Klumme: KOMFORT

Af Søren Nielsen, arkitekt MAA og professor på Arkitektskolen Aarhus

Komfort er et begreb for behagelighed og bekvemmelighed. I arkitekturen dækker det over både nydelse og nødvendighed. Markedet fornyer nydelsesregisteret, og velfærdssamfundet sætter standarder for hvilken komfort, der er nødvendig – fra toiletter til trinlyd. Moderniteten medførte en accelererende optrapning af komfortniveauet: Først kloakering, siden rindende vand og toiletter i boligen, dernæst elektricitet, bygas, centralvarme, badeværelser, hårde hvidevarer, termoruder, gulvvarme, håndklædevarmere, industriel præcision, mekanisk ventilation, hydraulik, IoT, app-control, silent-gliss, soft-close og Quooker-taps. Bygningskomforten inspireres af rum og genstande uden for arkitekturen, især bilernes interiør. I bilens sædeopvarmede læderstue lærer man at læne sig tilbage i embryonisk velvære, som kompensation for rejsesituationens mentalt mindre komfortable stressfaktorer. Erfaringen forplanter sig til bygningsdomænet som grobund for stadig udvikling og markedsføring af øget komfort og ditto forbrug af penge, areal, energi og gadgets – små som store.

Den konstant knopskydende komfortteknologi naturaliseres kulturelt. Vi pånødes konstant komfort – også når vi ikke ønsker det – som når man ikke forstår betjeningsmanualen eller ønsker at overstyre automatikken. Velstanden giver os velfærd, men ingen garanti for velvære. Afstanden mellem at forkæle og at fortjene er kort, og teknologiens muligheder transformeres til sociale nødvendigheder ved ”at vinde indpas” – dels som kulturelle identitetsmarkører og dels som normativ platform for lovgivning om eksempelvis parkeringspladser, elevatorer, emhætter og ventilationsanlæg.

I velfærdssamfundet bliver nice to have til need to have, i takt med at komfortstandarder konsolideres socialt ved at blive negativt identitetsskabende for dem, der ikke har adgang til bekvemmelighederne, og som man derfor beskytter gennem standarder. Man kan ikke vælge at dele toilet med sin nabo til gengæld for en lavere husleje. Er need to have først blevet lovfæstet, så har det sociale og rumlige konsekvenser, som når parkeringsnormer dimensionerer gadebredder og definerer anvendelsen af det offentlige rum, eller når elevatorer sluger budgetmidler fra facadearkitektur. Uden forhandling optimeres komfortkrav for én hverdagssituation og forringes for en anden. Den blotte tilstedeværelse af en teknologisk mulighed påvirker beslutninger i lovgivningen såvel som i projekteringen. Hvorfor skal vi have automatisk solafskærmning? Fordi vi kan. Og fordi vi tror, at den nyeste teknologi er synonym med fremtidssikring. Oftest er det snarere en garanti for hurtig forældelse.

For hver optrapning konsolideres komfortregimet som systemisk praksis igennem opdateringsafhængighed, servicebehov og begrænset levetid. I samme takt nedtrappes den form for velbehag, der ligger i evnen til at beherske, forstå og vedligeholde funktionaliteten, nyde håndværkskvaliteten og det funktionelt overflødige; dekorationen, materialekvaliteten, det enestående og undertiden også spirituelle. En brutal illustration af denne glidning finder man i Rem Koolhaas’ installation på Venedig Biennalen i 2014, hvor et nedhængt teknikloft var monteret under en rigt dekoreret renæssancekuppel. Herved afsløres modernitetens utilitaristiske affortryllelse af verden som sanseligt og mentalt ubekvem, fordi den industrielt producerede komfort opleves som trøstesløs, hvorved den på paradoksal vis bliver ukomfortabel. Komfort betyder også trøst – i hvert fald på engelsk.

Den oplevede virkelighed udleves i stigende grad i, hvad den franske sociolog Bruno Latour har benævnt ”den anden natur” – den tilsyneladende selvfølgelighed med hvilken menneskers livsform tilpasser sig og reproducerer givne materielle betingelser. Vores kroppe tilpasser sig føjeligt det teknologiske stade, dets belysning, akustik, overflader, lugt og luft. Systemleverancernes montagedetaljer og mikrotektonik, silikonefugerne, den silkematte sprøjtelakering, dørpumpernes og tætningslisternes vakuumfornemmelse, den allestedsnærværende historieløse hvide malings nanoplastmembraner, der udnævner verden til et blankt lærred for selvudfoldelse.

Men den universalistiske masseproduktion af komfortunderstøttende systemleverancer undergraver fortællingen om individuel frihed. Det vandskyllende toilet og vaskemaskinen udgjorde en sand komfortrevolution af forbedret hygiejne og (kvinde)emanciperende tidsbesparelse. Nu er gevinsternes stejle kurve for længst fladet ud og afløst af kostbare småforbedringer af tvivlsom værdi. Den økonomiske pris for den påtvungne komfort betales med øget tidsforbrug på arbejdsmarkedet. Den friktionsfri bekvemmelighed fremkalder ligegyldighed og vækker latent en opmærksomhed på sårbarheden i tilfælde af såvel system- som leverancesvigt. Man bør ikke undre sig over den stigende interesse for vildmarksturisme, crossfit og fremstilling af flintøkser.

Mens markedets bestræbelser på at fortsætte stigningen i boligers og arbejdspladsers komfortniveau fører til stadigt mere marginale forbedringer – hvis ikke ligefrem irritation – er der stadig et potentiale i at forske i målrettede indsatser for særlige bygningsfunktioner. Der er evidens for, at jernfrit glas i hospitalsstuers vinduer afkorter indlæggelsestiden, ligesom omhyggeligt belysningsdesign i skoleklasser sænker støjniveauet og fremmer trivsel og læring. Evidensen skabes gennem veldefinerede, målbare kriterier og pålidelige målemetoder. Den entydige kvantitative dokumentation er taknemmelig at forske i, møder velvilje hos finansieringsinstanserne og fremtræder autoritativt i lovgivningsprocessen. Kvalificering gennem kvantificering former ubemærket komfortens domæne, når ingeniørkunsten forfører sig selv til en arbitrær selektering inden for genstandsfeltet. Et komfortparameters relevans for standardisering og lovgivning er ligefrem proportional med dens målbarhed – som igen er ligefrem proportional med måleredskabernes kapacitet. Form follows simuleringssoftware, lysmålere og akustiktests. Ingeniørfagenes tekniske professionalisme besejrer ubesværet arkitekturfagets sanselige amatørisme.

Komfortstandarder for dagslys målt i lux sikrer et højt belysningsniveau, der letter rengøring og sparer elektricitet, men truer med at udrydde hele kategorier af sanselig erfaring; hygge, intimitet og den ”skyggernes skønhed”, som den japanske forfatter Tanizaki har udfoldet til glæde for arkitektfaget. I teknomodernitetens regime er den rembrandtske clairobscur ikke alene en museal anakronisme, men ligefrem forbudsbelagt reciprokt med påbuddet om dagslys. Gyden er udryddet som rumlig typologi i byplaner, der komponeres algoritmisk ud fra dagslys-, sollys- og skyggeparametre. Der er intet maksimum for lysstyrke og intet minimum for mørke. Boligers akustiske komfortregime er nådesløst defineret af måleenheden decibel, der giver et tungt materiale som beton et inderligt ufortjent privilegium. Enhver ved, at den akustiske kvalitet – klang, efterklang, vibrationsform – er notorisk elendig i betonbyggeri. Desværre mangler man de måleinstrumenter, der kan bevise det.

I en helt usædvanlig sjov videnskabelig artikel om ”dørlukkerens sociologi” udfolder ovennævnte Bruno Latour de kontroverser, der i hans case opstår blandt en gruppe universitetsansatte som følge af en defekt dørlukker. Ønsket om komfortkontrol igennem automatisering fører nemlig til et uventet tab af netop kontrol. Dørlukkeren opnår utilsigtet agens ved at tiltrække sig utilsigtet opmærksomhed. På latoursk: Den går fra at være a matter of fact til at være a matter of concern. Og følgelig rejser det spørgsmålet om, hvem der egentlig servicerer hvem? Hvordan går det egentlig til, at man pludselig bliver ufrivilligt redskab for eksempelvis en dørlukker? Den bekvemmelighed, og den frihed for besvær, vores teknologisk medierede komfort giver os, er både så skrøbelig og så krævende, at vi uundgåeligt selv bliver medier for teknologien. Samtidig er den kapitalistiske økonomi afhængig af netop denne gensidigt parasitære symbiose mellem menneske og materiel, der udfolder sig i systemets værdikæder og forretningsmodeller og udgør drivkraften for vækst og velstand.

Nu har selvsamme vækstmodel imidlertid forårsaget en accelererende planetær polykrise, hvilket bør give anledning til kollektiv refleksion over komfortbegrebet. Flertallet af økonomer og politikere satser på, at vækstøkonomien gennem teknologisk innovation til forbedret udnyttelse af energi- og materialeressourcer vil kunne løse den krise, den selv har skabt. Denne strategi udgør blot én af omstillingens tre grundprincipper. Et andet princip er sufficiens (tilstrækkelighed), som opererer med begrænsning af forbrug gennem prioritering, mådehold og fordeling. Disse to principper er komplementære, idet den teknologiske kapacitet definerer råderummet for forbrug, og omvendt vil udvisning af mådehold reducere behovet for teknologisk innovation med tilhørende kontraproduktivt materielt fodaftryk.

Sufficiensstrategien kvalificerer et nyt komfortbegreb ved at indkredse en fællesmængde af mulig kropslig og mental komfort. I forsøget på at dæmme op for overforbruget af materielle ressourcer spørges der til, hvad der er ønskeligt og nødvendigt, og hvad man med fordel og uden alvorlige afsavn kunne undvære. Oscilleringen mellem vildmarksliv og wellnessluksus er et tegn på tab af mening og manglende sammenhæng mellem socialt og materielt livsgrundlag. En kalibrering af menneskekrop og materialeforbrug vil styre komfortkulturen i retning af omstillingens tredje princip og slutmål, nemlig konsistens, som består i udmøntningen af en praksis, der er forankret og integreret i de planetære systemers kontinuerlige selvopretholdelse.

Konsekvenserne er ukendte. Skal vi nøjes med et ugentligt bad, kun opvarme køkkenet, genindføre årstiderne, mørket, kraver og manchetter, islandske sweatre og uldne hjemmesko? Under alle omstændigheder er vi nødt til at ende lige præcis der, hvor vi indser, at komforten netop er tilstrækkelig, når den er i pagt med planeten.