Klumme: INDVIKLING

Af Christine Bjerke, arkitekt MAA og ph.d.-studerende ved Det Kongelige Akademi

Dansk arkitektur har gennem årtier været præget af en vedholdende ambition om udvikling. Det har ført international anerkendelse og et globalt marked med sig. Vi har udforsket byudvikling og ikon-arkitektur, og i de senere år er blandt andet træbyggeri kommet til. Ofte er det med en fortælling om såkaldt bæredygtig arkitektur – måske endda også demokratisk. Samtidig har den stigende interesse fra en global handelsplads muligvis medført en bevægelse væk fra det mere nære og lokalt forankrede. Ikke udelukkende i det geografiske, men som en forskydning i måden, arkitektur praktiseres på – med større fokus på globale tendenser, økonomi og markedskrav end på kontekstuelle forbindelser og praksisformer. Paradoksalt nok har orienteringen ud i verden måske samtidig skabt større afstand mellem os selv og vores omverden.

Succes eller ej for dansk arkitektur er den en del af en verden i dybe globale og lokale kriser, som alle er forbundne som tråde. Selvom arkitekturen ofte fremstilles som progressiv, har den – eller vi arkitekter – ikke formået at tage et kollektivt og sammenhængende ansvar i forhold til de komplekse forbindelser. Vi har ikke været egentlig til stede og lyttet til vores omgivelser. Måske har tempoet været så accelereret, at vi ofte har glemt at tage tiden til at forstå og erkende, hvordan alle trådene i vores praksisser har konsekvenser andre steder end ved skrivebordet. At de beslutninger, vi som arkitekter er med til at træffe, har indflydelse langt ud over selve designprocesserne. Historisk set er vi på mange måder præget af en vestlig-europæisk modernistisk tilgang, hvor den ”bæredygtige” og ”demokratiske” arkitektur ofte skærmer for, at selvsamme arkitektur også har vidtrækkende konsekvenser for mennesker, dyr, planter og alt derimellem.

At vi arbejder med udgangspunktet; at alt er i relation til hinanden, som eksempelvis filosof Bruno Latour ville sige. Det betyder også, at vi skal gøre op med den ofte negative associering, vi har med udtrykket; det er indviklet. At noget eller nogen er til besvær, har brug for længere tid, er kompliceret og i bund og grund uoverskueligt. For er det ikke uundgåeligt, og er det ikke det, vi har brug for at være i? At vi bliver så viklet ind, at vi skal gøre os omhyggelige for at kunne forstå, hvorfor og hvordan trådene overlapper og filtrer sig sammen.

At lade sig vikle ind er at blive i kompleksiteterne, hvilket blandt andre filosof Donna Haraway har lært os. Det er et arbejde, som kræver grundighed og nærvær. Indvikling handler om at fordybe sig, at udfordre vores vaner og at tage ansvar for, at alt påvirkes af arkitekturen. Det er en invitation til at praktisere med omtanke og omsorg. Det handler om at erfare sammenhængen mellem vores beslutninger og de forskelligartede påvirkninger, de medfører. Det gælder ikke kun i forhold til eksempelvis materialerne, som vi anvender i arkitekturen, men også i forhold til de globale og lokale konsekvenser, det har at udvinde, producere, transportere, konstruere samt leve med og i det, vi designer. Det handler ligeledes om de historiske og samfundsmæssige normer og stereotyper, vi viderefører. Tilgange, som for eksempel marginaliserer nogle mennesker og ekskluderer dem i at være en del af arkitekturen. Ved at være nysgerrige på historien og dens diverse fortællinger kan vi bemærke tråde, der hjælper os til bedre at forstå, hvordan også fortiden former arkitekters nutidige valg.

For at fremme denne bevidsthed kan vi følge de lange tråde, der forbinder værdier og beslutninger på tværs af tid og generationer. Kritiske genealogier kan her bidrage som en metode til at opspore og kortlægge disse forbindelser. Ved at analysere og forstå vores beslutningers oprindelser og konsekvenser kan vi muligvis forme mere holistiske praksisser – nogle, der er forankrede i arkitekturens rolle i de forbundne kriser. Her åbner der sig lommer af viden, erfaring og praksis, som enten er blevet marginaliseret, ignoreret eller glemt. Disse lommer kan give nye indsigter, hvis vi lærer at lytte mere i stedet for konstant at orientere os mod udvikling i traditionel forstand. Den ensidige jagt på udvikling kan føre til afstandtagen fra det indviklede – altså væk fra de sammenvævede og komplekse lag af viden, historier og praksisser, som vi kan lære af. Måske ligger arkitekturens værdi derfor ikke i det nye, men i det, vi overser eller endnu ikke har formået at forstå i sin fulde dybde.

Når vi vikler os ind, er der så også noget, vi skal afvikle? Måske kan vi slet ikke navigere i indvikling, hvis vi ikke samtidig afvikler nogle af de ødelagte tråde. Som den pakistanske arkitekt Yasmeen Lari blandt andre har vist, kan vi som arkitekter ændre vores måder at arbejde på; vi kan afvikle praksisser, som i deres udgangspunkt kapitaliserer på miljø og mennesker, og i stedet indvikle omsorgsfulde tilgange, som har fokus på at tilføje mindst muligt og med flest mulige perspektiver – alt inden for de planetære grænser. På den måde optræder indvikling både i det store og i det små: Det handler om hele vores faglige tilgang i det store, og samtidig berører det alle vores praksisser i det små.

Flere tegnestuer forsøger at være attraktive ved at profilere sig som bæredygtige og innovative og ved at bruge digitale teknologier til at optimere processer. Samtidig famler man måske lidt i arbejdet med at være en del af noget, som man ved nok aldrig vil kunne være bæredygtigt i begrebets reelle betydning. Derudover er der en tendens til at bruge begreber som omsorgsfuld og inkluderede, uden megen forankring af begrebernes forskellige historier og grundlæggende tilgange samt betydninger. Vi ved, at arkitekturens nuværende praksisser ofte er utilstrækkelige, og der er brug for en dybdegående og kritisk stillingtagen til, hvordan vi bidrager til – eller forstærker – eksisterende kriser. I stedet for altid at være på vej et sted hen, i en stræben efter fremdrift og innovation, kan vi følge de lange tråde og søge værdifulde perspektiver i det komplekse og sammenfiltrede – de tråde, som viser os, at tingene ofte ikke er lineære eller nødvendigvis fremadskridende.

Arkitekturen kan meget, når den vikler sig ind, og de optrevlede tråde leder os andre steder hen. Vi kan fordybe os i det stedsspecifikke, bruge tid og gå i dialog med den indlejrede viden, der altid er i de kontekster, vi arbejder i, som eksempelvis kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland udfolder i sin praksis. Den dybere forståelse og nysgerrighed kan udfordre os til at tænke med det eksisterende i stedet for at tage udgangspunkt i et forudbestemt perspektiv. Selvom arkitekter kan bidrage med faglig viden og ekspertise, er vi ofte ikke de egentlige eksperter på et givent sted. De mest dybdegående indsigter ligger hos dem og det, der lever med et sted til daglig, og deres erfaringer kan synliggøre nuancer, som udefrakommende fagfolk ellers ville overse. Det kan for eksempel være nære relationer mellem økosystemer og mennesker, som er opbygget gennem generationer og på tværs af tid og rum. Indvikling kan i den forstand lede os til at anerkende og undersøge de forbindelser, som allerede eksisterer, men som ikke altid er synlige tråde i traditionelle arkitektoniske processer og metoder. Det handler altså om at bevæge sig dybere ind i en sammenhæng frem for blot at påføre noget udefra, og det åbner for nye relationer og erkendelser, som måske stiller spørgsmål ved ens rolle. Det har eksempelvis arkitekterne Lacaton & Vassal vist os, når de, efter at have indviklet sig i et sted, foreslår at bruge økonomien i projektet på vedligeholdelse af det eksisterende i stedet for at tilføje nyt. Hvis vi husker på, at vores handlinger i arbejdet med arkitekturen altid er en forlængelse af eksisterende tråde og sammenfiltrede lommer, må det ændre vores praksis.

Så hvordan vikler vi os ind? Måske kræver det andre tilgange i forhold til, hvad det betyder at arbejde med arkitektur, og hvad arkitekturen kan. Måske kræver det, at vi arkitekter – også de danske supertankere – i stedet for at fokusere på, at udvikling nødvendigvis er vejen frem, snarere tager nogle grundlæggende opgør med, hvilke projekter vi arbejder med. Ikke kun nogle projekter – men alle. At der bliver taget et opgør med den dobbelte rolle, hvor man i den ene del af sin praksis arbejder hen mod økologisk og social bæredygtighed, men på en og samme tid i den anden ikke gør det. Den del, som nogle gange ikke engang figurerer udadtil og derfor ikke ”eksisterer” i fortællingen om tegnestuens praksis. En form for dobbeltsidet praksis med en fastholdelse af projekter med argumentet om at skulle kunne opretholde en vis størrelse eller vækst – men for hvem? Hvis man forbliver i en kapitalistisk tilgang til arkitekturen, hvor eksempelvis økonomien kan overtrumfe etikken, så fastholdes arkitekturen i en tilstand, som mest af alt forstærker eksisterende kriser. Samtidig handler det ikke blot om at arbejde mere lokalt med lokale materialer eller med genfundne historiske byggemetoder. Også her skal vi huske at være kritiske – især i forhold til den historiske arkitektur, som ofte opleves som en barriere, eksempelvis ved manglende inklusion af menneskelig diversitet.

Så hvad sker der, hvis vi tager os tid til at engagere os i konteksten, lytter og prøver at forstå den viden, der allerede findes på et givent sted – både i den fysiske arkitektur og hos de mennesker, kulturer og økosystemer, der enten er en del af stedet eller holdes ude? Kan udvikling så være en forlængelse af indvikling? En form for udvikling, der ikke som udgangspunkt kun søger bevægelser udad og fremad, men i stedet vikler sig ind i det eksisterende – uden helt at vide, hvordan vi kan vikle os ud igen.