Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/hoeringssvar-paa-aendring-af-byggeloven/
Foto: Matthias Rohrberg / iStock
Arkitektforeningen påpeger vigtigheden af at indtænke arkitekturen og den arkitektoniske kvalitet ifm. implementeringen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, som udmøntes i en ændring af byggeloven. Foreningen gør opmærksom på risikoen ved, at kommende bekendtgørelser får en one-size-fits all-karakter, som ikke tager tilstrækkelig højde for de stedsspecifikke forhold som kulturarv, bygningstyper og arkitektonisk kvalitet, og derfor kan forkorte bygningers levetid eller ændre rentabilitets-beregningerne. Det gælder særligt i relation til de skærpede regler om bygningsautomatik og solenergi på tage.
Foto: Matthias Rohrberg / iStock
Til Social- og Boligministeriet København, 27. januar 2026
Arkitektforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ovennævnte lovforslag.
Udkastet til lovforslag er – som det fremgår af indledningen – et forslag, som giver social- og boligministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelsesform om en række forhold, som følger af implementeringen af Rådets direktiv (2024/1275). I den forstand er lovforslaget mest af alt en ramme, og det centrale kommer til at ligge i de faktiske, senere bekendtgørelser.
Arkitektforeningen støtter fuldt op om direktivets overordnede mål; at bidrage til opfyldelsen af RePower EU, som skal øge forsyningssikkerheden i Europa og begrænse afhængigheden af bl.a. russisk gas.
Der er dermed også fin begrundelse for de overordnede intentioner i implementeringen om at sikre den nødvendige ladekapacitet til de fremtidige elbiler, indførsel af fornuftig bygningsautomatik, som skal begrænse unødvendigt energiforbrug, udnyttelse af tagareal til energiproduktion mv.
På trods af dette, er vi generelt bekymrede for, at de kommende bekendtgørelser får en one-size-fits all-karakter, som ikke tager tilstrækkelig højde for de stedsspecifikke forhold som kulturarv, bygningstyper og arkitektonisk kvalitet.
Det er vores grundopfattelse og erfaring, at de langsigtede bæredygtige løsninger
– særligt indenfor transformation og renovering – kræver lokale specifikke løsninger, der tager udgangspunkt i det reelle forbrug og lokale forhold frem for et generelt beregningsgrundlag.
Vi gør i nedenstående bemærkninger rede for, hvor vi særligt ser de problemstillinger, som vi vil opfordre ministeriet til at være opmærksom på i den efterfølgende formulering af udkast til bekendtgørelser.
Lovforslaget lægger op til – som et led i direktivimplementeringen – at kravene til bygningsautomatik allerede skal indtræffe for bygninger, som har en nominel nytteeffekt på 70 kW. Det er mindre end en fjerdedel i forhold til i dag (jf. 2.2.1).
Skal dette omregnes, svarer det til bygninger på ca. 1200 kvm, hvor det i dag er 5.000 kvm. Det gælder fremadrettet både ikke-beboelsesbygninger, og nye og bestående beboelsesbygninger, der gennemgår en større renovering. Det eneste krav er, at etableringen af bygningsautomatik skal være rentabel.
Man må sige, at dette er en kraftig skærpelse. Og vi kan se en række problemstillinger og iboende dilemmaer, som en kommende bekendtgørelse bør tage højde for;
Bygningsautomatik er erfaringsmæssigt mest effektivt i komplekse, professionelle bygninger og ikke i boligkomplekser med stor adfærdsvariation. For særligt til beboelse leverer mange automatiseringssystemer mindre effekt end forventet, fordi bygningen ikke bruges ensartet – f.eks. fordi beboerne har meget forskellig adfærd. Men bygningsautomatisering leverer også relativt mindre, hvis bygningen i forvejen er energieffektiv1.
Det fremgår ikke klart, men vi tager for givet, at rentabilitet vurderes ud fra den beregningsmæssige rentabilitet. Dvs. at kravet en bygningsejer pålægges til at etablere bygningsautomatik, alene vil stilles med afsæt i beregnede energibesparelser. Men de kan som bekendt adskille sig væsentligt fra de reelle besparelser. Hvordan tages der højde for disse forskelle, så man ikke stiller krav på en over-optimistisk baggrund baseret på beregninger, som sjældent kan opfyldes?
Avancerede automatiseringssystemer kræver ofte dyr, løbende vedligehold, softwareopdateringer og høj teknisk kompetence hos driftspersonale, som kan undergrave den beregnede rentabilitet. Det bør der tages tilstrækkelig højde for.
Hvordan stiller man sig, hvis en given bygning befinder sig i en høj energiklasse, og mest af alt trænger til en forbedring af sin klimaskærm (hvad man som bygningsejer ikke er forpligtet på udover de skærpelser, der følger af den kommende implementering af bygningsdirektivet)? Det vil medføre et krav til en automatisering, selvom det mest hensigtsmæssige både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk ville være først at lave klimaskærmsforbedring. Hvordan håndteres det dilemma?
Hvilke sanktioner påregnes, hvis etableringen er rentabel beregningsmæssigt, men bygningsejeren ikke har råd til at gennemføre en omfattende installation?
Det ligger os på sinde, at Social- og Boligministeriet gør sig klart, hvilke utilsigtede – og formentlig oversete – arkitektoniske omkostninger, der direkte eller indirekte kan følge af krav til bygningsautomatik.
Bliver man mødt med et krav forud for, at man skal foretage en større renovering af sin nye eller bestående beboelsesbygning (jf. 2.2.2), kan hele renoveringen let komme til at ske på automatiseringens præmisser, og således give de tekniske løsninger forrang frem for arkitektoniske, ved at man får sensorer, motorer og software til at kompensere for dårlige arkitektoniske valg.
Det kan ligeledes let føre til ringere oplevet brugervenlighed – stik mod intentionen – fordi automatik kan gøre bygningens funktion svært forståelig for brugerne, som ikke ved, hvorfor vinduer ikke kan åbnes, hvorfor temperaturen ændrer sig, hvad systemet “tror”, de vil m.v. Det findes der mange eksempler på.
For alle bygninger og i særdeleshed bevaringsværdige bygninger kan det give et indgreb i æstetik og rumlig kvalitet, fordi bygningsautomatik kræver fysisk infrastruktur indenfor og udenfor i form af teknikskabe, aggregater og føringsveje, der kan reducere loftshøjder og skabe “tekniske” frem for rumlige løsninger.
De æstetiske indgreb kan – selvom vi er uvant med at regne eksakt på det – medføre kortere levetid for bygningen, hvad der i høj grad påvirker rentabiliteten, fordi bygningen typisk ældes teknisk, før den ældes arkitektonisk.
Der er altså samlet set en række lødige bekymrings- og opmærksomhedspunkter, når man medtænker de arkitektoniske omkostninger ved etablering af vidtgående bygningsautomatik, som man bør være sig bevidst, fordi det kan have stor betydning for den reelle økonomiske rentabilitet i forhold til investeringen, men i høj grad også den klimamæssige rentabilitet, hvis bygningen ender med at have kortere levetid. Det er forhold, vi håber ministeriet vil integrere i den vurdering af rentabilitet, som ligger til grund for kravene til bygningsautomatik.
Der er ingen tvivl om, at kravene til solceller på tage, som kommer fra direktivet, er forslagets mest vidtgående. Det omfatter flere forskellige bygningstyper med ambitiøse deadlines, og gælder hvis det er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt.
Direktivets krav kan ikke fraviges, og vi har forståelse for det objektive argument om at udnytte tagarealer i en tid, hvor der er knaphed på arealer. Men vi kan ikke undlade at gøre opmærksom på den bekymring vi har om, hvad disse skærpede krav får af æstetiske konsekvenser for vores bygningsmasse og oplevelsen af den, når kravene stilles til så små bygninger – uden en eneste refleksion omkring æstetik i lovudkastet.
Flere forhold kan vække bekymring ud fra et arkitektonisk synspunkt;
Solceller er ofte påmonterede elementer og ikke integrerede arkitektoniske dele af en bygning. Det kan derfor bryde tagets proportioner og skabe visuel støj, særligt på skrå tage, på traditionelle byhuse og selvsagt på historiske eller bevaringsværdige bygninger.
Solceller er stadig et relativt nyt element på bygningstage, men de vil typisk ældes visuelt anderledes end traditionelle materialer, hvad der kan føre til uens patinering, refleksion og blænding.
Solcelleteknologi vil typisk have kortere levetid (20–30 år) end resten af bygningen, og vil derfor kræve hurtigere udskiftning end taget. Tager rentabilitetsberegningerne tilstrækkelig højde for det?
Man kunne let forestille sig, at fremtidens nybygninger disponeres på en måde, så de får samme optimale hældning i forhold til solenergianlæg, hvad der vil føre til ensretning, standardisering og ensformighed i bygningsmassen, som kan reducere den arkitektoniske kvalitet.
Vi kan konstatere, at disse argumenter og perspektiver ikke har haft plads i overvejelserne om direktiv-implementeringen. Men vi håber, at de arkitektoniske konsekvenser vil indgå i bekendtgørelsen som en faktor, der reelt kan påvirke rentabiliteten af et solcelleanlæg.
Vi håber tilmed på, at kravene differentieres, og ikke ignorerer, at de æstetisk-arkitektoniske konsekvenserne for både bygningstaget de skal monteres på – og påvirkningen af omgivelserne – kan variere meget.
Samtidig kan et generelt krav om tag-solceller komme i konflikt med hensyn til kulturarv og bymiljø. Bliver det for udtalt kan firkantede, obligatoriske krav risikere at svække borgernes opbakning til den grønne omstilling, hvis de opleves som dyre, påtvungne og dårligt tilpasset den konkrete bygning og kontekst.
De igangværende brede diskussioner om ”jernmarker”, som pludselig har sat en effektiv kæp i hjulet på udrulning af solenergiparker kan man let forestille sig også vil opstå i relation til bygningstage, hvis initiativerne udrulles uden nødvendige og fornuftige undtagelsesbestemmelser.
