Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/idekonkurrence-fra-home-earth-one-planet-challenge/
På nuværende tidspunkt virker det usandsynligt, at byggeindustrien kan komme indenfor planetens grænse, uden at vi bor på færre m2 end vi gør i dag. Men hvis vi kan leve på 4 gange færre m2, så vil klimaaftrykket komme indenfor, eller meget tæt på, den planetære grænse. Derfor lægger Home.Earth nu spørgsmålet ud til vækstlagstegnestuerne i Danmark: Hvordan ser en planet-positiv bolig ud? Præmiesummen er på 75.000 kr. plus 2 x 25.000 kr. til idéindkøb. Deadline 21. februar 2025 .
For at leve planet-positivt skal vi drastisk reducere det individuelle areal- og ressourceforbrug. Det kræver, at vi bygger færre individuelle m2 og flere fælles m2. Kun ved at udfordre det nuværende landsgennemsnit på 59 m² boligareal pr. person kan vi nærme os de planetære grænser. Derfor skal vi udfordre den traditionelle opfattelse af, hvad et hjem er.
Den 200 m² store forstadsvilla og den 95 m² store bylejlighed er typisk designet til kernefamilien – mor, far og to børn – og det er ofte dét, kommuner og ejendomsmæglere efterspørger. Men livet i dag er mere flydende og mindre forudsigeligt. Der findes uendeligt mange livsformer og familiekonstellationer, som kræver nye boligtyper.
”Vi ved alle, at det forbrug og den adfærd, vi har i dag, fører til et planetært overforbrug. Vi kommer aldrig i mål, hvis vi ikke udfordrer den nuværende praksis. Ejendomsbranchen skal tage ansvar, og vi skal finde måder at designe planet positive hjem på – for vi har kun én,” siger Rasmus Nørgaard, stifter af Home.Earth.
Med idekonkurrencen håber Home.Earth Fonden at få bud på, hvordan vi kan leve anderledes og samtidig respektere de planetære grænser.
Home.Earth er netop nu ved at færdiggøre deres første boligbyggeri i optil 6 etager med det hidtil laveste fodaftryk opnået til dato i Danmark, i over 4 etager. Der er opnået et fodaftryk på 4,7 kg co2 m2/år, men byggeriets planetære grænse er dog 1,2 kg co2 m2/år*. Det betyder, at det rekordlave byggeri groft sagt bruger 4 planeter. På nuværende tidspunkt virker det usandsynligt, at byggeindustrien kan komme indenfor planetens grænse, uden at vi bor på færre m2 end vi gør i dag. Men hvis vi kan leve på 4 gange færre m2, så vil klimaaftrykket komme indenfor, eller meget tæt på, den planetære grænse.
Afsættet i denne idekonkurrence er derfor ikke at fokusere på tekniske udfordringer som indlejret eller operationel co2. Udgangspunktet er genbruge de løsninger, som Home.Earth netop har opnået landets laveste co2 aftryk med. De deltagende teams forventes derfor ikke at udfordre dette eller at udarbejde LCA beregninger på deres projekter, men at arbejde med Home.Earths byggesystem. (Beregningsmetoderne og principperne for Home.Earth modulsystem er beskrevet i konkurrenceprogrammet).
Opgaven er af social og bomæssig karakter. Hvordan kan vi bo og leve med færre individuelle m2?, hvordan kan vi udnytte de muligheder, som der ligger i at tænke rummeligt i m3?, og hvordan kan vi indtænke de uendelig mange måder, der leves på i dag?
Konkurrencen søger efter og belønner den gode idé. Vi har brug for ideer til boliger, som understøtter nye livsmønstre og boligbehov, hvor der er muligheder i at tænke i både private og fælles funktioner. Kan man dele gæsteværelser, udearealer, køkkener eller bad? Hvad passer til hvem?
Det er op til hver enkelt forslag at definere boligens målgruppe, funktioner og fordeling mellem det private og det fælles. De fælles m2 skal disse fordeles, så de er velfungerende til de antal personer, som de skal bruges af. Det som er ens for alle, er at udfordre de 59m2 bolig per person, som er det vi bruger i dag.
Inviterede til denne idekonkurrence er tegnestuer fra Akademisk Arkitektforenings netværk for vækstlagstegnestuer. Kriteriet for at være en vækstlagstegnestue er, at der er tale om en tegnestue, som har eksisteret i højst 8 år, og hvor mindst en partner er MAA.
Er din tegnestue endnu ikke medlem, kan I melde jer ind i netværket ved at sende en mail til fagkonsulent og netværksleder Sidsel Gelting Hodge på sgh@arkitektforeningen.dk.
Tilmelding sker via iBinder.
Alle forslag skal senest kl.18.00 den 21. februar 2025 være uploadet på iBinder.
Resultatet foreligger primo april 2025, hvor alle forslagsstillere vil få besked. Resultatet vil blive offentliggjort ved arrangement i Arkitektforeningen den 11. april 2025.
Der er mulighed for at stille spørgsmål til konkurrenceprogrammet. Alle spørgsmål vedrørende konkurrencen, skal sendes via iBinder.
Spørgsmål skal være stillet senest tirsdag den 28.januar, svar vil blive lagt op løbende op på iBinder og senest fredag 31.januar.
Vinderforslaget vil modtage DKK 75.000 og vil blive inviteret til at integrere deres forslag i kommende projekter udført af Home.Earth i samarbejde med, og som underrådgiver til, Vandkunsten. Derudover vil yderligere to forslag modtage 25.000 kr. som ideindkøb.
Samtlige forslag vil blive tilgængelige online, når konkurrencen er afgjort. De vindende og de omtalte forslag udstilles desuden i Arkitektforeningen.
Juryen består af nuværende og tidligere stadsarkitekter i Københavns Kommune: Lars Jensen (forperson for priskomiteen), Tina Saabye, Camilla van Deurs. Sammen med stadsarkitekterne udgøres den samlede priskomité af Nel Jan Schipull, partner Vandkunsten, Elisabeth Hermann Frederiksen, bæredygtighedsansvarlig Urban Partners, samt Rasmus Nørgaard som repræsentant for Home.Earth Fonden.
Rådgivere for dommerkomiteen er Arkitektforeningens sekretariat ved Dorte Sibast og konkurrencens sekretær Kasper Guldager. Derudover har priskomiteen ret til at indkalde særligt sagkyndige som rådgivere, hvis der i priskomiteen er enighed herom.
Hvem er Home.Earth?
Home.Earth er et ejendomsselskab, der arbejder med en langsigtet tilgang til udvikling og drift af ejendomme, med et stærkt fokus på innovation samt integration og samarbejde på tværs af værdikæden for derigennem at medvirke til mere bæredygtighed og social ansvarlighed i det byggede miljø.