Klumme: Bevaringens værdi – et kulturelt skifte

Inden for byggeriet er der et stort fokus på at bevare den bygningsmasse, vi allerede har. Nedrivning er en kæmpe belastning for miljøet, så i stedet for blot at bygge nyt, når behovene ændrer sig, eller når noget er for nedslidt, skal vi transformere det eksisterende. Det er grundlæggende et miljømæssigt anliggende. Det er også et juridisk, økonomisk og politisk anliggende. Men for at vi virkelig kan få det til at ske, er det i den grad et kulturelt-æstetisk anliggende.

For hvordan skal vi komme derhen, hvor vi ønsker at bevare det, som vi finder grimt, kedeligt og utidssvarende? Her er det ikke nok blot at vide, at det er det bedste for klodens fremtid, for det er ikke altid viden, der får os til at ændre adfærd. Vi skal vækkes emotionelt, engageres, og vi skal føle et begær efter nye muligheder og billeder, som vi præsenteres for. Vi skal ændre mindset, så vi kan begynde at se kvaliteter i reparationen, i det at vise omsorg og føle tilknytning, og vi skal kunne se en værdi i at være i stand til at føre fortællinger videre.

Derfor må vi også bruge vores klimabevidsthed til ikke udelukkende at se katastrofer, men også til at se nye muligheder: Mindre komfort er ikke nødvendigvis mindre velvære, forbud kan være inspirerende benspænd, og ’at nøjes’ kan anspore til at se på andre former for livskvalitet såsom mere tid, mere nærvær samt nedgang i mange års overforbrug. Pointen er, at vi ikke behøver at se det som en reduktion af livskvalitet, men snarere som en forskydning af de værdier og kvaliteter, der længe har været forbundet med vores opfattelser af det gode liv.

Lad os prøve at se på en håndfuld eksempler på sådanne forskydninger:

1: Nyt er ikke det samme som bedst

I de seneste 50-70 år – i det, vi kalder modernismen, og som er tæt forbundet med en markant stigning i velfærd i det globale nord – har vi værdsat ’det nye’ som det bedste; nyt var bedre end gammelt, og når noget gik i stykker, var det nemmere at smide væk og købe nyt end at reparere. At noget ser ud, som om det netop er kommet fra fabrikken var et kvalitetsstempel. En forskydning kunne være, at vi kan begynde at se det berigende i at have spor fra tidligere brug, fordi det vidner om, hvordan det den ene generation tager over og efterfølger det næste – som et synligt spor efter livet, hvor forskellige skæbner og historier fletter sig sammen.

2: Vedligehold er også omsorg

Meget længe har vi også skattet det ’vedligeholdelsesfrie’: Det har givet os en oplevelse af tryghed, at vores boliger og indbo kunne vare for evigt, og at vi herved var fri for besvær. Forskydningen her handler om, at vi nu ved, at det er en illusion. Intet er vedligeholdelsesfrit, for alt bryder ned, også selvom det går meget langsomt. Det vedligeholdelsesfrie kan ofte ikke repareres, og det fremmer derfor brug-og-smid-væk-kulturen. Skal vi have et varigt forhold til vores boliger, skal de kunne repareres, og det fører til et meget større nærvær, fordi vi nu er nødsaget til indgå i processer, hvor vi forholder os til, hvordan man kan give omsorg.

4: Fra kvantitet til kvalitet

I Skandinavien har vi det største antal kvadratmeter pr. indbygger. På bare få årtier er antallet steget med ca. 30 procent, for udfoldelsesmuligheder er blevet til en kvantitativ størrelse. Forskydningen handler om at bevæge sig fra det kvantitative til det kvalitative: At sætte pris på det gode håndværk, at værdsætte den tid og omsorg, arkitekter og håndværkere har lagt i arbejdet og at opleve, at f.eks. det smukke stykke træ, man læner sig op ad, dufter og mærkes så behageligt, at det sagtens kan opveje den plads, man før har higet efter.

4: Livskvalitet er andet end komfort

Det sidste eksempel handler om det faktum, at vi meget længe har stilet efter at have komfortable 21 grader i hvert eneste rum. I de kolde dele af Jorden har vi skruet op for varmen, og de varmere egne blev air condition-apparater uundværlige. At ændre på dette betyder ikke, at vi skal lide under alt for kolde eller varme rum, men snarere at vi skal introducere den vejrlige omskiftelighed, som vi naturligt er indlejret i, men som vi næsten har glemt efter mange årtier som ’indendørsmennesker’: Vi er også liv, vi respirerer i et samliv med klodens andre arter, vi er atmosfæriske væsener, der står i forhold til årstider og vejrets skiften, og vi har et sanseapparat, der gør os i stand til at opleve netop dette.

Hvis vi gør os umage med at diskutere, eksemplificere, afkode og illustrere sådanne forskydninger i vores oplevelser af livskvalitet, kan vi engagere os meget bedre i den nødvendig omstilling. Vi skal undersøge, hvad det er, vi tillægger værdi. Vi ved efterhånden nok om planetære grænser, tipping points og udledninger; nu skal vi vækkes emotionelt, så vi kan begære en ny og anden måde at eksistere på. Og det kan arkitektur – som affekt, som fysik, som rum og som krop.

Denne klumme blev bragt på engelsk i det internationale klimamedie Forsight Climate & Energy i april 2024.