandt sig. Arkitekternes status faldt dramatisk, ordrebeholdningerne svandt ind, alt imens arkitektskolerne i Aarhus og København spyede kandidater ud efter den fri adgangs indførelse i 1969.
Op imod halvdelen af de unge arkitekter var berørt af arbejdsløshed og en stor del af foreningens opgave bestod i at mildne effekterne af denne misére. Det blev ikke bedre af, at ingeniører og entreprenører vejrede morgenluft, for når det tredje ben i den vitruvske trekant, skønhed, ikke længere var på arkitekternes agenda, kunne andre vel lave tingene lige så godt som dem.
Denne forkortede sammenfatning af arkitekternes deroute, kunne fylde en bog i sig selv; men resultatet var, at den politiske og folkelige goodwill, der var opbygget i mellemkrigsårene var borte i midten af 70erne, og den var ikke sådan at genvinde.
1979 var året, da foreningen fyldte 100 år. Det blev markeret med en udstilling på Statens Museum for Kunst forestået af Karen Zahle og Søren Koch. PAR viste sine muskler ved som gave til den 100-årige at opføre en studieby af arkitekttegnede enfamiliehuse i Humlebæk, som det lykkedes at gennemføre på trods af den økonomiske krise.
Tidsskriftet Arkitektur DK markerede de 100 år med et stort temahæfte om arkitekturens udvikling i perioden, forfattet af Jørgen Sestoft, og jeg fik få spoleret ferien med at skrive de uddybende billedtekster. Hilsener fra fjern og nær indløb, men feststemningen holdt sig kun kort; standen var i krise, og DAL/AA havde travlt med at håndtere problemerne bla. teknikerhonorarerne, der tilgodeså ingeniørerne; nye sagsområder dukkede op, energikonsulentordninger efter energikrisen gav brød på bordet, der blev ansat en del planlæggere i stat, amt og kommune efter planlovsreformen, men i det store hele var det småt med optimismen.
Der skete dog nyskabelser. Arkitektforeningens informationsudvalg var blevet omdannet til Arkiték, Arkiv for Moderne Dansk Arkitektur, som havde Jarl Heger som primus motor. Jeg blev ansat som deltidssekretær efter Jørgen Sestoft, og ønskede at omdanne det noget støvede foretagende til et arkitekturmuseum med model i det finske, der var grundlagt allerede i 1956.
Blandt de mange problemer var, at overbibliotekar på Kunstakademiets Bibliotek Hakon Lund ikke ønskede at overdrage Samlingen af Arkitekturtegninger til et så usikkert foretagende, der helt var i politikernes vold. Der kunne således ikke etableres et museum, men noget andet skulle sættes i stedet. Løsningen blev et Dansk Arkitekturcenter.
Det var næsten en realitet 1981, men så faldt den socialdemokratiske regering. Resultatet blev et dansk arkitektur og byggeeksportcenter, i hvis vedtægter ordet arkitektur ikke indgik! Først i paragraf 7 optrådte termen bygningskunst, men boligministeriets Marius Kjeldsen trøstede:
“Lad det nu begynde sådan, så bliver det hen ad vejen som du har tænkt dig.“
Arkitekturcentret var Arkitéks og dermed Arkitektforeningens værk, og i 80erne indtraf en relativ rolig periode, hvad angår interne slagsmål. Foreningen havde dengang sæde i Bredgade 66, forlaget lå i Nyhavn, og den tanke modnedes, at alle funktioner skulle samles i et fælles Arkitekterne Hus, som helst skulle nybygges.
Foreningen havde haft flere fornemme huse på hånden, bl.a. Abel Katrines stiftelse og den smukke amtsgård på Blegdamsvej, tegnet af Hoff & Windinge. Den sidste havde været formidabel, og en del havde måske set anderledes ud, hvis man havde valgt den, hvis pris var under 1/3 af det, som konkurrenceprojektet i Strandgade kom til at koste. Netop huslejen her, satte alle organisationer under pres, det blev simpelthen hundedyrt, selv om man lejede sig ind hos Arkitekternes Pensionskasse.
Der havde tidligere været udbrudsforsøg fra især PAR. Det blev forpurret af bl.a. undertegnede, men der var rigtignok mudder i strukturen. DAL/AA havde forhandlingsretten på alle områder, men delegerede den ud til de berørte råd, og DAL blev et gummistempel for de opnåede resultater.
Det var ikke i længden tilfredsstillende, slet ikke for de selvbevidste direktører i hhv. PAR og AAR. AAR søsatte et blad Arthur, der var tænkt om ikke som en konkurrent, så som et alternativ til Arkitekten, og på andre områder knagede den gamle paraplystruktur i fugerne under pres fra en ydre virkelighed, der førte til en øget instrumentalisering i alle sektorer udløst af et regelregulerende europæisk bureaukrati.
I begyndelsen af det nye årtusind sprængtes den gamle enhed. PAR og AAR krævede – og fik – deres selvstændighed under navnene Danske Arkitektvirksomheder (DARK) og Arkitektforbundet (AF). Den høje husleje Strandgade førte i første omgang til, at forlaget flyttede ud, og efter opløsningen af enhedsforbundet fulgte udbryderne og sluttelig måtte arkitektforeningen selv af sted, der nu, som ved stiftelse igen kaldte sig Akademisk Arkitektforening.
Var man så blevet slået tilbage til start?
Til dels og for det gode, for nu kan foreningen igen koncentrere sig om arkitekternes faglige problemstillinger. Pekuniære spørgsmål som honorarregler, overenskomster etc. er ude af billedet, så man kan, trods svækkelsen, koncentrere sig om hovedopgaven. Men der er en række udfordringer, må man se i øjnene. AA er ikke længere den eneste garant for akademisk kvalitet; dertil rækker Cand. Arch., så det er på de faglige og idealistisk linjer, at AA skal vinde sine sejre.
Det er en stor opgave i en mere og mere gennemreguleret verden, der imidlertid udfordres af så mange uforudsigelige problemer, at der i højeste grad bliver behov for en tænkning, der sprænger den bureaukratiske fornuft; og det har foreningen magtet igennem sin lange historie, så det gør den fortsat.
Til lykke med de 140 år!
Bogen Dansk Arkitektur Bind 1 kan købes med MAA-rabat i Arkitektens Butik. Bind 2 – Konkurrencer fra 1968-2015 udkommer til februar 2020
Besøg shoppen
