Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/hoeringssvar-paa-implementering-af-bygningsdirektiv/
Foto: Terroa iStock
Arkitektforeningen advarer mod, at implementeringen af bygningsdirektivet får for snævert fokus på energibesparelser og efter efterlyser et mere helhedsorienteret greb, hvor LCA-optimum er styrende, og hvor der tages hensyn til den eksisterende bygningsmasses arkitektoniske kvalitet. Samtidig peger foreningen blandt andet på uhensigtsmæssigheder i beregningsmetoder vedrørende energiforsyning og behovet for at inddrage eksisterende viden om renoveringsadfærd, og peger på centrale dilemmaer omkring et foreslået renoveringspas.
Foto: Terroa iStock
Til Energistyrelsen København, 13. januar 2026
Resumé af høringssvaret:
Arkitektforeningen vil i dette høringssvar forholde sig til de – efter vores opfattelse – vigtigste tværgående forhold i lovudkastet og den efterfølgende udmøntning. Det gælder det snævre energiblik frem for LCA-perspektivet som guidende, fraværet af hensyn til bygningsmassens arkitektoniske kvalitet, uhensigtsmæssigheder i beregninger vedr. forsyningsformer, risikoen for suboptimering ifm opfyldelse af MEPS-kravene, vigtigheden af at udnytte og indlemme den eksisterende viden om renoveringsadfærd, refleksioner om renoveringspasset samt dilemmaet i, at renoveringsbehovet er størst, hvor ressourcerne typisk er mindst.
Arkitektforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til ovennævnte lovforslag.
Vi har – på linje med de øvrige parter i byggeriet – været overvældede over de mange samtidige høringer, der er sendt ud ultimo året, der knytter sig til implementeringen af bygningsdirektivet og energieffektiviseringsdirektivet. Vi har derfor af ressourcemæssige årsager ikke set os i stand til at lave tekstnære bemærkninger, ligesom vi ikke har haft mulighed for at sætte os ind i, hvor der foreslås direkte implementering og hvor der lægges nationale tilføjelser/justeringer ind på de regler, vi er forpligtede til at indføre.
Derfor gives dette høringssvar alene som en række overordnede, tværgående bemærkninger / bekymringer suppleret med vores refleksioner. Det gør høringssvaret mere overordnet, end vi dybest selv kunne ønske, men vi håber desuagtet, at det vil blive taget vel imod.
Det er vores indtryk, at karakteren af lovforslaget sigter mod en minimumsimplementering af bygningsdirektivet, som vi før har set i relation til EU-implementering, når det gælder renovering af bygningsmassen.
Vi mener imidlertid, at vigtigheden af at omstille vores bygningsmasse til at være mindre energiforbrugende, mindre klimabelastende og samtidig tage højde for, at vi skal bruge langt færre ressourcer i byggeriet, er så presserende en opgave, at regeringen med fordel kunne bruge anledningen til at lave en ambitiøs dansk indsats på dette felt, som er i vores egen langsigtede interesse og bringer os på forkant af udviklingen. Bemærkningerne i dette høringssvar skal ses i det lys.
Selvom vi selvsagt er forpligtede på at opfylde direktivets krav om energi-reduktioner er det overordnet en bekymring, at vi i implementeringen af direktivet kommer til at pejle for snævert på rene energi-reduktioner, og ikke i stedet anlægger det meget mere relevante livscyklus-perspektiv som styrende.
LCA spiller kun en indirekte rolle i lovudkastet, som har sit primære fokus på energimæssig ydeevne i driften. Dette til trods for, at LCA-perspektivet ligger implicit i bygningsdirektivets langsigtede mål om at skabe en nulemissions-bygningsmasse i 2050, som ikke vil kunne realiseres uden at inddrage hele bygningens livscyklus, materialer etc.
Det er alment kendt, at den optimale renoveringsdybde af en bygning typisk indtræder tidligere, hvis man anlægger et LCA-perspektiv, end hvis man anlægger et rent energi-perspektiv. Det skyldes, at en renovering i et energiperspektiv alene vurderes på, hvor meget bygningens driftsenergiforbrug kan reduceres, og det optimum ligger ofte ved dybe renoveringer.
Et livscyklusperspektiv inddrager som bekendt også de indlejrede CO₂-udledninger, som knytter sig til produktionen af materialer, byggeprocesser og udskiftning af bygningsdele, og omfanget af disse stiger som regel, jo dybere man renoverer. Samtidig er rene energibesparelser kendetegnet ved aftagende marginal effekt, så yderligere tiltag giver stadig mindre reduktion i driftsrelaterede emissioner. På et tidspunkt vil den ekstra indlejrede CO₂ derfor overstige den sparede CO₂ i driften, hvilket betyder, at den samlede livscyklusudledning begynder at stige1.
Bl.a. har forskere på BUILD ved Aalborg Universitet for nyligt påvist disse pointer, og peget på, at vurderinger af optimale renovering ud fra et livscyklusperspektiv kan lede til andre konklusioner end renoveringer vurderet alene ud fra et energiperspektiv, som kun udgør én del af billedet og dermed ikke fanger den reelle miljøeffekt af en renovering2.
Vi er ikke i stand til at gennemskue, hvilke frihedsgrader der findes i forhold til at lade LCA fylde mere – enten i dette lovforslag eller i den nationale bygningsrenoveringsplan, men vi vil klart opfordre til, at LCA-perspektivet i videst muligt omfang bliver guidende. For det er slet og ret samfundsmæssigt et mere relevant pejlemærke for renoveringen af vores bygningsmasse.
Glemmer vi det, når der skal følges op på målopfyldelsen af lovforslaget risikerer vi at belønne bygningsejeres løsninger, der ser gode ud på driften, men er dårligere samlet set.
Det er i den forbindelse værd at minde om, at LCA-beregninger og håndtering af LCA efterhånden er velimplementeret i den danske byggebranche (modsat i mange andre EU-lande). Så meget desto mere kunne man ud fra et samfundsmæssigt synspunkt ønske sig, at LCA-perspektivet blev det guidende for renoveringen af vores bygningsmasse uden at gå på kompromis med de energi-reduktioner, direktivet forpligter os på at levere.
Det er ikke nogen overraskelse, da fokus ligger et andet sted, men hverken i bygningsdirektivet eller de implementeringselementer, der ligger i dette udkast til lovforslag bliver arkitektonisk kvalitet i bygningsmassen reguleret eller italesat aktivt.
Arkitektur-hensyn i direktivet optræder alene som et afvejning- og undtagelseshensyn, der skal forhindre, at energikrav fører til uacceptable indgreb i kulturarv eller eksisterende bygningskvaliteter. Man kan groft sagt sige, at arkitekturen tolereres, men ikke integreres i tænkningen. Og det er faktisk ikke ønskværdigt.
For fraværet af arkitektonisk kvalitet som eksplicit hensyn i bygningsdirektivet og den danske implementering vil let øge risikoen for kortsigtet teknisk optimering, lavere faktisk levetid på de bygningsrenoveringer, som i de kommende år bliver gennemført.
Når reguleringen næsten udelukkende fokuserer på energi-reduktioner risikerer man, at renoveringer optimeres efter snævre tekniske indikatorer frem for bygningens samlede værdi – og langtidsholdbare løsninger. Det kan føre til løsninger, hvor klimaskærm og teknik maksimeres, selv om det reducerer bygningens funktionelle, æstetiske eller kulturhistoriske kvaliteter.
Arkitektonisk kvalitet hænger tæt sammen med lang levetid, fleksibilitet og tilpasningsevne. Bygninger, der opleves smukke, velfungerende og harmoniske, har langt større sandsynlighed for at blive vedligeholdt og ombygget frem for nedrevet. Når reguleringen ikke værdisætter arkitektonisk kvalitet, undervurderes denne indirekte, men meget væsentlige klima- og ressourcegevinst, hvilket kan føre til kortere faktisk levetid og højere livscyklusudledninger.
Det er ikke fordi vi ikke anerkender vigtigheden i at reducere energiforbruget i vores bygninger. Men den grønne omstilling af bygningsmassen er i praksis en kompleks designudfordring, hvor energi, materialer, funktion, æstetik og bymæssig sammenhæng bør samtænkes. Et regelsæt, der isolerer energikrav fra arkitektonisk kvalitet, fremmer teknisk compliance frem for integrerede løsninger. Det risikerer at låse udviklingen i standardiserede løsninger med begrænset stedstilpasning og innovation.
Når kun målbare energiparametre belønnes, får bygherrer og rådgivere incitament til at levere det, der kan dokumenteres, ikke nødvendigvis det, der har størst samlet samfundsværdi. Arkitektonisk kvalitet – som er vanskeligere at kvantificere – bliver dermed systematisk underprioriteret, selv om den kan have betydelige langsigtede økonomiske og klimamæssige effekter.
Historien har vist, at det kan have problematiske konsekvenser, hvis energieffektiviserings-iver sker på bekostning af livskvaliteten i det byggede miljø – f.eks. som da man i 1980’erne sænkede dagslyskravene ud fra energihensyn og med antagelsen om, at dagslys kunne erstattes med elektrisk lys, og vinduerne derfor blev langt mindre. I årtierne efter er der blevet udskiftet enorme mængder af vinduer, der blev gjort langt større for at lade mere dagslys slippe ind i bygningerne.
Men vi behøver langt fra at skulle tilbage i historien for at finde eksempler på dette. Der er talrige aktuelle eksempler på energieffektiviseringstiltag, som forringer den arkitektoniske kvalitet, og vægter snæver energieffektivisering frem for helhedsorienteret løsninger, feks.;
Udvendig facadeisolering på ældre murede bygninger, som ignorerer facadearkitekturens værdi,
Udskiftning af smukke originale vinduer med standard lavenergivinduer med kort levetid, selvom originale kvalitetsvinduer ofte kan opgraderes (forsatsruder og tætning),
Inddækning og “kasser” til tekniske installationer, som “teknificerer” facader og tagflader uden arkitektonisk integration.
Overisolerede tage og ændrede tagformer, som giver arkitektoniske tab.
Ensartede “energirenoveringspakker” i boligområder, som giver et monotont udtryk uden lokale variationer, der svækker beboernes identifikation med området.
Alle disse tiltag gennemføres i dag, hvad man kan beklage. Men implementeringen af bygningsdirektivet skulle nødigt føre til, at det accelereres. Vi vil derfor appellere til, at hensynet til arkitekturen og den arkitektoniske kvalitet ekspliciteres stærkere i lovforslaget.
Energiforum Danmark har foretaget en grundig analyse af udkastet til den nationale plan for renovering af bygninger og fundet nogle vigtige uhensigtsmæssigheder, der knytter sig til fastlæggelsen af primærenergifaktorerne for forskellige forsyningsformer.
Energiforum Danmark påpeger således, at fastlæggelsen af primærenergi-
faktorerne vil medføre en uheldig forskelsbehandling mellem bygninger, der anvender individuelle varmepumper, og bygninger, der anvender fjernvarme som opvarmningsform, bl.a. fordi der ikke tages højde for fjernvarmens fordele for energisystemet som helhed.
Hvis ikke disse tekniske, beregningsforhold balanceres risikerer det at medføre, at der tilskyndes til, at alle nye bygninger forsynes med individuel varmepumpe, da de derved slipper billigere gennem de faktiske energieffektivitetsmæssige forhold ved bygningen – uanset om de ligger midt i et velfungerende fjernvarmeområde.
Det vil også medføre, at der tilskyndes til at konvertere eksisterende bygninger forsynet med varme fra velfungerende fjernvarmesystemer til opvarmning med varmepumper, da de lettere kan opnå status som nulemissionsbygninger. Endelig vil det være således, at bygninger opvarmet med individuelle varmepumper stort set vil kunne opnå status som nulemissionsbygninger endda uden at gennemføre alle rentable renoveringstiltag, mens bygninger opvarmet med fjernvarme ikke vil kunne opnå denne status, selv om alle rentable renoveringstiltag gennemføres.
Arkitektforeningen besidder ikke selv den tekniske ekspertise til at kunne pege på præcise løsningsforslag. Vi vil henvise til det mere udbyggede høringssvar fra Energiforum Danmark på dette punkt, som bekymrer os meget.
At opfylde direktivets krav om minimumstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger (MEPS) er en bunden opgave, og det at indføre minimumskrav for at skubbe til en udvikling, hvor der energirenoveres mere, er på alle måder fornuftig.
Dér, hvor vi kan se en risiko, der knytter sig til denne relativt kategoriske tilgang til målopfyldelse (på kort sigt at bringe de dårligst energimærkede huse ned til E-mærket inden 2030) er, at statens skal passe på ikke at jagte opfyldelsen af bygningers energiperformance på en måde, som suboptimerer og dermed ikke gennemfører hensigtsmæssige, dybe renoveringer.
Det er velkendt og veletableret i forskningen, at det alt andet lige er mest samfunds- og privatøkonomisk rationelt og fordelagtigt, at gennemføre bygningsrenoveringer i en samlet pakke (dyb renovering), hvor man realiserer alle rentable energitiltag, fremfor at gøre det i små, ukoordinerede klumper3.
Problemet med at gennemføre de nemme ”lavthængende frugter” er, at man risikerer at låse bygningen fast på et suboptimalt niveau, fordi det efterfølgende ikke er rentabelt at gennemføre de dybere/sværere tiltag. Og skal man gøre det, ender det med at blive dyrere.
Dette er velkendt viden for styrelsen, og det virker også til, at det er meningen, at renoveringspasset, som skal etablere en ”individuelt tilpasset køreplan for en gennemgribende renovering af en bestemt bygning i et maksimalt antal trin” (s. 64) til dels indkapsler denne indsigt.
Man kan dog frygte, at målopfyldelsen af MEPS kan trække i en anden retning – og netop komme til at fokusere på, at bygninger, som har potentiale til dybere renoveringer, kun lige akkurat renoverer frem til MEPS-niveauerne og ikke går yderligere ned, ligesom man kan frygte, at en jagt på målopfyldelse kan presse kortsigtede energirenoveringer igennem, hvor man netop ender i den uhensigtsmæssige ”lock-in” for bygningen, som så ikke kan komme længere.
Denne bekymring knytter sig ikke direkte til det foreliggende lovudkast, men er snarere et meget vigtigt forhold, som er værd at holde sig for øje – og sikre sig, at de tiltag, der tages fra Energistyrelsens side for at sikre målopfyldelsen ikke fører til den type suboptimering.
Forskningen viser entydigt, at energiforbedringer sjældent er den primære årsag til, at bygningsejere renoverer. I stedet gennemføres energirenoveringer alt overvejende som en sekundær beslutning, der kobles på andre, mere presserende udløsende faktorer.
Renovering finder først og fremmest sted i forbindelse med almindelig vedligehold, når tag, facade, vinduer eller installationer er nedslidte. En anden væsentlig anledning er lovgivning og krav. En tredje, hvor større renoveringer ofte finder sted, er i forbindelse med ejerskifte eller ændret anvendelse af en bygning. Endelig kan komfort, indeklima og funktionalitet være centrale motiver for mange bygningsejere. I alle tilfælde gennemføres energieffektiviseringer typisk som et supplement.
Samlet peger forskningen på, at energirenovering bedst fremmes ved at udnytte eksisterende ”trigger points”, snarere end ved at forsøge at skabe renoveringsaktivitet udelukkende gennem energipolitiske incitamenter.
Dette er på ingen måde nyt for Energistyrelsen, men blot en ekstremt vigtig indsigt at holde sig for øje, når styrelsen følger op med initiativer og nudging, der skal anspore bygningsejere til at foretage de ønskede energiforbedringer i deres bygninger.
Der er allerede fine eksempler på dette i Energistyrelsens tidligere kampagnearbejde, men vi ved også, at det kan være svært at tænke tilstrækkeligt ”ud af boksen”, særligt når de mest effektive greb til at sikre energirenoveringer/effektiviseringer slet ikke handler om energi.
Det er vores håb, at dette perspektiv medtænkes i lovudkastet – og endnu vigtigere i efterfølgende nødvendige opfølgninger/initiativer/kampagneindsatser, der påtænkes.
Indførslen af en frivillig ordning om renoveringspas til bygningsejere som supplement til energimærkningen, der kan vejlede ejerne i at renovere deres bygninger op til nulemissionsbygninger kan have interessante perspektiver.
I selve lovudkastet præciseres dette ikke nærmere udover den overordnede ambition. Vi er derfor spændte på at se det konkrete bud på, hvordan det udmøntes. Derfor blot disse initiale bemærkninger:
Det er altid svært at indføre noget helt nyt, og særligt, når det skal være frivilligt. Derfor tror vi umiddelbart mest på et format for renoveringspasset, hvor det tænkes ind i allerede eksisterende strukturer.
En oplagt mulighed kunne være at tænke det integreret i energimærket, hvor der allerede laves sporadiske, men ufuldstændige nedslag i rentable energibesparelser, men uden at disse bindes sammen i en gennemtænkt plan. I det hele taget er det vores indtryk, at det anvisende arbejde, der ligger i energimærkningen omkring rentable energibesparelser slet ikke benyttes tilstrækkeligt, hvorfor der her ligger uudnyttede potentialer.
Det er afgørende (som redegjort for i punkt 1), at renoveringspasset tager afsæt i et LCA-perspektiv, og at det ligeledes inddrager den tilgængelige viden om ”trigger
points” og renoveringsadfærd, så bygningsrenoveringer bliver så hensigtsmæssige og optimale som muligt.
Endelig vil vi opfordre til, at man tester forskellige formater for renoveringspasset af, inden man lægger sig fast på et format. Det kan sågar være, at man skal leve med flere formater for i videst muligt omfang at sikre, at renoveringer bliver så dybe som muligt, men stadig hensigtsmæssige.
Et stående dilemma i direktivets fokus på at opfylde MEPS-krav er valget om at koncentrere sig om at bringe de dårligst energimærkede bygninger ned på mindst et E-mærke inden 2030.
Det giver på papiret fin mening, men det er i den sammenhæng værd at huske på, at der statistisk er tendens til, at bygninger med de dårligste energimærker oftere ejes af aktører med begrænsede ressourcer. De vil derfor alt andet lige have sværere ved at foretage de nødvendige energiforbedringer på deres bygninger.
Der findes mange måder at imødekomme dette på, men det forekommer os, at der ikke er taget tilstrækkeligt stilling til denne problematik i det foreliggende lovudkast.
Et sted at starte kunne være, at udgifterne til at få udarbejdet et renoveringspas kunne indgå som en fradragsmulighed i det eksisterende håndværkerfradrag, hvis eksplicitte mål er at give “en håndsrækning til de danskere, som vil energirenovere eller klimasikre deres hjem”, hvad renoveringspasset netop skal sikre på en hensigtsmæssig og gennemtænkt måde.
Niras har for Energistyrelsen i forbindelse med evalueringen af “BedreBolig”-ordningen, hvor man som boligejer kan få rådgivning om energirenovering påvist, at rådgivning fører til dybere og mere gennemtænkte renoveringer til gavn for miljøet og samfundet som helhed4. Det vil således være 100% i overensstemmelse med fradragets intention.
