NYHED 10.01.25

Fingerplan 2.0: Arkitekter vender udfordringer til fremtidsdrømme

Stigende havvand, biodiversitetskrise, et overophedet boligmarked og trængsel på vejene er problemstillinger, som bliver stadig mere påtrængende i hovedstadsområdet. Nu har fem tegnestuer gennem idékonkurrencen ”Fingerplan 2.0”, givet hvert deres visionære bud på en ny og bæredygtig udviklingsplan for hovedstaden. Samlet set tegner de et nybrud i udviklingen på tværs af kommunerne, hvor vandet og landskabet spiller hovedrollen. Vinderforslaget skiller sig ud ved at præsentere en stærk, sammenhængende plan og sætte attraktive billeder på fremtiden.

illustration: Vandkunsten. fra vinderforslaget i idékonkurrencen Fingerplan 2.0

Vinderforlaget dyrker det lokale særkende og lader decentrale stationsnære bymiljøer vokse frem. Her ses scenariet "Byen ved fjorden". Illustration: Vandkunsten

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Sidste år fyldte Fingerplanen, som er selve plangrundlaget for hovedstadsområdets stærke udvikling, 75 år. De seneste års urbanisering, eksplosive boligpriser og ikke mindst klima- og biodiversitetskrisen, udfordrer imidlertid den gamle plan, som ikke har fået en større revision siden 2007.

Det er baggrunden for, at Arkitektforeningen i starten af 2024 udskrev en åben idekonkurrence med titlen ”Fingerplan 2.0”, med støtte fra Dreyers Fond.

Fem tegnestuer gik videre i konkurrencens fase to – og et enigt dommerpanel bestående af arkitekter, byplanlæggere og borgmestre fra tre hovedstadskommuner, har nu udpeget vinderne.

1. præmien går til Tegnestuen Vandkunsten. COBE og MASU Planning får en delt 2. præmie.

Et nødvendigt nybrud

Fremtidens planlægning kræver en radikal nytænkning af vores tilgang til vand, landskab, mobilitet og udnyttelse af det, vi allerede har bygget. Det står klart i alle de fem forslag til en ny udviklingsplan for Hovedstadsområdet.

Samlet set sætter forslagene en ny dagsorden for, hvordan vi i dag bør tænke planlægning af hovedstadsområdet med naturen, som en væsentlig driver for udviklingen. I arkitekternes visionsforslag udgør vandveje, vådområder og blå/grønne korridorer mellem byerne – med skove, naturparker og regenerativt landbrug – helt centrale elementer. Og i flere af forslagene sætter vandet retning for, hvor vi skal bygge og bo.

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

“Vi har akut brug for en fornyet debat om, hvordan vi sikrer en helhedsorienteret og bæredygtig udvikling af hovedstaden”

Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen

Få et overblik over de gennemgående temaer og projekter i dommerbetænkningen – eller gå direkte til  de fem forslag nedenfor.

 

Om Konkurrencen

I starten af 2024 udskrev Arkitektforeningens lokalafdeling i København derfor en åben idékonkurrence i to faser, med støtte fra Dreyers Fond. I foråret 2024 indkom 47 forslag i første fase. Fem forslag blev udvalgt til at gå videre til konkurrencens 2. fase – udviklingsfasen.

Konkurrencedeltagerne har arbejdet med spørgsmål vedrørende hovedstadsområdets egenart og kontekst, klimaforandringer, landskab og biodiversitet, sammenhænge, infrastruktur og organisering samt mangfoldighed, demografi og den blandede by.

Dommerudvalget

Lars Autrup, arkitekt MAA direktør Arkitektforeningen (formand for bedømmelsesudvalget)
Steen Christiansen, borgmester Albertslund Kommune
Tina Mandrup, borgmester Lejre Kommune
Lone Loklindt, viceborgmester, Frederiksberg Kommune
Johan Celsing, arkitekt, Johan Celsing arkitektkontor, Professor KTH (SE)
Karl Otto Ellefsen, Arkitekt, Professor emeritus v. Institut for urbanisme og landskapsarkitektur, AHO (NO)
Tom Nielsen, arkitekt MAA professor v. Arkitektskolen Aarhus
Ellen Braae, arkitekt MAA professor v. Landskabsarkitektur og planlægning, Københavns Universitet
Mathilde Petri, arkitekt MAA Mathilde Petri Arkitekter

De fem forslag peger samstemmende på de store potentialer og attraktionsmuligheder, der ligger i at sprede byvæksten langs S-togsnettets fem fingre, og udnytte og styrke forstædernes nærhed til naturen. Her er byfortætning omkring stationerne – og i det hele taget er en styrkelse af den kollektive trafik, et gennemgående tema, som tegnestuerne giver nytænkende bud på. Som noget nyt, viser forslagene også potentialet i en tættere kobling til købstadskommunerne som Roskilde, Hillerød og Frederikssund.

Endelig understreger de fem forslag behovet for en ny tværregional organisering, der sikrer at løsningerne kan implementeres på tværs af kommunegrænser. Organiseringen bliver konkretiseret gennem nye styrende organer som f.eks. oplandsråd med beslutningskompetence eller et Metropolplanskontor.

“At sætte retning for, hvordan vi skal bo og leve sammen om 40, 60 eller 100 år kræver en grundig analyse af nuværende og fremtidige udfordringer og politisk vilje til at løse dem. Med Fingerplan 2.0-konkurrencen ønsker vi at sætte fokus på disse udfordringer og fremkalde fælles billeder på fremtiden, der kan bruges som inspirationsoplæg til politiske beslutningstagere og planlæggere. For vi har akut brug for en fornyet debat om, hvordan vi sikrer en helhedsorienteret og bæredygtig udvikling af hovedstaden for nuværende og kommende generationer”, udtaler Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen og formand for konkurrencens bedømmelsesudvalg. Han mener, at de fem forslag bidrager med vigtige og perspektivrige indspark til debatten – og til en kommende revidering af Fingerplanen.

“Det går jo ikke længere – der er brug for en ny fortælling og et nyt blik på planlægningen.”

Jan Albrechtsen, arkitekt MAA og partner i Vandkunsten.

Vinderprojektet serverer en samlet vision og et inspirerende løsningskatalog

Vinderprojektet i Fingerplan 2.0-konkurrencen skiller sig ud ved at levere en ambitiøs og konkret plan for en helhedsorienteret udvikling af hovedstadsområdet fremadrettet. Projektet med titlen ”En decentral organisme vokser frem”, tager hele den måde vi planlægger byer på op til revision og lægger op til at udviklingen fremover sker på vandets og naturens præmisser. Det involverer både kystbeskyttelse, stop for bebyggelse i lavlandsområder og – på lidt længere sigt – tilbagetrækning fra særligt udsatte områder og kyststrækninger.

Vandkunsten vender udfordringer med stigende havvand, trængsel på vejene og manglende liv i hovedstadens udkant til nye potentialer. Et nyt dige foreslås fra Charlottenlund i nord til Køge i syd. Det står som værn mod vandet, men skaber samtidig et nyt kystlandskab med skær og rev, strandeng, badebroer og flydende pontonboliger. På land får både skov og fjord lov til at brede sig, og nye attraktive boligområder, med pælehuse, bofællesskaber og tiny houses skyder op.

Selve fingerplanstruturen med S-togsnettet bevares og udbygges, og der fortættes nær stationerne og i parcelhusområderne. Den kollektive trafik styrkes for at reducere både trængsel og CO2-udslip fra biltrafikken. Desuden etableres et finmasket net af supercykelstier, og hurtigbusforbindelser indføres på tværs af ”fingrene”. På den måde frisættes plads til at omforme de større indfaldsveje, parkeringspladser m.v. til nye grønne byrum. I forslaget er dette eksemplificeret ved Hillerødmotorvejen, der omdannes til ny bygade ind mod Københavns centrum.

Vandkunstens forslag rummer et omfattende idékatalog og giver nye og spændende bud på alt fra styrket sammenhæng i den regionale landskabsbearbejdning til en ny boliglov, der fremmer den blandende by, samt en ny politisk organisering i hovedstadsområdet, der både styrker den lokale selvbestemmelse og samarbejdet på tværs af kommuner.

“Det går jo ikke længere – der er brug for en ny fortælling og et nyt blik på planlægningen, en helhedstænkning, der adresserer de store udfordringer, vi står overfor i Danmark og i Hovedstadsregionen. Vi mener der oplagt er behov for en samlende strategi for de kommende års udvikling. En strategi der kan skabe nye positive fortællinger og billeder på en fremtid, hvor de store udfordringer med oversvømmelser, CO2-udledning og biodiversitetskrise får reel indflydelse på byudviklingen. En strategi, hvor vi udvikler nye løsninger, der positivt peger på de mange potentialer, der ligger i udfordringerne. Vi er derfor utroligt stolte over at vores forslag udpeges som vinder og glæder os til at deltage i den fortløbende debat – og vil gerne benytte lejligheden til at takke Arkitektforeningen og alle andre gode kræfter, der har søsat dette initiativ”, udtaler Jan Albrechtsen, partner i Vandkunsten.

 

Tegnestuen Vandkunsten vinder konkurrencen om Fingerplan 2.0

“En decentral organisme vokser frem”

Ophavsret: Vandkunsten
Team: Jan Albrechtsen, Pernille Schyum Poulsen, Morten Dam Feddersen, Jakob Harry Hybel, Sam Coolidge, Daniel Rea Kragerskov, Sara Ettrup, Olivia Thomsen Samarbejder: Anna Aslaug Lund, Peter Stanley, Mats Olsson m.fl.

Vinderholdet er præmieret med 250.000 kroner.

Storkøbenhavn som en internationalt orienteret metropol

Forslaget ”Den Blå Metropol” af tegnestuen COBE er en ambitiøs udviklingsplan, der vil skabe mere sammenhængskraft mellem Fingerplanen og Øresundsregionen. Gennem øget ”Naturkraft” tænkes kvaliteterne for hovedstaden styrket og forbundet som en nordisk metropol på tværs af Øresund. Her skal bosætning, klimaløsninger og rekreative kvaliteter sammentænkes i et regionalt landskab, hvor en række ”SigNatur” parker forbinder mennesker og natur på ny.

I forslaget forvandles forstæder langs fingrene til ”hverdagsbyer”, som udnytter nærheden til både natur og storby. Her udvikles levende bymiljøer omkring stationerne og parcelhuskvarterer fortættes. I kilerne bevares eksisterende landsbysamfund med fokus på et liv i ro og pagt med naturen. Endeligt vil en ’Metropolring’ forbinde Købstæderne Køge, Roskilde, Hillerød, Frederikssund og Helsingør-Helsingborg som knudepunkter der skal styrke Metropolen og hele Øresundsregionen.

København skal fortsat styrkes som internationalt ’brand’, med øget sammenhængskraft til Malmø. Fokus på investeringer i eksisterende by og forbedret infrastruktur begrænser behov for byvækst, i stedet foreslår COBE at fokusere på at fortætte og udnytte de eksisterende kvadratmeter til flere mennesker, mere bykvalitet og en fornyet relation til naturen.

 

COBE modtager en delt andenpræmie

Den Blå Metropol

Ophavsret: COBE
Team: Mads Birgens, Christian Kamp Iversen, Clara Kynne Schmidt, Karoline Liedtke-Sørensen, Jacob Blak Henriksen, Ania Pieranska, Io Maria Schønherr, Merete Kinnerup Andersen, Emil Skjelbo Bruun Samarbejder: Dean Simpson, professor, Det Kongeli ge Akademi, Jonas Kornerup, EY

Andenpladsen præmieres med 110.000 kroner.

En blå-grøn landskabet-først strategi

I forslaget ”Mere landskab – mere by!” af MASU Planning bearbejdes landskabet ikke blot som et neutralt grønt bagtæppe, men som et stort og dynamisk aktiv ud fra en landskabet-først tilgang. Tegnestuen kalder på en langsigtet vision på naturens præmisser, hvor det kan blive nødvendigt at ”overgive os” til vandet.

Som alternativ til bosætning ved kysten og ny byudvikling på barmark, foreslår MASU Planning en udvikling af hovedstadsområdet ud fra fem greb: 1. en regional kyst-til-kyst landskabspark, 2. styrkelse af eksisterende bosætninger i parklandskabet, 3. udvikling af forstæderne som 15- minutters klimasikrede byer, 4. recycling af Ring 3-områderne med stationsnære fem-minutters-byområder og omdannelse af motorveje til grønne boulevarder og 5. en arbejd-med-naturen tilgang for at imødekomme havvandsstigninger, hvor kystzonerne gøres bredere for at skabe større afstand til vandet.

 

MASU Planning modtager en delt andenpræmie

“Mere landskab – mere by!”

Ophavsret: MASU Planning
Team: Gauthier Durey, Malin Blomquist, Sune Oslev, Linda Guldbæk Nielsen, Pawel Antoni Lange, Katerina Krchnakova, David Mehta, Ivonne Resendiz Zambrano

Andenpladsen præmieres med 110.000 kroner.

Roskilde og Hillerød som nye urbane kraftcentre

Forslaget ”Kredsløb” af Nordland Arkitekter afviger fra den femfingrede fingerplanmodel og giver et anderledes bud på et fremtidigt hovedstadsområde, hvor byvæksten centreres omkring Hillerød, Roskilde og København. Mellem de tre urbane centre udvikles et grønt “højland”, med sammenhængende, skovrig natur og småbyer.

Nordland Arkitekter

“Kredsløb”

Ophavsret: Nordland arkitekter. Team: Henrik Drejer Andersen, Simon Reseke, Jaco Forrer, Kristine Hansen, Greta Söderström, Olle Her holf, Martyna Wolanin

Mere plads og mindre støj med overdækkede motorveje

Tegnestuen Gründl Haahrs forslag adskiller sig ved at tage de store udfordringer med trafikstøj i omegnskommunerne under behandling. Blandt andet foreslår tegnestuen en delvis overdækning af motorveje for at fjerne markante barrierer i bybilledet og skabe plads til nye sammenflettede natur- og byområder med reduceret støj til følge. Desuden forslår de, at der oprettes et nyt udviklingsselskab “By&Land”, der skal varetage transformationen af infrastruktur, de foreslåede overdækninger af motorvejsnettet og den generelle byudvikling på de nye frigivne arealer.

 

Gründl Haahr

Fingerplan 2.0 – fem strategier for en bæredygtig udvikling af hovedstaden

Ophavsret: Gründl Haahr Team: Stefan Gründl, Magnus Haahr Nielsen, Sissel Sønderskov

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +