Essay: Stedsans for alles sanser

Stedsans kan forstås og vinkles på forskellige måder. Én vinkel handler om en form for samspil mellem rum og krop. Pallasmaa [finsk arkitekt og tidligere professor i arkitektur og dekan ved Helsinki University of Technology, red.] forklarer i ’The Eyes of the Skin’ fra 1996, at rummet og kroppen både supplerer og definerer hinanden. Oplevelsen af rum er meget kropslig, hvor vi på forskellige måder relaterer os til rummet. For eksempel oplever vi størrelse, når vi går på en plads, da vores ben måler den op. Vi fornemmer fremspring og indhak på en bygning ift. vores egen skala. Og vi møder og mærker en tyngde, når vi skubber til en dør.

Selvom synssansen er blevet en dominerende sans, peger Pallasmaa på, at en bevægende arkitektonisk oplevelse er multisanselig. For vi bruger hele kroppen og alle sanserne – både øjne, øre, næse, hud, tunge, skelet og muskler til at opfatte og dermed percipere omgivelserne. Herigennem opstår en mere eksistentiel oplevelse af at være i verden.

Når vi sanser, er det vores sanser, der opfanger information fra omgivelserne i form af eksempelvis lyd, som omdannes til nervesignaler, som bringes til hjernen. Her omsættes de til meningsfulde sanseindtryk, som vi forstår og agerer ud fra.

Ingen standardkrop

For at undgå, at en forsimplet forståelse af kroppen og dens sanser reproduceres, når der tales om arkitektur og skabes arkitektur, er det vigtigt at stoppe op og kigge nærmere på kroppen. For den kan nemt blive taget for givet, som var det en standardkrop. Men standardkroppen findes ikke i virkeligheden. For ingen af vores kroppe er ens, og det er vores sanseapparatet ej heller.

Vores evne til at sanse er ikke den samme – hverken mennesker imellem eller for det enkelte menneske gennem livet. Kat Holmes [stifter af mismatch.design mm., red.] præsenterer i sin bog ’Mismatch How Inclusion Shapes Design’ fra 2018 en illustration af det persona spektrum, hun var med til at udvikle hos Microsoft. Her skelnes mellem permanente, temporære og situationsbestemte evner. Det følgende eksempel handler om høresansen, men princippet gælder i forhold til alle kroppens evner.

Når musikken er høj på en bar, er det vanskeligt for bartenderen at høre, hvilke drinks gæsterne bestiller. Bartenderen oplever her en situationsbestemt hørenedsættelse. Mens andre hver dag lever med en nedsat evne til at høre, og nogle i en periode har en midlertidig hørenedsættelse på grund af en infektion i øret. Når man bliver ældre, kan evnen til at høre også ændre sig. Når en sans er nedsat, er der brug for mere og dermed ekstra information fra omgivelserne for at skabe nervesignalerne – der skal mere stimuli til.

Teksten fortsætter længere nede.

Orientering og deltagelse

Det er værd at kigge på den klassiske definition af stedsans, nemlig ”en evne til at orientere sig og finde vej, især ukendte steder” [Nudansk Ordbog, red.].

Vores aktiviteter er situerede i rum. Vi bevæger os i rum og mellem rum hele tiden, samtidig som vi med vores sanser netop sanser alle disse rum og vejen hen til dem. Ligesom vores sanser ikke er ens, så er vores måde at orientere os på heller ikke den samme. De fleste tager udgangspunkt i de store linjer, mens eksempelvis personer med en synsnedsættelse eller blindhed orienterer sig ud fra detaljer i rummet.

Hvis rummet udelukkende henvender sig til og taler til den sans, som mangler eller er svækket, er det problematisk. For så hæmmes vi i at opleve rum og deltage i livets aktiviteter. Når arkitekter og planlæggere tænker i en multisanselig strategi, så rummet tilbyder forskellige typer af information, og det bliver muligt for langt flere mennesker at opfange information – og dermed orientere sig og finde vej. Netop fordi der er noget at sanse med de sanser, som fungerer.

En naturlig ledelinje i form af en mur i tegl, vil give en person med blindhed både en taktil og en auditiv information om stedet, som er en hjælp til både orientering og at fornemme sig selv i rummet. For med den hvide stok kan muren mærkes, og samtidig er lyden anderledes her end i et helt åbent rum. Hvis det er udendørs, kan der strømme en varme ud fra en solopvarmet væg, som huden mærker. Her er rart at være – også hvis man kan se.

Fokus på det multisanselige

Deltagelse handler også om at kunne være til stede i rummet. Det er ikke tilstrækkeligt, at man blot kan finde frem til et rum, eller at der er fysisk adgang. Det er en tematik, som forskningsdirektør i Bevica Fonden Camilla Ryhl har peget på med introduktionen af begrebet sanselig tilgængelighed i en artikel i Nordisk Arkitekturforskning i 2010 . Begrebet handler om at sikre adgang til sanselige oplevelser og arkitektonisk kvalitet ved et sted.

Camilla Ryhl viser tillige, at en arkitektonisk egenskab som akustik spiller en vigtig rolle på tværs af forskellige sansetab. De fleste uden et sansetab vil anerkende vigtigheden af et godt akustisk miljø. For fungerer det ikke godt, kan det være ødelæggende ikke bare for dem, som er særlig sensitive – men for os alle.

At tænke i multisanselighed er en arkitektonisk disciplin, som ligger implicit i faget. Men som måske ikke altid holdes ved lige eller får tilstrækkeligt råderum. Det er måske heller ikke altid, at de sanselige kvaliteter italesættes i forhold til en mangfoldig brugergruppe og kobles til universelt design. Det peger Camilla Ryhls studie fra 2012 på, hvor hun interviewede syv norske og danske prisbelønnede arkitekter.

Men der er sket noget siden. På Rumsans har vi i et års tid kørt interview-serien Indblik. Her giver professionelle bredt fra branchen et indblik i deres hverdag i forhold til universelt design. Her er netop fokus på de sanselige aspekter af arkitekturen, som en kvalitet, der går hånd i hånd med social bæredygtighed og verdensmål.

Hvis universelt design er en integreret del af vores designstrategier, vil det kun føde ind i en mere stoflig, sanselig og bæredygtig arkitektur.
Marie Morsing Jacobsen, arkitekt MAA, Christensen & Co, på rumsans.dk 

Samtidig optræder der en fornyet opmærksomhed på kroppen og relationen til rummet.

Moderne arkitektur har skabt en diskontinuitet, hvor bygningers funktionskrav er blevet adskilt fra det sanselige og det kropslige. Grundtankerne i universelt design genopliver denne forbindelse, fordi den tager som udgangspunkt, at bygningernes funktion i meget bred forstand, netop er menneskekroppens sansende tilstedeværelse i rummet. Asger Aabenhus, Folketinget på rumsans.dk.

En opmærksomhed som er essentiel. Når vi taler om stedsans, så må vi ikke glemme, at mennesker sanser rum forskelligt – for vores kroppe og evne til at sanse er ikke ens. Har vi det for øje, kan vi skabe multisanselige og oplevelsesrige steder, som er for flest mulige mennesker.