Efter krisen

Den globale pandemi, med dens sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser, har på kort tid ændret verden, og hvad mange af os anså som helt grundlæggende menneskelige aktiviteter: at rejse, social kontakt, fritid.

Fremkalder

Krisen er som en fremkaldervæske, der er skyllet ind over alle brancher og systemer i samfundet. Corona-krisen har blotlagt et utal af systemiske svagheder, som lå lige under overfladen.

Modeindustrien, der opererer med en evigt accelererende sæsonpræget forældelse, allerede afskrevet for millarder af euro i tøj, der ikke er blevet solgt under butikslukningerne. Én misset “pre-season” har afdækket skrøbeligheden i en branche der nu destruerer millioner af lav-kvalitets beklædningsgenstande, fordi de ikke kan sælges inden den næste sæson begynder.

Arkitekt- og byggebranchen arbejder med længere produktionstider, men de første grundlæggende spørgsmål er begyndt at melde sig:

• Fra den ene dag til den anden står tusindvis af AirBnb-lejligheder tomme, og lejeboligmarkedet oversvømmes med nye boliger. Krisen afslører, at der rent faktisk var et stort udbud af private boliger, som blev forbeholdt betalingsvillige turister. Vil vi se tilbage på 2010’ernes Airbnb-fest som et kortvarigt eksperiment til gavn for de priviligerede, eller står vi på tærsklen til en helt ny måde at udbyde og dele boliger på?
• Tusinder af børnefamilier er flyttet fra byen og i sommerhus, hvor de genopdager værdien af grønne arealer, mens de tilbageblevne kæmper om pladsen når de går med uret rundt i byens grønne parker. Kommer vi til at se “byliv” udfordret som den centrale parameter for det gode liv? Større folkelige krav til friarealer i nye tætte bydele? Eller kommer krisen til at afføde helt nye bosætningsmønstre?
• De halvfærdige byggerier, der nu står tilbage og færdiggøres over de næste par år, bliver byggede monumenter over et historisk opsving især i Hovedstadsregionen. Var det virkelig dét, vi fik ud af den højkonjunktur?

Never miss a good crisis

I stedet for at begræde det slunkne marked og den nye afstandskultur, må vi se fremad. Kriser er vendepunkter, hvor radikalt anderledes idéer har mulighed for at blive taget alvorligt. For hvis verden alligevel er i knæ, hvordan skal vi så bygge den op igen?

Kriser indvarsler ofte nybrud inden for arkitekturen. Koleraepidemien i København var med til at fremskynde voldenes sløjfning, og tuberkulose var direkte kimen til mange af modernismens idealer. I det 21. århundrede er der nok at tage fat på:

• Social sammenhængskraft og ensomhed. De største ofre for nedlukningen er de ensomme, som mister den sidste kontakt med omverdenen. Hvordan kan vi sikre reelle, forpligtende fællesskaber i byer, hvor flere og flere er ensomme?
• Luftforurening og mobilitet. Selv højt udviklede byer har problemer med stigende privatbilisme og en alt for langsom omstilling. Samtidig med at COVID-19 dødeligheden er højere i byer med mere luftforurening, har den pludselige trafikale stilstand vist hvordan vores gader og byer ville se ud hvis vi overgik til blødere trafikformer.
• Virtuelt arbejde. Efter at krisen har tvunget os til at begå os i det virtuelle arbejdsrum, forudser flere eksperter at vi aldrig vender tilbage til kontor-arbejdslivet i samme grad som før. Står vi overfor at skulle finde ny anvendelse til tusindevis af tomme kontorlejemål? Bliver hjemmearbejdspladsen en ny genre indenfor boligarkitekturen

Omstilling

Listen over systemer i vores byer og samfund, der skal ændres radikalt, er uendelig og udvides med større og større hast.

Men over hele verden har mennesker, byer og samfund bevist at de kan omstille sig forbavsende hurtigt. Helt nye livs- og arbejdsmønstre er blevet opfundet fra den ene dag til den anden. Store forsyningskæder har omstillet produktionen. Dem med viden og ressourcer har hjulpet til, hvor der har været brug for dem.

Det er endnu for tidligt at sige om arkitekter og designere også evner at omstille sig til den verden, der kommer efter nedlukning og afstandsholden. Men jeg håber at krisen, både den sundhedsmæssige og den økonomiske, vil tjene som en beredskabsøvelse i omstillingsparathed. For når denne krise er ovre, venter den næste: klimakrise, biodiversitetskrise, flygtningekrise, ulighedskrise, og mange flere.

Jeg håber at corona-krisen vil gøre det tydeligt for alle, at det byggede miljø skaber systemer, der enten kan være skrøbelige eller modstandsdygtige overfor forandringer. Og at det virkelig kan betale sig at skabe systemer, som kan modstå den næste superstormflod, den næste internationale storkonflikt eller konjunkturudsving.

Hvis vi stræber efter at bygge byer der er fællesskabsfremmende i stedet for forbrugsstimulerende, giver plads til eksperimenter i stedet for spekulation, og arbejder med naturen i stedet for imod den, skal vi nok blive klar. Og det er til gengæld ikke for tidligt at sige, at arkitekter, designere og planlæggere hér kan byde ind med løsninger og sætte en retning for det samfund der kommer efter krisen.