Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/broen-studio-bringer-sydens-stemning-til-nordvest/
Arkitektur handler ikke kun om smukke bygninger, mener Brøn Studio, der er udvalgt til Projekt START af Arkitektforeningen og Dreyers Fond. Tegnestuen arbejder strategisk med byens rum – ofte uden at tegne en eneste streg.
Javi Barriuso Domingo. Foto: Emilie Kofoed
Javi Barriuso Domingo er spansk tilflytter og indehaver af Brøn Studio, som er udvalgt af Arkitektforeningen og Dreyers Fond til projekt START. Den spanske arkitekt er stor fan af dansk modernistisk arkitektur – og så bevæger han sig allerede hjemmevant i danske lokal- og kommuneplaner.
I Nordvest har han f.eks. hjulpet de fire unge mænd, som står bag Autopoul, med at realisere deres helt særlige vision for et nyt café, bar og eventsted. Brøn Studio fordybede sig i samarbejde med landskabsarkitekt Anders Fønss i lokalplaner og guidede gennem regeljunglen med kommunale tilladelser.
For Brøn Studio handler arkitektur ikke kun om at tegne smukke bygninger. Det handler om at forstå kontekst, lovgivning, funktion og begrænsninger – og finde løsninger, der fungerer i praksis.
“Nogle gange kan de fysiske rammer ikke rumme den ønskede funktion, eller der er ikke penge eller midler nok. Men så kan man gentænke nogle ting strategisk og få nogle spændende ting til at ske. Den konflikt synes jeg er sjov at arbejde med,” siger Javi Barriuso Domingo.
Javi Barriuso Domingo, Brøn Studio
Men fordi alt er blevet meget billedfokuseret, især efter Instagram, kan den strategiske dimension af arkitekturen blive glemt, mener han. Ofte er det svært at vurdere, om noget er god eller dårlig arkitektur ud fra et billede. Han peger på Norge, hvor konkurrencer nu begrænser brugen af visualiseringer. På den måde kan arkitektoniske idéer vurderes ud fra funktion og kontekst.
“Så kan man koncentrere sig om at vise, at rummet fungerer, eller at proportionerne er gode, eller at materialerne er sammensat korrekt, eller at man bruger mindre CO2 – ting, der er vigtigere end at vise, at man bruger et flot gardin,” tilføjer han.
Javi Barriuso Domingo har arbejdet i Barcelona og Schweiz, før han kom til Danmark, og han har også arbejdet på store prestigeprojekter bl.a. i USA. Én ting har overrasket ham:
“Den prestigefulde arkitektur i Danmark er bedre end i resten af Europa, men den kommercielle arkitektur bliver lavet på en meget industriel måde og bliver ofte meget generisk,” siger han.
Det synes han er en skam, for alle slags bygninger har deres fordele og fortjener kærlighed og god arkitektur.
“Min ambition er at betragte alle bygninger på samme måde. God arkitektur handler ikke om dyre løsninger, men om den kærlighed, der bliver lagt i projektet. Det er dét, der gør forskellen,” siger han.
Brøn Studio arbejder ofte og gerne med det lidt oversete: parcelhuse fra 60’erne eller industribygninger fra efterkrigstiden, som enten stadig har en vigtig funktion, eller som kan fremhæves som monument. I Brøn Studios prisvindende konkurrenceforslag til et vandtårn på Malmø Havn, bliver sæderne fra det nedrevne Malmö Stadion genbrugt i facaden – både for at reducere CO2-aftrykket og for at indlejre Malmøs identitet i bygningen.
Brøn Studio har hjemme i en gammel industribygning, som i dag er indtaget af forskellige små kreative erhverv og med udsigt til Arne Jacobsens ‘hvide fabrik’ Novozymes, som Javi Barriuso Domingo nyder at se på. Han er i det hele taget optaget af dansk modernistisk arkitektur og er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt om arkitekten Hans Christian Hansen (1901-1978). For Javi Barriuso Domingo er Nordvest et sted, hvor der er god plads til eksperimenter og transformation. Men der findes også muligheder i resten af byen for at gentænke og forbedre byens rum.
“Det forskningsprojekt, jeg arbejdede på i Schweiz, handlede om at genfortætte byerne – og det er noget, København også kunne gøre mere af. Der er stadig mulighed for at fortætte, f.eks. på tagene, så bylivet bliver mere aktivt,” siger han.
Javi Barriuso Domingo er stadig åben for alle slags byggeprojekter, men hans drømmeprojekt ville være en mellemstor urban bygning et sted i Danmark – et sted, hvor bydelen endnu ikke helt har opdaget sit eget potentiale
BRØN Studio er en interdisciplinær, samarbejdsorienteret tegnestue, der blev etableret i 2020 i København af arkitekt Javi Barriuso Domingo, med regelmæssige bidrag fra eksterne samarbejdspartnere. Læs mere på hjemmesiden: https://www.bronstudio.net
Tegnestuen er udvalgt af Arkitektforeningen og Dreyers Fond til Projekt START. Projektet matcher vækstlagstegnestuer med konkrete opgaver i kommunerne og støtter samtidig en række kommunale pilotprojekter.
Brøn Studio har desuden været udvalgt til at deltage i Dreyers Legatforløb, som udbydes af Arkitektforeningen og Dreyers Fond, og som hjælper nyetablerede tegnestuer med at udvikle deres tegnestue som forretning.