Fremtidens kulturlandskab skal formes efter vandets veje

Gule rapsmarker, hvede, der svajer i vinden, og vandløb, der løber snorlige langs de skarpt optrukne lodder mellem stordriftsgårdene, er billedet på det danske agro-industri-landskab. Men med den ny såkaldt grønne trepartsaftale, der netop er lanceret, er der lagt op til at omkring 15 procent af landbrugsjorden lægges ud til skov og natur. Her kan vandet få en essentiel rolle for udformningen af det danske landskab – hvis vi lader det flyde frit, fortæller MAA Boris Brorman Jensen, som er ph.d. i urbanisme.

Og vand har vi nok af, siger han: ”De fem mest regnfulde år i dansk vejrhistorie er faldet inden for de sidste tre årtier. Hver eneste måned er jo nærmest ny rekord og i den sammenhæng er regnvand i et vist omfang et problem. Men det er også en fantastisk ressource. Vand er jo noget af det vigtigste i vores liv og en forudsætning for vores kultur. De sidste 200 år har vi imidlertid haft travlt med at regulere det for at kunne bosætte os og opdyrke jorden – i dag optager landbruget 60 procent af Danmarks areal”.

Ordene strømmer ud af Boris Brorman Jensen, som har beskæftiget sig med by- og landskabsudvikling det meste af sin karriere. Allerede under sine ph.d.-studier i 00’erne begyndte han at interessere sig for, sammenhænge mellem urbaniseringsprocesser, naturen og kulturlandskabets karakter, og i dag står han i spidsen for projektet Vandet Veje under initiativet Agenda Earth. Mere om det senere.

Lad vandet flyde frit

For at forstå vandets veje og dets betydning for vores bosætning, produktion og kultur, mener Boris Brorman Jensen, at der er meget at lære af vores forfædre:

”Helt frem til industrialiseringen havde man en enorm forståelse for vandets veje. Kigger man på hovedparten af de gamle købstæder og gamle landsbybebyggelser, så ligger de stort set alle sammen klimasikkert i landskabet, så de er sjældent i konflikt med vand – selv i forbindelse med de ekstreme hændelser. Den form for planlægning og viden er blevet tilsidesat, fordi vi i løbet af de sidste 200 år har haft en blind tillid til, at vi kunne regulere vandet med rørsystemer, dræn og dæmninger. Men den tænkning er brudt sammen”, siger han og fortsætter:

”Det begyndte at gå op for danskerne i 2011, da skybruddet over København satte store dele af byen under vand og kostede den 5,6 mia. kroner i erstatninger. Der gik man for alvor i gang med at ændre indstillingen til, hvordan man kan håndtere vand. Og den tilgang er lige så stille sivet ind i forskellige miljøer, der arbejder med vand.”

Forandringens dynamik

I følge Boris Brorman Jensen, er problemet ikke alene, at vandet skaber problemer, når det skyller ind over os i store mængder. Mindst lige så kritisk er det, at vi har drænet livet ud af vores oprindelige natur. Størstedelen af vores moser og vådområder er forsvundet, og det lider klimaet og biodiversiteten i den grad under i dag. Derfor mener han, ligesom mange biologer, hydrologer og andre, der arbejder med vand, at vi skal lade det løbe frit, når vi nu skal i gang med at genetablere naturen.

”I stedet for at fortsætte med at regulere vandet med pumper, dæmninger og så videre, skal vi lade vandet løbe dér, hvor det har løbet hele tiden – helt tilbage til istiden. Det vil ikke kun løse problemerne med oversvømmelser, vi vil også få foræret et blåt-grønt rekreativt netværk, der kan forbinde forskellige habitater og blive en rekreativ infrastruktur, der styrker forbindelsen mellem mennesker i byen og på landet, forklarer han og uddyber:

”Vandet vil være den dynamik, der kommer til at skubbe på en lang række nødvendige forandringer af vores arealplanlægning og vores arealforvaltning i Danmark. Forandringer, som spiller ind i vores kultur, bosætning, natur og lokale fødevareproduktion og vil være til gavn for dyr, mennesker og planter”.

Den kulturforandring skal projektet ’Vandets Veje’ bidrage til med konkrete eksempler på, hvordan udvalgte områder i Danmark, kan tage form i lyset af EU’s mål om, at der skal være 30 procent beskyttet natur i 2030 og internationale målsætninger om 50 procent i 2050. I den forbindelse er der netop lanceret et åbent ‘call’ efter visioner for fremtidens landskaber med fokus på natur, fødevareproduktion og bosætning, med udgangspunkt i at vandet flyder frit i de tre udpegede områder: Grenåens vandopland, Skjern Å-systemet og et afgrænset areal inden for delvandopland Kornerup Å ved Roskilde.

Det blå Danmarkskort

Som en del af ’Vandets Veje’, arbejder Boris Brorman Jensen også med udviklingen af ’Det blå Danmarkskort’ i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus og GEUS – De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Det vil ikke blot vise vandets naturlige strømningsveje og andre hydrologiske lag men også inkludere scenarier for fremtidens landskaber inden for de tre hovedtemaer i call’et: natur, fødevareproduktion og bosætning i udvalgte områder i Danmark. Blandt andet vil de zoome særligt ind på de tre områder, som der arbejdes med i call’et.

Første del af projektet ’Det Blå Danmarkskort’ vil foreligge til september og kommer til at indgå som en del af det vidensgrundlag, som vinderne af call’et Vandets Veje kommer til at arbejde ud fra:

”I første omgang er der tale om en serie af tematiske kort, der viser, hvordan vandet bevæger sig, hvis det får lov. Og hvordan Danmark ville se ud, hvis vi bevæger os mod det, som vandeksperter kalder en naturlig hydrologi. Altså, hvis vandet får lov til at opføre sig naturligt både over og under jorden”.

Og det er netop overblikket over den samlede vandmængde; hvordan regnen falder, hvordan det nedsiver og bliver til grundvand, og hvor det bevæger sig hen, som mangler i dag, forklarer han:

”Tidligere har man arbejdet med at dele vandet op i kategorier som regnvand, overfladevand, spildevand og så videre. Men vandet vil altid finde sine egne veje og blande sig. Det kender hverken til kategorier, regions- eller kommunegrænser. Derfor er der også ved at være bred konsensus blandt hydrologer, geologer og andre fagfolk, der arbejder med vand, om at man bør anlægge en helhedstilgang til vand”.

Boris Brorman Jensen oplever derfor også en stor interesse for arbejdet med det ’Det blå Danmarkskort’ fra GEUS. Deres modeller kan nemlig ikke simulere vandets veje uden at indberegne drænsystemerne i jorden, fordi de ligger indlejret de algoritmer, som deres modeller skabes ud fra.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vores generation skal formgive den nye ”guldalder”

Men tilbage til arkitekternes rolle. Arkitekter har traditionelt spillet en vigtig rolle i udviklingen af byer bygninger og boliger såvel som haver, parker med videre. Men er de klædt på til at skabe nye scenarier for vand, landbrug og fødevareproduktion? Til det svarer Boris Brorman Jensen:

”I første omgang handler det om at kunne sætte sig ind i den problemstilling, der er i det specifikke område, og derefter skabe et forestillingsrum og sætter billeder på, hvordan fremtidens landskaber, kan tage sig ud formmæssigt og æstetisk, så det skaber de optimale vilkår for – og forbindelser mellem natur, dyr og mennesker”.

For at sikre tværfagligheden og input fra andre fagligheder har projekt ’Vandets Veje’ allieret sig med Vidensfestivalen GRASP til september. Her vil der blandt andet være mulighed for at møde folk, der arbejder med udvikling af landbruget ud fra et regenerativt naturbevaringsperspektiv, for eksempel foreningen Andelsgårde, og man vil kunne få indsigt i de mere dyrkningsmæssige og tekniske aspekter, som spiller ind i temaet om lokal fødevareproduktion, fortæller Boris Brorman Jensen, som selv holder oplæg i den session, der hedder ’Nye forestillinger om landskabet’. Han anbefaler også, at arkitekterne teamer op med andre faggrupper, som for eksempel biologer og antroploger – men også kunstnere, der kan være med til at kvalificere fremtidens løsninger:

”Man skal ikke undervurdere, hvad guldaldermalerne gjorde, for den værdi vi stadig tilegner det danske landskab i dag,” smiler han.