Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/bevar-eller-forklar-danner-grundlag-for-kolding-kommunes-nye-arkitekturpolitik/
Kolding Kommune har som den første kommune i Danmark vedtaget en arkitekturpolitik inspireret af anbefalingerne fra ekspertgruppen for en ny national arkitekturpolitik. Politiken peger på, at kommunen skal bevare mere – og sikre kvaliteten, når der bygges nyt med respekt for klimaet og historien.
Kolding. Foto: Westersoe / iStock
I Kolding Kommune har de netop lanceret en ny kommunal arkitekturpolitik, som skal fungere som et dialogværktøj og et idé- og oplysningskatalog for alle, der arbejder med at udvikle byer, bygninger og landskaber i Kolding. Som den første kommune, har Kolding valgt at læne sig tæt op af anbefalingerne til en ny national arkitekturpolitik, som ekspertgruppen nedsat af Kulturministeriet offentliggjorde i april 2025.
Den nye arkitekturpolitik bygger på devisen “bevar eller forklar” og peger på, at kommunen skal bevare mere og bygge mindre nyt – uden at bremse udviklingen. Det handler om at se potentialet i det eksisterende, omforme bygninger og give dem nye formål, så vi både værner om Koldings identitet og skaber rammer for fremtidens liv, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
”Arkitekturpolitikken er et vigtigt skridt for os som kommune. Den sætter en retning, hvor vi både kan passe på det, vi har, og samtidig give plads til nye drømme. Det handler om at skabe rammer for det gode liv – ved både at bevare og transformere, eller rive ned hvis det giver mening, og ved at sikre kvalitet i det vi bygger nyt. På den måde kan vi udvikle hele Kolding med omtanke, bæredygtighed og respekt for vores historie,” siger Merete Dissing, kommunaldirektør i Kolding Kommune.
Politikken rummer fem indsatsområder: at bevare det eksisterende, værdsætte de fælles rum, revitalisere med respekt, bygge nyt med værdi og rive ned med mening. Til hvert område er der udarbejdet pejlemærker, der skal understøtte dialogen mellem borgere, bygherrer, rådgivere og kommunen.
Arkitektforeningens direktør, som løbende har været i dialog med kommunen, håber at Kolding Kommune kan inspirere andre til at gå samme vej:
“Det er glædeligt at se, hvordan Kolding Kommune tager ansvar og går foran med en arkitekturpolitik, der favner både kulturarv, bæredygtighed og fremtidige behov. Politikken viser, at man kan skabe udvikling og fornyelse uden at miste sin historie og identitet – og den kan forhåbentlig inspirere andre kommuner til at tage lignende skridt, siger Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen, som glæder sig over, at kommunerne begynder at hente inspiration i anbefalingerne til den nationale arkitekturpolitik.
Arkitekturpolitikken i Kolding er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet Schulze+Grassov.
“Vi har lagt vægt på at udvikle en politik, der er operationel og stærkt forankret i Kolding Kommune. Derfor har vi samarbejdet tæt med kommunens mange aktører om at give arkitekturpolitikken et praktisk format med meget konkrete værktøjer, der gør politikkens ambitioner realisérbare, siger Louise Grassov, partner i Schulze+Grassov”.