NYHED 07.12.22

Fra skur i privat have til hus for kampsport – 5 værker er nomineret til Årets Arne

Fem værker er nomineret til de storkøbenhavnske arkitekters eftertragtede pris, Årets Arne 2023. De spænder fra store offentlige projekter til hverdagens private rum og viser, at den arkitektoniske kvalitet ikke nødvendigvis afhænger af størrelse og budget.

Børnehuset Egedammen ligger i Gladsaxe og er lavet af BBP og Thing Brandt Landskab. Foto: Jens Markus Lindhe: Børnehuset Egedammen

Signe Frøkiær

Kommunikationsmedarbejder

+45 53 58 80 53

sf@arkitektforeningen.dk

Efter en historisk tæt afstemning blandt alle Arkitektforeningens medlemmer er der fundet de fem mest kvalificerede værker til at modtage Arne-trofæet. Årets Arne adskiller sig fra arkitektkonkurrencer ved at have få kriterier til de indstillede værker, og det giver plads til mangfoldige fortolkninger af arkitektonisk kvalitet, mener Martine Seedorff, Arkitektforeningen København.

”Afstemningen er et udtryk for, hvad arkitekterne oplever som arkitektonisk kvalitet, så det er både en kæmpe anerkendelse fra faget og interessant at følge med i, hvordan den arkitektoniske kvalitet udvikler sig og opfattes af arkitekter,” siger hun.

Små og store værker, der taler til sanserne

Sidste år var det offentlige rum et gennemgående tema blandt de nominerede værker. I år har der været et helt andet fokus, nemlig på mere private rum og rum med plads til fordybelse, aktivitet og læring – så som Børnehuset Egedammen af BBP.

Med Storkøbenhavn som udgangspunkt ligger de nominerede værker til Årets Arne sjældent på bar mark, men skal ofte forholde sig til en kompleks historisk eller bebyggelsesmæssig kontekst, hvor der skal tages mange forbehold. I år er ingen undtagelse hvor Erik Brandt Dam Arkitekter i samarbejde med landskabsarkitekt Charlotte Skibsted har genskabt Bispebjergs Helende Haver med nye rekreative rum og ud fra Edvard Glæsels oprindelige planer.

Tegnestuen Vandkunsten har i samarbejde med SLA fortættet Tingbjerg med flere boliger på et grønt areal mellem eksisterende byggerier. I to meget forskellige kontekster arbejder tegnestuerne med at aflæse og tilpasse sig stedet.

Det særlige ved Årets Arne er, at intet projekt er for stort eller for småt til at blive nomineret til prisen, så længe det opfylder prisens reglement. Det væsentlige er, om værket bevæger vores sanser. Det ses tydeligt i nomineringen af Kampsportens Hus af Entasis som i disse dage modtager megen omtale, og det lidt mere beskedne og mindre kendte værk, nemlig et hegn og et skur på Italiensvej af Philip Lütken.

Kåring af vinderen af Årets Arne og Årets Lille Arne 2023 sker til Arkitektforeningen Københavns nytårskur d. 27. januar 2023 I Nikolaj Kunsthal.

Signe Frøkiær

Kommunikationsmedarbejder

+45 53 58 80 53

sf@arkitektforeningen.dk

Fakta om Årets Arne

Årets Arne er siden stiftelsen i 2007 årligt blevet uddelt af Arkitektforeningen København og gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i hovedstads-området i det forgange år. Prisen er opkaldt efter den danske arkitekt Arne Ja-cobsen (1902- 1971), som blandt andet står bag værker som Nationalbanken og Rødovre Rådhus.

Børnehuset Egedammen

Børnehuset Egedammen er et svanemærket klimavenligt børnehus i CLT-massivtræ og genbrugstegl med cementfri kalkmørtel.

Facadernes buer og murede stik skyldes, at disse kan udføres uden CO2 udledende cement og stålarmering. Der er valgt nye stærke røde mursten til overliggere, som ingeniøren kan regne på uden armering, og svage gule genbrugstegl som udfyldning. Murkronens takker skyldes de tre rækker med solceller.

Børnehuset er indvendigt tænkt som en række af rumoplevelser, en slags én suite, med forskellige rumhøjder, bredder, lysindfald, efterklangstider og materialer. Små og store rum afløser hinanden som en række af udvidelser og sammentrækninger.

Arkitekt: BBP
Landskab: Thing Brandt Landskab
Bygherre: Gladsaxe Kommune
Ingeniør: Lyngkilde Ingeniører
Entreprenør: JAKON

Hegn og skure

På en villavej placeres et skur og garage sammen med en bungalow fra 40’erne. De står som pavilloner i haven og griber om sig med dobbeltdøre, hegn, havelåge og belægning. Projektet er en undersøgelse af alle de dele der indgår i en byggeprocess; Konstruktion, facade, tag, tagrender, døre, dørhåntag, belægning, håndværk etc.
I hver en del opdager man en verden fuld af materialer, kompleksitet og potentialer. Og pludselig, kan selv det at tegne et lille skur, blive til en mulighed for at bygge noget særligt.

Arkitekt: Philip Lütken

Kampsportens Hus

Huset står i et uroligt byrum i dialog med højbane, station, transformerstation og Koppels brutale bygning samtidig med at den danner en rolig have til leg og krop.
Hus og anlæg har et ’inde’ og et ’udenom’. ’Inde’ er husets 6 Dojo der står støbt i beton, foret med egetræskabe der rummer klubbernes artefakter. I de 6 Dojo hersker ro, dedikation og koncentration. De stables og skaber udkragningen og derved den inkluderende ankomst. ’Udenom’ er terrasser, landskab og etager rundt om Dojo-kernen. Her er skabt til et let, dynamisk og uformelt klub- og byliv. Sanselige slidstærke materialer.

Arkitekt og landskabsarkitekt: Entasis
Ingeniør: Henry Jensen
Entreprenør: Kornerup

Bispebjergs Helende Haver

Med udgangspunkt i Edvard Glæsels oprindelige planer for de helende haver på Bispebjerg Hospital (Martin Nyrop, 1913) er indført beplantninger og strukturer, der har genskabt rum i rum og forløb af rum for at styrke havernes historiske dybde, oplevelsesrigdom, rekreative kvaliteter og rækkevidde.

Glæsels planer er reaktualiserede, både som rekonstruktion, revitalisering og som inspiration til, hvorledes beplantninger, øget tilgængelighed og nye funktioner som lysthus og pergola kan indarbejdes i haverne. Glæsels oprindelige planer ligger under alle realiserede forandringer, der indgår i den eksisterende struktur på en sådan måde, at de virker sammen med de oprindelige intentioner bag de fredede haver.

Arkitekt og landskabsarkitekt: Erik Brandt Dam arkitekter i samarbejde med landskabsarkitekt Charlotte Skibsted
Ingeniør: MOE
Bygherre: Region Hovedstaden

Tingbjerghusene

Tingbjerghusene skriver sig ind i Tingbjergs arkitekturarv. Dyrkningshaver, grønne bakker og naborum var tankerne for Tingbjerg, tegnet i 50’erne af Steen Eiler Rasmussen. Andre udsatte boligområder river ned, i Tingbjerg fortættes og tilføres en ny boligtype, ejerboligen, for at skabe social bæredygtighed og blandet by. Der opføres i alt 400 rækkehuse. De første 7 familier er allerede flyttet ind. Rækkehusene er opført som svanemærket boksbyggeri i træ, og er betalbare for almindelige mennesker. Køberne skal skrive en motiveret ansøgning for at komme i betragtning, og sælger de inden for de første 4 år, går halvdelen af fortjenesten til byudviklingen i Tingbjerg.

Arkitekt: Vandkunsten
Samarbejdspartnere: NREP, SLA, Københavns Kommune, fsb, SAB

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +