Essay: Stedsans er væren i verden

Jeg tror, at det er lige så vigtigt for den, der skriver poesi, nej, det er mere vigtigt at kunne lytte end at kunne skrive – at kunne lytte til sproget. Jeg synes tit, at man tydeligt kan se på et digt, der måske ikke er så godt, at det er for skrevet. Det er meget mere skrevet, end det er lyttet frem, kunne man sige.”
Søren Ulrik Thomsen

I regn og rusk gik vi for 10 år siden en tur på Bornholm. Vi havnede i et vildnis uden kort og kompas, men måske udstyret med vores intuition.

I de tætte bevoksninger fandt vi spor af en skærvevej og tænkte: Lad os gøre stien til et projekt. Det gjorde vi, og i dag forbinder den Hammershus med Allinge og helleristningsfeltet på Hammersholm.

Til stien føjede vi tre cirkulære udsigtsplatforme, to ledetråde af træplinte, en stente, en bro og enkelte trin i terrænet. Stien inviterer til at bevæge sig, til at gå på opdagelse, og de nye nedslag hjælper os til at komme ud til den kant, vi søger. Til at se ud over landskabet. Til at give os det sted, hvor vi kan sætte os ned og spise en madpakke. Hvor vi kan lægge os på ryggen, få kontakt med verden og fastholde det, de fleste af os i virkeligheden leder efter – væren i verden.

Teksten fortsætter længere nede.

Som arkitekter arbejder vi empirisk og fænomenologisk. Først må vi etablere en form for klarhed og vælge, hvad der skal trækkes frem.

Vi kortlægger det historiske, registrerer det målbare og mærker det umålelige. Vi søger viden og deltager i besigtigelser, hvor vi oplever stedet med dem, der kender det og kan udpege de elementer, der er vigtige – for dem. Men den fulde indsigt kommer først, når vi er på stedet alene. Når vi møder det, bevæger os omkring, stiller spørgsmål til os selv og forsøger at besvare dem.

At udvikle med stedsans handler altså om at registrere og beskrive, men først og fremmest handler det om at lytte. Om at mærke stedet og sanse det i alle dets facetter. For jo mere viden og jo flere sansemæssige registreringer, desto bedre kan vi kvalificere vores søgen, lade stedet lede os, opnå mere med mindre. Vi er aldrig på bar bund, når vi møder et sted for første gang. Udgangspunktet er altid i os selv, i vores eget sanseapparat og erfaringer.

Teksten fortsætter længere nede.

Sporene af Befæstning ere kun svage; men alligevel ligger denne svære Forhøining ikke som en Jordmasse, ikke som en af Naturen dannet Høi, der hviler dødt ved Grunden, men synes noget levende, der sover og kan falde paa et blinke med Øinene.”
Meïr Aron Goldschmidt

Lige så vigtigt det er at forstå stedet, lige så vigtig er formidlingen af det. Af dets kvaliteter og fortællinger, og vi skal ikke ‘pege’ eller skilte for meget. Allerbedst er steder selvforklarende.

Lad mig give et eksempel: På Hald ligger fem borge, der sammenlagt fortæller 800 års bygningshistorie. Langsomt er de gået til, og i dag ligger de som den lurende kæmpe, der kan finde på at blinke med øjnene.

Også her skulle vi arbejde med at formidle et sted, som både var gemt og glemt. Ikke glemt som et barndomslandskab, for stedet er og har altid været viborgensernes foretrukne udflugtsmål, men som et kulturhistorisk landskab, hvis særlige fortællinger skulle frem i lyset igen. Sagen er jo, at naturen har travlt med at rydde op efter os mennesker. Når tiden går, overtager naturen alt, hvad vi har skabt, og sådan var det også her. Derfor skulle vi finde den rette balance mellem kultur og natur og forskyde balancen en lille smule. Lidt mindre natur, lidt mere kultur.

For at skabe en mere tydelig adgang til at forstå og sanse stedet, brugte vi viden og leg som arkitektoniske redskaber. Viden, som de besøgende får via information i Halds store lade. Leg via legepladsens fortolkninger af landskabets forskellige fænomener. Den intuitive oplevelse af barokhaven, De fem Halders nære tilknytning til Hald Sø, stedets herligheder og den historiske dybde fremkaldes af stier, som umærkeligt viser vej.

Teksten fortsætter længere nede.

“Formmæssige problemer skyldes indholdsmæssige problemer. På den måde behøver man ikke opfinde, man skal bare grave dybere. Nede i teksten findes alle svarene. På dette punkt er der ingen grund til angst.”
Katrine Wiedemann

Når man får en hel by i sine hænder, må man gøre sig umage og droppe tanken om, at man skal etablere et projekt. En by er altid i proces, og det slutter aldrig med os.

Sådan er det også i Højer, som siden 1900 har forøget sit indbyggertal fra 1000 til 1500 blot for at miste hele forøgelsen igen. Derfor skal det, vi gør ved stedet, bibringe mere af det gode. Mere sammenhængskraft, tilhørsforhold og stolthed. Mere Højer. Her blev kulturmiljøet, marsklandskabet og det høje terræn, gesten, hvorpå byen ligger, afsæt for det hele.

Processen udspringer i et behov for klimasikring. Vi skiller regnvand og spildevand fra hinanden og leder regnvandet ned til et stort bassin i marskens struktur af grøblerender og græsningsflader.

Men lige så vel udspringer den af behovet for at understøtte følelsen af at være på et særligt sted, midt i et enestående kulturlandskab, bag diget. Selv dér, hvor landskabet ser grønnest og mest åbent ud, befinder vi os på inddæmmet havbund.

Højer kendes også på sin særlige bygningskultur og de tætte, krogede gader, og disse karakteristika bygger vi videre på. Vi sætter fundamenter, planter æbletræer og lægger nye belægninger, der understreger byens tæthed. Som et særligt tegn fra vores tid er en nyudviklet rist kommet til og vidner om en ny fremtid for regnvandet. Fra at være noget, der skal ledes væk, til at blive noget, vi fejrer.

”Det er nødvendigt at udvikle et poetisk forhold til virkeligheden. Det poetiske plan bringer livets meninger frem.”
Christian Norberg-Schulz

Og sådan er det med stedsans. Stedsans binder fortid, nutid og fremtiden sammen. Stedsans gør, at vi kan orientere os i verden og historien. Stedsans er det, der er gået forud, og det, der gør, at vi kan komme videre.

Mange tror, vi kan komme fremad ved at fjerne sporene af det gamle, men jeg tror, det er lige omvendt. Vi skal udvikle for at bevare, og vi skal bevare for at udvikle.