Corona-krisen har tvunget byggebranchen og arkitektfirmaerne til at stoppe midt i en vækstperiode, efter en række fusioner af store rådgivningsvirksomheder og midt i en konstant byvækst i de større byer. Med erfaringer fra finanskrisen for 12 år siden, kan man frygte, at de private investeringer og byggeopgaver vil tage tid om at komme igang igen, og at arkitektfirmaerne vil tage hårde, økonomiske slag. Det virker uundgåeligt, at corona-pandemien, og den økonomiske krise i kølvandet, vil ændre arkitektbranchen, vores arbejdskultur og vores visioner. Det virker også sandsynligt, at det vil forstærke allerede eksisterende tendenser for bosætning og arkitektur i samfundet.

Der er generel enighed om, at samfundet på den anden side af nedlukningen vil være et andet, og at vi alle sammen vil ændre os. Måske bliver vi opmærksomme på sårbarheden af de tætte bysamfund og for kvaliteterne ved privatbilisme og bolig med egen have. Og måske kommer vi til at holde fast i en kollektiv bevidsthed om risikoen ved at mødes i forsamlinger, ved at rejse og benytte offentlig transport. Vi har nu lært, at med en god internetforsyning kan mange af os arbejde, handle og undervises hjemmefra. Vi ønsker tryghed og uafhængighed- Coronakrisen gør os til preppers.

Mange vil nu ønske et enkelt liv på egen matrikel, tæt på naturen, og den økonomiske krise skubber til en bevægelse af flytninger fra byen til billige boliger på landet. Vi vil se en stigning i privatbilisme og fibernet i mindre bysamfund, hvor landejendomme genopbygges til selvforsynende boliger. I den nye landsbyarkitektur på landet selvbygges der familieboliger med hjemmearbejdspladser, egen energiproduktion, forrådskamre og køkkenhaver.

I et andet bud på ønsket om uafhængighed bliver vi digitale nomader. Vi er blevet så gode til at arbejde digitalt, at vi i sidste ende er uafhængige af vores fysiske placering. Vi kan arbejde hvor som helst med en god internetforbindelse: 4 måneder fra Tøndermarsken, 4 måneder fra Nakskov, og når grænserne åbner igen, 4 måneder fra Lissabon. Vi lejer os in og kan slå os ned i områder med lave boligpriser, landskabelige attraktioner og smukke omgivelser.

Men et andet scenarie kunne være, at vi under isolationen oplever, hvor dybt afhængige vi er af hinanden, og hvor stor værdi vores banale, daglige møder og fællesskaber har for vores livskvalitet.

Vi træder ud af hjemmekontorerne, hjemme-fitness og hjemmebaren med en dyb erkendelse af, at byen kan være det meningsfulde svar på vores ønske om bæredygtighed, samvær og sundhed. den intense og langtrukne oplevelse af vores boligers fysiske afgrænsninger og af tomme byer uden trafik, sammen med en acceleration i nedlukning af detailhandel og restaurationer betyder, at vi efter krisen skal gentænke byens indhold og vores prioriteringer. Post-corona indretter vi byliv, arbejdspladser og boliger med fokus på netop at mødes og erstatter monotone arbejdsrejser og indkøb med skærmmøder og internethandel, som vi er blevet gode til.

Corona-krisen vil betyde omvæltninger, som ingen af os kan forestille os endnu. Vores samfund skal i lang tid fremover kunne fungere gennem hurtige omstillinger til nedlukning og isolation. Det vil kræve kreative løsninger på tværs af specialer. En vision for livet i arkitektbranchen og for arkitekturen på den anden side af krisen kunne være, at arkitekturen bliver en del af helhedstænkning af løsningerne på vores kommende udfordringer, og at bæredygtighed bliver fundamentet i gentænkningen af vores byfællesskaber.