NYHED 31.01.24

Call: Nordisk Råds miljøpris 2024

Prisen på 300.000 danske kroner skal i 2024 gå til nogen i Norden, der har gjort noget særligt for at bidrage til udviklingen af en bæredygtig byggesektor. Fra i dag og frem til d. 30 april har offentligheden mulighed for at indstille kandidater til prisen.

NordiskRaedsMiljoepris_Ted Lindroos /Midjourney AI genererad bild.jpg

Illustration: Ted Lindroos / Midjourney AI genererad bild.

Nordisk Råds miljøpris hædrer i år bæredygtigt byggeri med særligt fokus på transformativt (også kaldet adaptiv) genbrugsarkitektur og regenerativ arkitektur.

“Der findes mange forbilledlige eksempler på bæredygtigt og klimavenligt byggeri i hele Norden. Priskomiteen for Nordisk Råds miljøpris håber, at prisen kan være med til at sætte dem på landkortet og bidrage til den offentlige debat om vigtigheden af at byggebranchens klimaaftryk nedsættes”, udtaler Hólmfríður Þorsteinsdóttir, forperson for bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds miljøpris.

Byggeriet står i dag for cirka 40% af det globale CO2-udslip. I en tid med behov for øget byggeri er dette en uholdbar situation. I teksten der beskriver årets tema, lægger priskomitéen især vægt på de forudsætninger, vi giver videre til de kommende generationer.

Alle kan foreslå kandidater

Indstillingsprocessen til Nordisk råds miljøpris er åben og alle kan derfor indstille kandidater til nominering.

“Vi håber at se indstillinger, der favner både privatpersoner, lokale organisationer og store virksomheder og projekter som prioriterer bæredygtighed- og klimahensyn i deres arbejde. Enten ved at teste nye måder at transformere eksisterende byggeri og infrastruktur på eller ved at bygge regenerativt”, siger Þorsteinsdóttir.

Hvem kan indstilles?

Prisen tildeles en nordisk erhvervsvirksomhed, organisation eller person, som på forbilledlig vis har formået at integrere hensynet til natur og miljø i sin virksomhed eller i sit virke eller på anden måde har udøvet en ekstraordinær indsats for natur og miljø. Den eller det, som prisbelønnes, skal have et nordisk perspektiv og virke i Norden og/eller i relation til parter uden for Norden. For årets tema gælder det, at det er muligt at indstille både bygninger og infrastruktur.

Tidligere vindere:

2023 Renewcell (Sverige)
2022 Mariehamns stad for Nabbens våtmark (Åland)
2021 Den Store klimadatabase af Tænketanken Concito (DK)
2020 Jens-Kjeld Jensen (FO)
2019 Greta Thunberg (SE) (valgte at takke nej til prisen)

Nordisk Råds miljøpris blev uddelt første gang i 1995 og har til formål at styrke bevidstheden om miljøarbejdet i Norden.
Temaet for prisen skifter fra år til år. I 2024 er det bæredygtigt byggeri.

Indstil en kandidat til Nordisk Råds miljøpris 2024 her

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +