NYHED 19.11.20

Carsten Thau tildeles Halldor Gunnløgssons Hæderslegat

Gennem en lang årrække har idehistoriker og professor Carsten Thau undervist på Kunst Akademiets Arkitektskole, hvor han med indlevelse, sikker præcision og megen energi har formidlet indholdet af, hvad arkitekturen fortæller. Det er begrundelsen for, at han nu hyldes med Halldor Gunnløgssons Hæderslegat.

I flere end 30 år har Carsten Thau været en eftertragtet underviser i arkitekturens teori og historie ved Kunstakademiets Arkitektskole. Nu hyldes han for sin olympiske viden om og evne til at formidle arkitekturens teori og historie.

I den motiverede indstilling uddyber bestyrelsen for Halldor Gunnløgssons Hæderslegat, hvorfor Carsten Thaus indsats som underviser fortjener denne anerkendelse.

Arkitektur er både meget konkret og meget abstrakt. Den udtrykker sig gennem sin fysiske fremtræden som ideer, forestillinger og længsler.

Gennem beherskelsen af materialerne og deres evner til at danne form og rum gives vi sansninger og fortællinger, om hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Og inspiration til hvordan vi kan komme videre.

Arkitektur er fortællinger i rum og stof om i dag, om i morgen og om for tusinder af år siden.
Få har, som idehistorikeren professor Carsten Thau, med så fin indlevelse, så sikker præcision og så megen energi formået at forstå og formidle indholdet af hvad arkitekturen fortæller os. Nærværende, levende og indfølt. Omfattende, inkluderende og selektivt. Og altid generøst!

På Kunstakademiets Arkitektskole har Carsten Thau i en årrække som professor beriget os med forelæsninger om arkitektens mellemværende med billedkunsten og filmen og sat arkitektens virke ind i de politiske, æstetiske, kulturelle sammenhænge den virker i.
Forhold som Halldor Gunnløgsson i sin undervisning ligeledes tildelte stor værdi. Trods stor forskellighed i udtryk og formidling understøtter Gunnløggssons og Thaus formuleringer smukt hinanden.
Og det er kort fortalt derfor Carsten Thau i 2020 modtager Halldor Gunnløgssons Hæderspris i arkitektur på kr. 200.000

Carsten Thau er født i 1947 i Horsens og blev cand.phil i idehistorie i 1973, og han har lige siden skrevet om, forelæst i og lavet radio og tv om arkitekturens udsagn, om os og vores kulturer.

Siden 1996 har Carsten Thau været en efterspurgt underviser som professor i arkitekturens teori og historie ved Kunstakademiets Arkitektskole. Han modtog i 2002 N.L. Høyen Medaljen for det gigantiske bogværk om Arne Jacobsen, som han skrev sammen med Kjeld Vindum, og i 2019 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, som én af de til alle tider i alt 275 modtagere.

For denne indsats ønsker Arkitekt Halldor Gunnløgssons Fonds bestyrelse at hædre professor Carsten Thau.

Arkitektforeningen ønsker Carsten Thau et stort tillykke med legatet.

Cookies

På arkitektforeningen.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på arkitektforeningen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +