Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/arkitekturpolitik-kulturarv-styrker-vores-tilhoersforhold-og-har-stor-betydning/
Kulturarven er med til at styrke vores tilhørsforhold og identitet og har derfor også stor betydning for, hvor vi vil bo. I kommunerne står man med en vigtig og svær opgave, når man skal balancere udvikling af byerne og bevaring af den lokale kulturarv. Et godt redskab til at navigere i opgaven er en kommunal arkitekturpolitik. Debatindlæg bragt i Jyske Vestkysten den 17. november 2025.
En arkitekturpolitik handler ikke om at fælde dom over, hvad der er grimt eller pænt. Den handler om at skabe en god dialog om kommunens by- og landområder og træffe langsigtede beslutninger på et oplyst grundlag. En ny evaluering blandt de kommuner, der har en arkitekturpolitik, viser, at bevaring af kulturarv er et af de områder, hvor en arkitekturpolitik gør størst forskel.
Der er flere gode eksempler i det sydlige Jylland. For eksempel Kolding, som for nylig har vedtaget en arkitekturpolitik med fokus på at renovere og omdanne bygninger til nye formål i stedet for at bygge nyt.
I Tønder er arkitekturpolitikken for midtbyen med til sikre kvalitet, kulturarv og sammenhæng i byudviklingen og understøtte dialogen mellem kommune, bygherrer, arkitekter og udviklere.
Og i Sønderborg sætter arkitekturpolitikken retningen for byplanlægningen med en målsætning om at værne om kulturarv og identitet samtidig med, at der gives plads til udviklingsprojekter.
Så der er mange gode erfaringer at hente for de kommende kommunalbestyrelser i Sydjylland. Fra Arkitektforeningens side bidrager vi også meget gerne med gode råd til, hvordan arbejdet kan gribes an.