NYHED 02.04.20

Copenhagen Architecture Festival

På grund af COVID-19 har CAFx gentænkt festivalens formater og afvikling. Festivalen inviterer til to open calls, der kommer til at leve på de digitale platforme.

Copenhagen Architecture Festival, Cafx, har valgt at udskyde året festival på grund af COVID-19 krisen. Det betyder også, at festivalen er i gang med at gentænke festivalens formater og afvikling.

I øjeblikket arbejder Cafx hen imod at sprede festivalens program hen over året gennem tre større nedslag. Det første nedslag bliver i digital form i løbet af april, hvor man blandt andet vil kunne opleve udstillingen ‘Watch more TV!!!’ af Brandhuber+Roth og et tilhørende udstillingsprogram med bidrag fra danske og internationale stemmer.

Afhængig af situationen i august vil andet nedslag finde sted her, mens tredje nedslag planlægges i dagene omkring Arkitekturens dag den 5. oktober 2020 i en mere analog form. I mellemtiden lancerer Cafx to open calls, der kommer til at leve på festivalens digitale platforme.

“Der er rigtig mange tanker og overvejelser om, hvordan Corona-krisen vil påvirke vores liv, samfund og kulturproduktion fremover. Copenhagen architecture Festival vil derfor gerne invitere til, at vores platforme kan bidrage med betragtninger omkring arkitekturen, hjemmet, byplanlægningen, det offentlige rum og det byggede miljøs sociale liv i kontekst af Corona-krisen,” lyder det fra festivalen i et nyhedsbrev.

Open Call 1

Betragtninger, visioner og overvejelser omkring corona-krisens betydning for det byggede miljø, i både dansk og international kontekst.

Formatet er åbent og kan være både tekst og illustration. Dog beder Cafx om at skrive på enten engelsk eller dansk. de indkomne bidrag vil publiceres løbende på web og Facebook.

Gadens liv er suspenderet, forsamlingsfriheden er stærkt begrænset, de fleste institutioner og arbejdspladser er lukket ned, og sociale og professionelle forbindelser er henvist til digitale platforme. Hjemmet og nationalstaten er blevet de retningsgivende rammer for vores hverdag i en ekstrem grad. Landegrænser er lukket alt imens nye biologiske kropsligt definerede grænser er opstået gennem diktat. På kort tid er et system af afstandtagen blevet implementeret, og har som underløbende effekt tydeliggjort sammenhængen mellem os alle på både godt og ondt.

Hvad kan man forestille sig, at den nærværende pandemi vil få – eller bør få -af betydning for vores tilgang til det byggede miljø og byudviklingen fremover? Mindre tæthed? Mere overvågning? Mere risikohåndtering og flere forebyggende foranstaltninger? Hvilke sociale, politiske og kulturelle effekter kan man frygte eller håbe på, at denne globale undtagelsestilstand vil medføre? Øget social lighed og solidaritet på tværs af skel? På tværs af landegrænser? Eller øget social kontrol? Formindsket forbrug og ændrede mobilitetsmønstre? Er der konkrete byggeprojekter og planlægningsstrategier, der tager sig anderledes ud på baggrund af vores endnu kun spirende erfaringer med pandemien og dens forventede voldsomme aftryk på økonomier verden over? Varsler Corona-krisen velfærdsstatens genkomst? Kan man forestille sig, at positive erfaringer og adfærdsformer kan drages fra Covid-19-krisen til klimakrisen?

Vi ser frem til en udforskende, fritænkende og inspirerende debat, der kan hjælpe os til sammen at reflektere over denne omvæltningens tid og dens mulige konsekvenser.

Send dit bidrag til coronacall@cafx.dk

Cafx forbeholder sig retten til ikke at publicere alle bidrag

CPH Village, containerstudieboliger. Foto: Astrid Maria Busse

CPH Village, containerstudieboliger. Foto: Astrid Maria Busse

Open Call 2

Hjemmet i coronaens tid

Del et billede og dine tanker om dit hjem i denne livsforandrende tid.

Copenhagen Architecture Festival vil gerne sætte fokus på, hvordan hjemmet har ændret karakter og betydning midt i en global sundhedskrise, hvor folk skal isolere sig i hjemmet enten alene, med deres familier, med deres partner/ægtefælle eller blandt venner i kollektiver eller på kollegier og plejeinstitutioner.

Hjemmet er for mange blevet rammen for både arbejdsplads, skole, børnehave, pleje og mange forskellige behov på én gang. Hvordan tager denne nye virkelighed sig ud i hjemmene? Er der for eksempel detaljer i hjemmet, der har fået større betydning – på godt eller ondt? Eller er nye designmæssige løsninger blevet taget i brug for at imødekomme den nye virkelighed? Det vil vi gerne se og høre dit bud på.

Når krisen er ovre, er det vigtigt, at vi husker, hvordan situationen var, og hvordan hjemmet fungerede som fysisk ramme for hverdagen i denne undtagelsestilstand.

Hvis du vil være med til at dokumentere denne historiske begivenhed, opfordrer Cafx dig til at  dele et billede på Instagram af dit hjem, for eksempel et rum, et objekt eller en rumlig detalje, der har ændret betydning. Sæt gerne nogle ord på, hvordan hjemmet er indrettet anderledes og har fået en anden betydning (max 50 ord). Brug hashtagget #CoronaHome #CAFx2020 #stayingathome og #CopenhagenArchitectureFestival og nævn Cafx i din post eller story.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +