NYHED 03.12.24

Arkitektkonkurrence: Vilddyr søger bolig

Med konkurrencen ‘Vilddyr søger bolig’ inviterer Utzon Center og Dansk Arkitektur Center studerende og nyuddannede til at skabe funktionelle og æstetiske hjemsteder til fx pindsvin, bier, flagermus og øvrige vilde dyr i byen. Formålet er at inspirere og motivere den kommende generation af arkitekter til også at prioritere dyrenes levesteder.

vilddyr-søger-bolig-arkitekturkonkurrence-utzon

Arkitektkonkurrencen “Vilddyr søger bolig” sætter fokus på biodiversitet og vilde dyr i byen.

“Tiden er inde til arkitektur, der fremmer bredere økosystemer,” siger arkitekt Frederik Mads Svendsen fra Studio Coquille, der er med i juryen.

I Danmark såvel som resten af verden flytter flere og flere til byerne. Ifølge Verdensbanken lever hele 88% af Danmarks befolkning i byerne (per 2022). Og globalt vurderer FN, at 68% af hele verdens befolkning vil bo i byer i år 2050.

Men tættere og mere bebyggelse betyder mindre plads til dyrene. Så hvor skal pindsvin, bier og flagermus bo? Det har Utzon Center og Dansk Arkitektur Center bedt studerende og nyuddannede inden for arkitektur, design, kunsthåndværk og landskab om at komme med bud på i konkurrencen ‘Vilddyr søger bolig’.

“Det urbane rum er designet både af og til mennesker, men der er behov for at give naturen mere albuerum. Vi vil skabe større bevidsthed om vores fælles økosystemer og inspirere til en større omsorgsfuldhed”, fortæller Line Nørskov Davenport, der er udstillingsdirektør på Utzon Center.

Den kommende generation kan sætte nye standarder

Konkurrencen støttes af Kulturministeriet som en del af EU-projektet Desire, der blandt andet har som ambition at genforene byerne med naturen.

“Gennem projektet ’Desire – Designing the Irresistible Circular Society’ har vi været med til at udforske, hvordan arkitektur og design kan være med til at drive de nødvendige forandringer, der skal til for at skabe en bedre fremtid for alle arter. Vi tror på, at den næste generation af arkitekter kan sætte nye standarder for vores forståelse af, hvordan mennesker, dyr og natur kan sameksistere i bygninger og byområder, hvor flerartede fællesskaber kan udfolde sig,” siger Kika Krista Kjærside, Programchef hos Dansk Arkitektur Center.

Tværfaglig dommerkomité

Til at udpege de op til tre vindere har Utzon Center og Dansk Arkitektur Center sammensat en tværfaglig dommerkomité:

  • Alexander Holm, biolog og podcastvært på Den dyriske time
  • Frederik Mads Svendsen, arkitekt og medstifter af Studio Coquille
  • Marie Frier Hvejsel, arkitekt og professor på Arkitektskolen Aarhus
  • Mette Skjold, arkitekt og CEO i tegnestuen SLA
  • Rasmus Vincentz, CEO og stifter af Habitats

Vind op til 50.000 kr.

Der kan indsendes bidrag frem til den 3. marts 2025, som er FN’s internationale ‘World Wildlife Day (WWD)’. Vinderen afsløres i slutningen af marts. Der gives en pengepræmie på i alt 50.000 kr. til op til tre vinderforslag.

Find mere information inkl. bedømmelseskriterier og afleveringskrav på www.utzoncenter.dk/vilddyr

 

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +