Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/klumme-aabent-hus-vaertsmaterialer/
Anne Pind, arkitekt MAA og ph.d. stipendiat. Foto: Laura Stamer (formatet er redigeret af Arkitektforeningen).
"Tænk hvis facader ikke var glatte afvisninger, men rumlige invitationer: Dybe, artsrige, porøsiteter, der drysser, sprækker og flager som bark", skriver arkitekt MAA Anne Pind i denne klumme, og efterlyser en arkitektur og en tilgang til vores boliger og bygninger, der giver plads til at flere arter kan leve sammen. Klummen er en del af tekstsamlingen Sensing Earth 1.
Anne Pind, arkitekt MAA og ph.d. stipendiat. Foto: Laura Stamer (formatet er redigeret af Arkitektforeningen).
Af Anne Pind, arkitekt MAA og ph.d. stipendiat ved Det Kongelige Akademi.
I mit sommerhus bor der dværgflagermus. En ynglekoloni af mødre og unger. Inden jeg købte ejendomsret til matriklen og fik overdraget nøglerne til et 39 m2 stort træhus opført i 1964, havde en gruppe flagermus opdaget en åbning i den sydvendte facadebeklædning. I løbet af foråret kravlede de ind gennem en sprække over soveværelsesvinduet. Ind til husets smalle uisolerede loftsrum. Her fødte de deres unger i fællesskab. Nu opvarmes hulrummet af koloniens kollektive kropsvarme, og min familie er blevet deres underboer.
En byggeteknisk gennemgang vil påpege, at sommerhuset har en utæthed, der bør udbedres. At der findes en skade, et begyndende nedbrud, med potentielt uhensigtsmæssige følgevirkninger for de bagvedliggende konstruktioner. Eller: der findes en åbning til en potentielt flerartslig boplads og et spørgsmål, der er mere end materielt: Hvordan kan vi bo sammen?
Arkitektur inddeler verden. Arkitektur indstifter afstande, så der findes et ’ude’ for nogen/noget og et ’inde’ for andre/andet. Facaden er arkitekturens dørvogter og livvagt. Dens opgave er at forsvare arkitekturens langsigtede stabilitet ved at regulere, hvem og hvad der lukkes ind, og hvem og hvad der holdes ude.
En del af noget større
Denne klumme er en del af tekstsamlingen “Sensing Earth 1 – Sprog”
Sensing Earth er et projekt under Agenda Earth, et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det.
Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond. Samtalerækken i Sensing Earth er støttet af Statens Kunstfond og ledet af ph.d. Marianne Krogh.
Arter, der krydser den private ejendomsrets grænser, er mål for intensiv privat og professionel bekæmpelse. Byggemarkedernes reolmeter dedikeret til såkaldt skadedyrsbekæmpelse bugner af industrielt fremstillede og artsspecifikke udryddelsesprodukter: Lokkedåser, ekspansionsskum og fælder, der kan tage livet af myrer, hvepse og mus. Men flagermus er besværlige. De er fredede ved lov. Som et skadeservicefirma fortrydeligt skriver på deres hjemmeside, kan man ikke bare lukke hullet, de er kommet ind ad. Flagermusene gør modstand. De trækker tiden for udvisning ud. Synantrope arter (af græsk syn: ”sammen med” anthropos: ”menneske”) kan finde fordele ved at leve tæt sammen med mennesker, hvis de altså får fred. Men det er en skrøbelig og sårbar livsform. Kun én artspart i relationen har nøgleret til fællesrummet.
Flagermus bygger ikke selv. De flytter ikke rundt på materialer men finder sprækker til rum, der allerede findes. Når flagermus flytter ind i huse, er det et tegn på, at der mangler leverum i lokalområdet. Ældede træer med hulrum, hvor man kan hænge i fred, er et sjældent fund for en flagermus. For træerne omkring os lever korte liv. Mange under skovdriftsforhold. De vil blive solgt som byggematerialer, savet op på langs og høvlet til brædder, eksempelvis facadebeklædninger, der kan skrues ind i et sommerhus.
Vores livsrytmer er forskudte. Flagermusene er nataktive. Vi er dagaktive. Ved skumringstid krydser vi livsbaner. Når sværme af insekter stiger op fra de omkringliggende moseområder, og vores børn går til ro, begynder flagermuseungerne at pibe og kalde. De vil ammes. Mødrene skubber sig hen mod åbningen i facaden. Vi kan høre deres klør skrabe mod det tynde lag af brædder, der på den ene side er koloniens leje, og på den anden side er vores loft. Deres bevægelser skubber støvpartikler ned mellem brædderne. De lander i mørkebrune linjer på sengen.
Fordi flagermus ikke kan lette fra jorden, finder de boliger i højden. Sommerhuset, der ligger hævet og pælefunderet på skrånende grund, giver dem mulighed for at falde ud i flugt, lige ind i insektsværmen. De spiser hurtigt i luften og flyver hjem for at omdanne myg til mælk. Når ungerne har lært at flyve og fange deres egen mad, flytter kolonien igen. Men de vender sandsynligvis tilbage næste år. Hvis vi vedligeholder facaden og lukker hullet, fælder vi deres bolig.
Omkring vores bygninger sværmer generøse, tidstypiske floskler, der behændigt undgår at formulere arkitekturens materielle og politiske magt. Jeg savner relationelle og omsorgsfulde ord for gæstfrit vedligeholdelsesarbejde, der omfatter mere end bygningskroppe og mere end menneskeliv.
Tænk hvis facader ikke var glatte afvisninger, men rumlige invitationer: Dybe, artsrige, porøsiteter, der drysser, sprækker og flager som bark.
Kom flagermus, åbn mit hus!
Anne Pinds tekst er med i tekstsamlingen Sensing Earth 1, som følger op på samtalerækken “Sensing Earth: Sprog – hvordan vi kan tale om arkitekturen?” Gennem interviews samt tekst- og billedbidrag fra en lang række arkitekter, billedkunstnere, forfattere og videnskabsfolk, kredser publikationen om skiftet mod en ny nænsomhed over for vores klode og naturen. Og hvordan det afspejler sig i arkitekturen, arkitektens rolle og behovet for nye fortællinger. Bemærk særpris 100 kr. for MAA’ere og medlemmer af FORUM ved køb i Arkitektens Butik i København.
Bestil den her