Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/hold-dit-naeste-moede-blandt-biogene-materialer/
Det gamle kapel på Frederiksberg Hospital danner i øjeblikket rammer om udstillingen "Implement Materials – på vej mod en ny biogen byggeskik". Her har vi indrettet et materialebibliotek, der kan omdannes til mødelokale. Inviter kunder, kolleger og samarbejdspartnere til møder og events – og kom helt tæt på de nye biogene materialer og bygningsdele i hamp, halm, græs og pil.
Materialebiblioteket i udstillingen Implement Materials. Lokalet udlejes til møder og events og kan rumme op til 16 - 35 personer alt efter om der er behov for bord- eller biografopstilling. Foto Benita Marcussen.
Gennem et halvt år har fire tværfaglige hold af arkitekter, håndværker, producenter m.fl. eksperimenteret med materialer og udviklet bygningsdele og komponenter, hvor CO2-lette materialer som hamp, halm, pil og græs spiller en central rolle. Deres arbejde udfolder sig på forskellige stadier: Fra forskning i nyt et produkt med biologiske restmaterialer til raffinering af et fabriksfremstillet facadesystem. Alle med fokus på den arkitektoniske detaljering samt den håndværksmæssige og industrielle bearbejdning. Nu viser de resultaterne i form af 1:1 eksempler på konkrete bygningsdele.
Hold jeres næste møde midt i udstillingen. Læs mere nedenfor.
Udstillingen “Implement Materials – på vej mod en ny biogen byggeskik” giver dig et indblik i, hvordan facader, vinduesåbninger, tagfødder og vægbeklædninger kan opbygges af halmelementer, hampeskærver, græsfibre, piletræ og andre naturligt hurtigt-voksende materialer. Dette er ikke blot et nyt bud på byggeskik, men også på en ny æstetik, hvor arkitekturen ikke behøver at være perfekt og glat – her er der plads til ru overflader, naturlige variationer og synlige samlinger. Teknik og installationer bliver en del af udtrykket, ikke skjult væk.
I udstillingen finder du også et “bibliotek” med prøver af de anvendte materialer, forskningsrapporter og referencematerialer. Her kan du gå på opdagelse og blive klogere på de forskellige materialeløsningers muligheder og egenskaber.
Udstillingen, som bor i kapellet frem til den 6. juni, er åben efter aftale. I denne periode er du velkommen til at holde dit møde, en workshop eller et fagligt event i lidt alternative rammer. Oplev den inspirerende udstilling, samtidig med at du afholder dit arrangement.
Vi har indrettet biblioteket med skærm og mødebord, der kan rumme op til 16 personer, eller du kan vælge en stoleopstilling, der giver plads til 35 personer.
Booking og forplejning bestilles gennem Arkitektforeningen på hv@arkitektforeningen.dk
Læs mere om de praktiske detaljer her: Praktisk information vedr. booking af kapellet
En del af et større initiativ
Implement Materials er en del af Agenda Earth initiativet, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det.
Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.