En er planchef i en kommune tre gange større end Danmark, en anden underviser og har sin egen lille tegnestue med fokus på kunstneriske udviklingsprojekter, en tredje er dybt inde i grønlandsk kulturarv og bygningstradition som museumsinspektør for Grønlands nationalmuseum. Sammen har de det til fælles, at de som arkitekter arbejder med fysiske rammer i en klimatisk, geopolitisk og befolkningsmæssigt helt særlig kontekst: Grønland. Og nu har de også et netværk gennem Arkitektforeningen, der samler dem på tværs af fagligheder og store afstande.
“Vi sidder så spredt og med så forskelligartede opgaver, at vi havde brug for hinanden at snakke med – nogle faglige legekammerater. Det var egentlig sådan, det startede, da vi to mødtes i faglig sammenhæng og gerne ville prøve at nå ud til andre kolleger i Grønland”, fortæller arkitekterne Sofie Frydenrejn og Alexander Beck, der er de drivende kræfter i Arkitektforeningens Arktiske Netværk. Begge er i starten af karrieren, men sidder allerede med ret komplekse opgaver som henholdsvis selvstændig og offentligt ansat.
Da corona gjorde alle vant til at mødes online, blev det pludselig en naturlig måde at nå hinanden over store afstande. Med Arkitektforeningen som mellemled lykkedes det at samle en skare på 20-30 fagpersoner, som nu mødes jævnligt med det fælles formål at dele viden om at bygge og planlægge i arktisk kontekst. I det første år af netværkets eksistens har emnerne kredset om “Identitet og bevaring”, “Arktisk byggeteknik”, “Uddannelse i det arktiske”, “Sommerskole” og “Arktisk og nordisk kulturarv”.
“Som udøvende arkitekt er dit arbejde typisk utrolig bredt, da der ikke er mange arkitekter i Grønland – og særligt ikke som er specialiseret i Arktis. Det er learning-by-doing, og det gælder om at suge viden til sig fra dem, der kender til forholdene”, fortæller Alexander Beck.
