NYHED 05.01.21

En forkæmper for den trygge by

Bo Grönlund har igennem adskillige år været Arkitektforeningens repræsentant i By- og Boligudvalget i Det Kriminalpræventive Råd. Nu er det tid til at takke af og give faklen videre.

Kontakt

Martin Yhlen

Politisk konsulent

+45 30 85 90 07

myh@arkitektforeningen.dk

Bo Grönlund har igennem adskillige år været Arkitektforeningens repræsentant i By- og Boligudvalget i Det Kriminalpræventive Råd. Nu er det tid til at takke af og give faklen videre, men inden det sker, bringer Arkitektforeningen her et medlemsportræt af en ildsjæl, som har arbejdet for at koble udformningen af det fysiske miljø sammen med tryghed, kriminalitet og forebyggelse af kriminalitet.

50 år med byplanlægning

Bo Grönlunds arbejdsliv som arkitekt har siden afgangen fra Chalmers Tekniske Universitet i Göteborg haft to overordnede hovedspor; arbejdet med byplanlægning og tilknytningen til Arkitektskolen i København. Både som deltids- og fuldtidsansat. Da han startede på uddannelsen i 1963 var modernismen på sit højeste. Sverige besluttede året efter at gå i gang med millionprogrammet og Danmark gjorde noget lignende. Det var sådan det moderne menneske skulle bo.

Modernismen var fremskridtet og fremtiden. Det var også med modernismen at skinnerne til Bo Grönlunds primære arbejdsfelt i Det Kriminalpræventive Råd sidenhen blev lagt, da nogle af modernismens bydele med tiden fik en udfordring med kriminalitet, tryghed og forebyggelse. Ifølge Bo Grönlund ville modernismen en radikalt anden by, hvor den rette byudformning ville bidrage til at skabe gode mennesker. Et utopisk menneskesyn at mennesker ikke begår kriminalitet. Historien har (desværre) også vist, at det ikke holdt stik.

Sammenlagt har karrieren budt på over 50 år med byplanlægning og 41 års ansættelse på Arkitektskolen. Arbejdet på skolen startede efter nogle år hos Institut for Centerplanlægning. Det var i de røde år og Bos indsats førte til et forskningsstipendium på Arkitektskolen om arbejderbevægelsen og byplanlægningen. Men på grund af et skift i synspunkter om emnet og ændret politisk overbevisning, så blev afhandlingen ikke færdiggjort. I stedet kom Bybygningsafdelingen til at tage 16 år af hans arbejdsliv, bl.a. i selskab med Jan Gehl i den periode, hvor Gehl for alvor udviklede sin tankegang om byer for mennesker, urban design og new urbanism.

Hvor Jan Gehl hovedsageligt studerede bycentre, begav Bo Grönlund sig ud i forstæderne for at lede efter grænserne, hvor et bygget miljø bliver til et egentligt bymiljø. Blandt andet blev to new urbanism-projekter i Ballerup og Høje Tåstrup studeret intenst og begrebet ‘urbanitet’ søgt defineret.

Standarder for trygge byrum og bebyggelser

Parallelt med studierne af urbanitetens grænser i forstæderne startede Bo Grönlund en enmandsvirksomhed, som udførte konsulentopgaver om kriminalitetsforebyggelse og tryghed. Baggrunden var danske standardpublikationer, hvor Bo Grönlund bl.a. var udvalgssekretær i forbindelse med den første vejledningspublikation om teknisk forebyggelse af vold og hærværk. Denne publikation blev sidenhen fulgt op af en norm for forebyggelse af indbrud og forebyggende belysning samt endelig en rapport om forebyggelse i bycentre og butikscentre. I dag holder meget af det efterhånden 30 år gamle materiale stadig, og kvaliteten ledte til samme typer af anbefalinger på europæisk niveau.

Selvom det ikke er arkitekturen i sig selv, der skaber kriminalitet og utryghed i boligområder, så ved man ifølge Bo Grönlund, at skala, og hvordan de var planlagt og anlagt har en væsentlig indflydelse. Og her er modernismens byggerier, som bygger på CIAMs Athencharter særlig udfordret i forhold til tryghed og kriminalitet, da bebyggelserne ofte har flere indbyggede fysiske ”fejl”, herunder trafiksystemernes udformning (på bilernes præmisser), funktionel zoneopdeling og højhuse, men også unuancerede synspunkter om store åbne rumligheder, solorientering og det grønne, hvilket tilsammen havde konsekvenser for den byggede rumlige struktur.

I den forebyggende indsats er der fortsat en tendens til at fokusere på individer. Men for at løse udfordringerne i de pågældende boligområder, herunder i forhold til den nye Ghettopakke, så er det i høj grad også relevant at se på arkitekturen.

Ghettopakken

Hele spørgsmålet om tryghed, kriminalitet og forebyggelse heraf  nåede for alvor toppen af den politiske dagsorden med vedtagelsen af den såkaldte Ghettopakke i 2018, der blandt andet indebar, at der højst må være 40 procent almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder. Nok kan det være, at boligområderne ligner hinanden på de procent-parametre i regnearket, som ligger til grund for  den årlige ghettoliste (bl.a. uddannelse, arbejde, domme i registret, indkomst og andel af borgere med ikke-vestlig baggrund). Men når man taler om parallelsamfund, og vil dem til livs, så nytter det ikke noget, at ghettokriterierne ikke indeholder samfundskriterier, men i stedet husstandskriterier eller individuelle kriterier, som kun bygger på registerdata. Og selv inden for registerdata for de enkelte bebyggelser, er der  store forskelle på en lang række parametre, hvis man ser på boligernes faktiske størrelser i stedet for procenter. Blandt andet i forhold til hvor mange beboere der er, hvor trangt beboerne bor, antal dømte for lovovertrædelser og antal politianmeldelser per kvadratkilometer, forklarer Bo Grönlund.

Tilmed var mange af boligområderne inde i en positiv forandringsproces, da denne brutale og skematiske 40%-løsning kom, som gør sig gældende for alle hårde ghettoområder. Samtidig er tallet 40% aldrig blevet ordentligt forklaret i statens publikationer og ifølge Bo Grönlund, er forklaringen måske ganske simpelt, at man ønsker, at dem der bor i de almene familieboliger skal komme i mindretal i bebyggelserne og i de lokale skoler. Dette kraftige indgreb er dog hverken velunderbygget i selve ghettopakken eller funderet i forskning.

Hvis vi ser til Gellerup, så var nedrivningerne for at skabe et nyt trafiksystem velmotiverede ud fra et bymiljøsynspunkt, og de kom før Ghettopakken. De fortsatte nedrivninger har det andeledes formål at sprede beboerne for at mildne de kulturelle problemer, men de enkelte boliger har ikke ret meget med den sag at gøre, og de er i øvrigt meget velholdte set i et internationalt perspektiv, forklarer Bo Grönlund.

Det ville være oplagt at sende nogle arkitekter og antropologer på feltarbejde i boligområderne for at finde ud af, hvad der faktisk foregår og derefter komme med forslag til at løse de problemer, der er af kulturel art.

Bo Grönlunds afløser som Arkitektforeningens repræsentant i Det Kriminalpræventive Råd bliver Sofie Kirt Strandbygaard, der er arkitekt MAA, selvstændig konsulent og ErhvervsPhD fra Institut for Byggeri og Anlæg.

Kontakt

Martin Yhlen

Politisk konsulent

+45 30 85 90 07

myh@arkitektforeningen.dk

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +