Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/klumme-hvordan-kan-et-nyt-sprog-om-arkitektur-hjaelpe-os-ind-i-en-groennere-fremtid/
En sensommerdag i september samledes arkitekter, antropologer, forfattere og andre nysgerrige i haven til house 14 a i Hellerup til en samtale om, hvordan sproget og vores blik på verden former vores virkelighed. Og hvordan bevidstheden om vores sprog påvirker vores forbrug, adfærd, arkitekturen og vores æstetiske præferencer. Flere tekster blev læst højt og disse tekster indgår nu i tekstsamlingen Sensing Earth 1. Her kan du læse forfatteren Amalie Smiths bidrag.
Fra højre ses forfatter Amalie Smith, som moderede samtalen; forfatter og bådebygger Peder Frederik Jensen; arkitekt MAA Stine Christiansen, OS Arkitekter; landskabsarkitekt Julie Lecuelle, gruppe-aja, og kulturgeograf og forfatter Emmy Laura Perez Fjalland. Foto: Jonas Petri, Arkitektforeningen
Af Amalie Smith, forfatter
1.
Kære venner. Vi ved, at vi ikke længere kan udlede så meget CO2, som vi gør nu, og vi ved, at vi ikke kan blive ved med at udvinde så mange nye ressourcer. Og da det alligevel er det, vi bygger stort set alting af i dag, er det åbenlyst, at vi i de kommende årtier står over for en dyb forandring af næsten alle tænkelige områder af byggeriet, foruden af samfundet og menneskelivet som sådan. Men hvordan? Katastrofeforestillingerne om fremtiden står i kø, mens forestillinger om, hvordan vi skal leve og bygge og ombygge, ofte er vage og ukonkrete. Og belagt med følelser, der hører til forbud og usikkerhed: Skyld, skam, frygt, ærgrelse, tristhed, vrede.
2.
Vores forestillingsevne, hvad angår en opbyggelig fremtid, er altså i krise. Og eftersom det er sprog (og billeder), vi bygger forestillinger af, så er det tillokkende at tænke, at hvis vi opfinder et nyt sprog, så kan vi bruge det til at forestille os en ny fremtid og derefter at bygge den. Man kunne drømme om en slags ordbog af grønne ord, der forpligtede til handling. At hvis man udtalte ordet “sameksistens” på tegnestuerne, så ville tegnebordet fange, og det ville være et uundgåeligt næste skridt, at der kom sedumtag på cykelskure af genbrugstræ, og i næste nu ville nattergalen synge i gården. Men som vi har opdaget, kan sproget bruges til at greenwashe. Det er stort set gratis, og AI kan gøre det smertefrit. Det kan endda føles rigtigt i maven. Laver man en ordbog med ord, der kan bane vejen for den grønne omstilling, kan man nærmest være sikker på, at den falder i de forkerte hænder.
3.
Men heldigvis (og beklageligvis) hænger sprog og fysisk virkelighed sammen på meget mere komplekse og gensidigt påvirkende måder. Forandringer som dem, der kræves af os, kunne tage årtiers vekselvirkning frem og tilbage mellem fysisk og sproglig forandring, hvis ikke århundreder, på samme måde som det krævede biblioteker af tekst og levede liv at grundlægge modernitetens livsverden. Men vi har travlt, så vi må både sætte ind alle steder, og vi må kaste kræfterne ind i de rette kampe.
Denne klumme er skrevet af forfatter Amalie Smith som et bidrag til 1. del af tekstsamlingen “Sensing Earth” med undertitlen “Sprog – Hvordan kan vi tale vi om arkitekturen”
4.
Jeg vil her foreslå, at det ikke er ordene men sprogarbejdet, der må forandres, for at vi kan tænke og handle anderledes. Vi må arbejde med det sprog, vi allerede har, på en anderledes lydhør og omsorgsfuld måde. Ligesom vi skal bygge mindre, skal vi også til at tale og skrive mindre, men skrive bedre, omskrive og transformere. Vi skal lytte mere til, hvad det er, vi skriver, vriste os fri af forældede narrative modeller, hvor realiseringen af den enkelte må ske på bekostning af omgivelserne for eksempel. Jeg vil foreslå en sprogbrug, som afnaturliggør, følger sammenhænge og er kritisk indstillet over for den gamle verdens hierarkier.
5.
Der er et kæmpe sprogligt arbejde foran os, som handler om at få øje på de destruktive systemer, vi lever i, og som vanen har naturliggjort. Hvorfor skelner vi mellem “mennesker” og “dyr”, som om ikke også vi var et dyr på planeten? Hvorfor holder vi dyr med følelsesliv spærret inde i fabrikslignende byggerier? Hvorfor spiser vi mad, der er næret af gylle og kemikalier? Hvorfor forbinder vi materialer uløseligt med hinanden for at bygge bygninger, der kun holder i 50 år, når nu materialerne er millioner eller milliarder af år gamle og kunne bruges tusindvis af gange? En sprogbrug, der peger på det absurde i status quo, kan give os et rum, vi kan vende og dreje os i. Afnaturliggørelsen giver os en forståelse af, at denne verden er mærkelig, og at den derfor kunne være det på et utal af andre måder.
6.
Men sproget kan også bruges til at forbinde, hvor moderniteten har skåret forbindelser over. Moderniteten har flyttet konsekvenserne af vores energi- og materialeforbrug uden for byen, ud på landet eller til andre dele af verden. Vi har fået vand fra vandhanen, men hvor kommer det fra? Vi har fået syet skønne garderober uden nogensinde at have mødt en skrædder. Vi har lært, at mere er bedre, nyt er godt, at storskraldet på villavejene tog det hele med sig, genbrugsbutikkerne tog imod vores impulskøb. Vi har lært, at overforbrug er noget, man skal tage stilling til, når man rydder dødsboer, men ikke når varerne lægges i kurven. Alle disse ting er noget, nogen har lært os. Barnet spørger: Hvorfor er kyllingen død? Lad os prøve at svare på den slags spørgsmål én gang til. Sproget kan hjælpe os med at se og fastholde de sammenhænge, som vores moderne liv forsøgte at gemme væk.
7.
Vores sprogbrug er nødt til at have blik for den gamle verdens destruktive hierarkier. Hvorfor er det bedre at bygge nyt end at sætte i stand eller reparere? Hvorfor er omsorgsarbejde lavere værdsat end ødelæggelse? Hvorfor prioriteres teori stadig højere end kropslig erfaring? Informationen er nødt til at flyde alle veje, ikke bare nedad i hierarkiet (som ordrer). Så vi skal finde en måde at give praktisk viden plads i samtalen. Håndværkerens erfaringer skal have indflydelse på de computerprogrammer, arkitekten arbejder i osv. Så vi har brug for et sprog, der taler materialiteten op, de levede liv i biosfæren, også alt det, der ikke taler vores sprog eller ikke har en stemme.
8.
Det kan virke udmattende at skulle forestille sig at bryde med vaner og systemer, især dem, der er så omfattende som dem, vi taler om her. Men er det ikke kun, fordi man glemmer, hvor meget energi det kræver at opretholde de systemer, vi lever i? Hvor mange kræfter der bruges på at pumpe olien op. Hvor mange kræfter der bruges på at asfaltere igen og igen. På at holde mennesker uden for indflydelse. Hvor mange kræfter der bruges på at rive huse ned og bygge nye. Hvor mange kræfter der bruges på at brænde beton ved høje temperaturer. Det kan godt være, det er oliens kræfter, der bruges, men de er ikke gratis, og de er kun billige, fordi man fortsat ikke skal betale for den skade, forureningen forvolder.
9.
Kære venner, vi lever i den vildeste af alle tider. Den livsverden, som gør os og de andre dyr syge, som belaster vores økosystemer og udmatter vores planet, kan ikke bære mere. I århundreder har den været så godt som stivnet, men nu kan den endelig tænkes og laves om. Vi er nødt til at gøre det anderledes, så det meste kommer til at forandre sig. Heldigvis for det.
Den første tekstsamling i en serie af fire med titlen Sensing Earth udkommer den 29. oktober. Tekstsamlingen følger op på samtalerækken “Sensing Earth: Sprog – hvordan vi kan tale om arkitekturen?” og bringer nye tekster og tanker i spil om, hvordan vi kan tale om de forskydninger, der sker inden for arkitekturen i denne tid. Pris: 140 kr. (Husk som MAA får du 15 % i Arkitektens Butik)
Bestil den her