NYHED 03.06.26

Arkitekturens vigtige dagsordener gennemsyrer regeringsgrundlaget

Arkitektforeningen konstaterer med begejstring, at tre af arkitekternes vigtigste dagsordner er højt prioriteret i det nye regeringsgrundlag.

Foto: Astrid Krav

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Danmark har fået en ny regering og med den et nyt regeringsgrundlag, der lægger op til, at det skal være lettere at transformere og renovere, at den helhedsorienterede arealplanlægning skal styrkes, og at der skal skabes flere boliger i den eksisterende bygningsmasse. Dermed skaber regeringsgrundlaget et stærkt grundlag for at planlægge og bygge et mere bæredygtigt samfund.

Den helhedsorienterede arealanvendelse løftes

Først og fremmest er vi meget glade for, at der skal laves et nyt plangrundlag for hovedstadsområdet, og at dette skal ske i samarbejde med hovedstadskommunerne, hvad der er helt afgørende for at det får den tilstrækkelige rækkevidde og forankring. Netop den helhedstænkning i hovedstadsområdet har vi arbejdet på at sætte på den politiske dagsorden igennem lang tid, hvad vi for alvor sparkede i gang med vores visionskonkurrence Fingerplan 2.0.

– Vi noterer os med stor tilfredshed, at ordlyden i regeringsgrundlaget lægger op til, at der anlægges et ambitiøst helhedsblik, når man skal håndtere de mange udfordringer, og forløse de store potentialer vi kan se i fremtiden; give plads til flere borgere, understøtte klimasikring, bekæmpe støj og trængselsproblemer, skabe flere blandede bydele med et bredt udbud af boligformer og gøre plads til mere bynær natur”, udtaler Johnny Svendborg, forperson i Arkitektforeningen.

Indføring af et bevar – eller forklar princip

Ønsket om at bevare, renovere og transformere mere af det eksisterende byggeri, er en af Arkitektforeningens helt centrale dagsordner, da vi skal bygge mindre nyt og bevare mere i fremtiden.

“Det er glædeligt, at regeringen vil fortsætte det gode arbejde, der er sat i gang med en revision af bygningsreglementet, der skal gøre det markant lettere at renovere og transformere,” udtaler Ida Lindberg, næstforperson for Arkitektforeningen.

Som noget nyt lægges der nu eksplicit op til at afsøge muligheden for at indføre et ’bevar eller forklar- princip’ på boliger over en vis værdi, herunder indføre en afgift på nedrivning svarende til den miljø- og klimamæssige påvirkning, og indføre skærpede krav til recirkulation og dokumentation før nedrivning.

”Vi har arbejdet målrettet for at få indført et ’bevar eller forklar – princip’ i Danmark på tværs af bygningstypologier, og er derfor enormt glade for at se de første skridt til det i regeringsgrundlaget” fortsætter Ida Lindberg.

”Det er i det hele taget utroligt positivt, at renovering og transformation har fået så central en placering i regeringsgrundlaget. Det vil potentielt gøre det langt mere attraktivt for bygherrer at renovere og omdanne eksisterende bygninger – og kan få afgørende betydning for at nedsætte byggeriets markante aftryk på klimaet, ligesom det vil gøre det lettere at værne om de eksisterende bygninger og vores stærke bygningskultur, hvilket er helt essentielt og grundlæggende fornuftigt,” fortsætter hun.

Flere boliger, mindre nybyggeri

Med boligplan 2030 lægger regeringen op til at udbygge boligtilbuddet i hovedstadsområdet. Fokus på at øge boligudbuddet gennem bedre udnyttelse af den eksisterende bygningsmasse herunder, at det bliver nemmere at opdele boliger og omdanne erhverv til bolig, er en mærkesag for Arkitektforeningen, som er glade for at se det afspejlet i regeringsgrundlaget. Det er utrolig positivt, at der lægges op til at færre boliger rives ned og erstattes af nybyggeri.
Man hæver rammebeløbet for alment byggeri med 10% og har fokus på, at almene boliger skal være reelt betalbare. Hertil får almene boligselskaber forkøbsret til private lejeboliger, når de sættes til salg. Historisk har almene boliger typisk været opført som almene boliger, så det er en ny måde at skabe flere almene boliger i Danmark på – uden at bygge nyt.

Fra Arkitekturpolitik til realpolitik

I det hele taget glæder Arkitektforeningen sig over, at mange af de udfordringer og løsninger, der ligger til grund for den nationale arkitekturpolitik, som blev vedtaget i vinteren 2025, er afspejlet i regeringsgrundlaget, og nu skal realiseres af den nye regering. Herunder mere renovering og transformation, mangfoldige boligtyper, mere plads til natur i byerne og helhedsorienteret arealplanlægning.

”Regeringens skal have ros for at se behovet for at skabe de rammer, der giver muligheder for at løse de udfordringer samfundet står overfor med arkitektoniske redskaber,” udtaler Johnnys Svendborg.

Nu ligger der et stort arbejde forude for at skabe det bedste mulige grundlag for de ambitioner, der er fremlagt, og Arkitektforeningen ser frem til at samarbejde med de nye ministre:
Boligminister, Jacob Mark (SF), der skal forløse de mange ambitioner på boligområdet og lede den igangværende revision af Bygningsreglementet, By-, land- og transportminister Signe Munk (SF), som vil stå for planlov og den forestående revision af plangrundlaget for hovedstadsområdet og Kulturminister Zenia Stampe (RV), som får ansvar for arkitekturpolitikken og de fredede bygninger.

Arkitektforeningen havde gerne set et samlet bygge-, bolig- og planministerium for at styrke de samlede fysiske rammer for fremtidens Danmark. Men når det ikke blev til det, er sammenlægningen af planområdet med transportområdet det mest oplagte valg.

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +