Hvor er visionen for fremtidens landskaber?

Kommunerne har nu afleveret deres første udkast til omlægningsplaner under den grønne trepartsaftale, og kommunalbestyrelserne behandler i disse uger planerne under massivt tidspres. Men som vores netop offentliggjorte analyse “Fra lukket land til åbent landskab” viser, risikerer aftalen at tabe de muligheder, den faktisk rummer, hvis ikke næste fase får et langt skarpere blik for, hvordan de nye landskaber faktisk skal se ud og fungere.

For det afgørende spørgsmål er: Hvordan får vi planlagt de nye landskaber med plads til både skov, naturgenopretning med sunde vandsystemer og biodiversitet, landbrugs- og energiarealer samt rekreative områder? Hvordan undgår vi monofunktionelle områder og i stedet planlægger landskaber med sammenhæng og mening for både naturens naturlige kredsløb og alle os, der bor og færdes i naturen – eller lever af den?

Udkastene er afleveret, men visionerne halter

Inden årets udgang skal alle kommuner have afleveret deres omlægningsplaner. Planen skal beskrive forskellige typer af arealprojekter og deres kvælstofs- og CO2-reducerede indsatser, der lever op til en række nationale mål.

Interviews med politikere, direktører, chefer og medarbejdere fra otte kommuner på tværs af landet viser, at de fleste har arbejdet benhårdt for at nå afleveringsfristen. Men samtidig peger de på, at visionerne for fremtidens landskaber stadig er uklare eller helt fraværende, mens de tekniske krav om kvælstofreduktion og jordudtag har domineret processen.

Det betyder, at mange af de udkast, der lige nu ligger i byrådene, beskriver hvad der skal udtages – men langt mindre, hvad der skal skabes. Flere kommuner erkender åbent, at planerne vil kræve justeringer og opdateringer allerede i 2026, fordi de rumlige og rekreative potentialer endnu ikke er tænkt systematisk ind.

Skov, landbrug, natur og rekreation skal tænkes sammen – ikke hver for sig

Et centralt fund i analysen er, at kommunerne mangler værktøjer og kompetencer til at gå længere end omlægningsplanernes krav om dels udpegning af jord til skovrejsning, dels udtagning af lavbundsjorde. Dermed mister kommunerne mulighed for at tilgodese andre hensyn og anvendelser, som presser sig på, og som skal finde rum i det åbne land.

Spørgsmålet er ikke længere, om vi skal udtage jorden – det er besluttet. Spørgsmålet er, hvordan vi får de mange hensyn til at spille sammen og på hvilken måde. Med andre ord: hvilke former for landskaber vil kunne vokse naturligt på udtagne jorde, og hvordan kan skovbrug, landbrug, naturgenopretning og rekreative områder understøtte og berige hinanden – frem for at kæmpe om arealerne?

At få de mange og forskelligartede anvendelser og hensyn til at spille sammen og blive til konkrete og attraktive landskaber kræver fagligheder, som mange forvaltninger i dag kun har få af: landskabsarkitekter, planlæggere, formgivere, projektledere med forståelse for både teknik og stedskvalitet samt specialister i borgerproces og interessenthåndtering. Flere kommuner siger direkte, at de mangler disse kompetencer – særligt i den næste fase, hvor planerne skal realiseres i konkrete projekter.

Implementeringsfasen bliver den reelle stresstest

Nu begynder det svære arbejde, hvor kommunerne skal forhandle bindende aftaler med lodsejerne og konkretisere projekterne med input fra både lodsejere og borgere og sikre synergier mellem natur, klima, rekreation og landbrug. Her bliver der i den grad brug for at få de mange hensyn til at nå hinanden og få sat billeder på visionerne for at sikre en fælles forståelse for den fremtid, vi kigger ind i, både for borgere, lodsejere og de lokale politikere.

Skal vi lykkes med det og den historiske omstilling af det danske landskab, kalder det på en kompetencemæssig oprustning. Og vigtigst af alt et stærkt tværfagligt samarbejde mellem tekniske, formgivende og projektledende kompetencer med blik for helheden.