Essay: Parcelhusdilemmaet

Regeringsgrundlaget er lige blevet offentliggjort, og vigtige arkitektfaglige agendaer har fundet vej til det. De mange aktører, der gennem de senere år har fundet sammen – på tværs af fagligheder, institutioner, medier og økonomiske interesser – og er blevet ved med at tale, ikke med én stemme, men med fælles retning og nødvendighed, om det uopsættelige behov for at gentænke, hvordan vi bor og bygger midt i en økologisk krise. Budskaber, der begynder at møde genklang i den bredere offentlighed og i den politiske virkelighed.

Den begyndende resonans er en opfordring til os alle om at blive ved med at tale om de planetære grænser, om konsekvenserne af status quo – om potentialerne og bindingerne i omstillingerne af byggeriet, om arkitektonisk kvalitet såvel som byggestop, men også om ulighed, boligmangel og sociale og demografiske realiteter i det byggede miljø. Vi må endelig blive ved med at bruge vores faglighed til at eksperimentere, udfordre og spekulere – og vi må insistere på nuancerne i vores faglige bidrag til den offentlige samtale.

Mange dilemmaer

En række forskellige samtaler om renovering, livsstil og parcelhuse har fundet vej til etablerede medier over de sidste uger. Storartet! Omend de har handlet mere om smagsdommeri end om ressourcer – mere om klasse og ‘husets ånd’, end de har haft til formål at åbne op for de vanskelige dilemmaer, vi alle må forholde os til både som fag- og privatpersoner.

Dilemmaer om, hvad vi kan tillade os at drømme om af materialistiske goder i en planetær krisetid, om hvorvidt det, man gør i ‘privaten’, også kan udfordres offentligt, når nu det efterhånden går op for os, at vores individuelle forbrug har konsekvenser for os alle. Der har ikke været en nødvendig drøftelse af det ressourceforbrug, som renoveringen af vores boliger udgør – ej heller har det været en åben samtale om, hvorvidt noget måske kunne være godt nok, selv om det ikke er helt perfekt. Det er vanskelige samtaler og nye synsvinkler, som vi alle må øve os i. De kræver nysgerrighed og respekt for hinandens perspektiver samt en vilje til at lære af det, vi ser forskelligt på.

Parcelhusene som mulighedsrum

Parcelhuset er danskernes foretrukne boligform. De udgør over halvdelen af danskernes boliger og er den boligform, der optager mest areal i vores land. Halvdelen af alle danske unge drømmer om at ende i et parcelhus, men samtidig er det den mest klimabelastende boligtypologi, vi har. Parcelhusene udgør i et klimaperspektiv både en stor udfordring og et umådeligt potentiale. Det spændingsfelt undersøger vi i projektet Parcelhusdilemmaet.

Når vi kigger på parcelhuset, er det ikke, fordi vi ikke under folk deres hjem eller deres boligdrømme, som de er. Vi anerkender de kvaliteter, parcelhusene repræsenterer for den enkelte, og har også øje for det gode naboskab og fællesskab, der har groet frem sammen med hækkene gennem mange årtier i det ganske land. Det er ikke for at tale parcelhusene ned – men tværtimod for at tale dem op – op i lyset, op i bevidstheden, op som et mulighedsrum og et sted, der på en attraktiv måde kan løse nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor.

Projektet ønsker at skabe en platform for en åben samtale om parcelhusene. Om parcelhuskvartererne og om, hvem der bor og ikke bor i dem – og om den ressource, de repræsenterer som boligmasse, som bebyggede arealer, byggepraksis og stedsbundne materialer.

Siden april har tre hold af arkitekter arbejdet med potentialerne for parcelhuskvartererne i udvalgte kommuner. Holdene arbejder i ‘laboratorier’ sammen med en række videnspersoner inden for bl.a. økonomi, jura og antropologi, hvor de identificerer de strukturelle, kulturelle og lovgivningsmæssige rammer, der har præget vores parcelhusområder i årtier, og forsøger at fremkomme med bud på alternative virkeligheder. Hvert laboratorium undersøger henholdsvis spørgsmål relateret til økonomisk tilgængelighed, den nære sundhed og ny boligkultur. Holdene har arbejdet ud fra et mantra om ‘utopisk realisme’ med afsæt i de eksisterende rammer – for gennem et arkitektonisk undersøgende arbejde at afsøge, hvilke aktører, dagsordner og ja – drømmebilleder – der kunne være med til at flytte grænserne for, hvad vi kan forestille os, parcelhuskvartererne kunne blive til.

Parcelhuset som ressource

Vi ser ikke de eksisterende parcelhuse som et problem – tværtimod! Vi ved, at de udgør en ressource, der burde kunne spare os for flere åndsforladte developerbyggerier, for flere Lynetteholmer, for flere nedrivninger og nybyg, for mere forbrug af ressourcer, vi ikke har. Vi ser i projektet en mulighed for at udfolde en faglig diskussion, til at gå på opdagelse i vores evner til at forestille os, hvad der kan lade sig gøre, med det vi har – og gøre, som arkitekter altid har gjort: at sætte billeder på det, der ikke findes endnu – og bruge det som afsæt for at tale om, hvor vi skal hen.

Vi er ikke imod kernefamilien og den syrenduftende barndom, som parcelhusene for mange repræsenterer – men vi vil gerne spørge, om der kunne være plads til flere – både fysisk og økonomisk. Vi vil prøve at se, om vi ved at eksperimentere med boligernes størrelse kunne åbne muligheder også for dem, der ikke lever som far, mor og børn eller er blevet boligmillionærer i vækstområderne.

Vi undersøger, om pleje og den nære sundhed kunne være en aktør i udviklingen af parcelhusområderne. Vi undersøger, hvordan dem, der har brugt hele deres liv på at dyrke, pleje og vedligeholde parcelhuset og opbygge nære relationer i nabolaget, kunne blive boende i deres lokalområder, selv hvis de bliver plejetrængende. Vi diskuterer, om den demografiske omvæltning, vi står i, – og det paradigmeskifte i velfærdssektoren, som denne udløser – kunne være andet end en spareøvelse, måske endda en drivkraft for udviklingen af de centrumsnære parcelhuskvarterer.

Vi undersøger mulighederne for en ny boligkultur i parcelhusområderne, ikke fordi vi ikke anerkender den private ejendomsret eller de kvaliteter, som den eksisterende boligform rummer. Tværtimod. Men mange – unge som ældre – efterspørger i dag mere frihed og fællesskab i hverdagen. Spørgsmålet er derfor, om nogle af de fællesskabsorienterede boformer, som i disse år opføres på bar mark, i stedet kan finde nye arkitektoniske former i de eksisterende parcelhusområder. Det kunne skabe et attraktivt alternativ til fortsat byudvikling i byernes udkant, som både beslaglægger nyt land og er klimamæssigt vanskelig at forsvare.

Vi ønsker at bidrage til at undersøge, hvordan de boligdrømme, der måske er hjemløse i dag, kan finde et hjem i den eksisterende bygningsmasse. Ikke fordi drømmen om parcelhuset, som vi kender det i dag, mangler kvalitet eller relevans, men fordi den gængse praksis og markedets logik efter vores vurdering ikke har skabt den variation i boligstørrelser, økonomisk tilgængelighed samt balancen mellem privatliv og fællesskab, som mange efterspørger. Måske kender vi endda ikke alle vores boligdrømme, fordi forestillingen om, hvad en bolig kan være, ofte beskrives så snævert, at det er svært at se andre muligheder for, hvordan vi kan indrette vores hjem og kvarterer.

En åben samtale

Vi glæder os til at åbne denne komplekse samtale op for offentligheden med den første åbne kritik i regi af Parcelhusdilemmaet den 25. juni i Arkitektforeningen – og håber, at så mange som muligt vil være med til at drøfte og diskutere projekterne.

Sideløbende med holdenes arbejde går vi i fællesskab med forskere, akademikere og praktikere fra ind- og udland på opdagelse i parcelhuset hen over efteråret. I eventrækken Parcelhuset som sundhedsarkitektur , som tilflugtssted og som alternativ boligdrøm prøver vi at formidle og diskutere ny viden og skabe rum for de mangefacetterede samtaler, som samtiden kalder på. Til hvert arrangement offentliggøres trykte pamfletter, der breder samtalen ud over foreningens smukke hus.

Første pamflet i serien blev offentliggjort i forbindelse med arrangementet the / le / das dilemma – Parcelhuset som internationalt boligeksperiment. Teksten er forfattet af arkitekt, urbanist og professor ved University of California, Los Angeles, Vinit Mukhjia, og redegør for, hvordan en gradvis deregulering af urbane centre i USA og Canada har ledt til en gennemgribende forandring af førhen traditionelle parcelhusområder.