NYHED 03.03.25

Kolindsund – Tilbage til fremtiden

De drænede marker i Kolindsund på Djursland er blevet centrum for ønsket om at bringe fortidens 25 km lange sø tilbage. Et nyt forslag fra et tværfagligt team ledet af Schønherr landskabsarkitekter bruger landbrugets industri- og kulturhistorie som redskab for at sætte helt nye billeder på naturen. Visionen indebærer en kombination af våde og tørre områder samt nye dyrkningsformer - og afgrøder, der trives godt med meget vand, som pil, kæruld og ris. Kolindsund - Tilbage til fremtiden er en del af projektet Vandets Veje.

Kajakshelter_PAX architects_1920_1080

Illustration PAX arkitekter og AI

Historien om Kolindsund, som tidligere var én stor sø, handler om et ambitiøst landvindingsprojekt, et særpræget kulturlandskab, naturens vilkår i sundet, og ikke mindst klimaforandringer, som har sat gang i debatten om området. En dræning af søen startede i 1872, da det under store protester fra lokalbefolkningen, blev besluttet at omlægge søen til agerbrug. I dag indtager Kolindsund en særlig plads i den grønne trepartsforhandling på grund af områdets store potentiale for genoprettelse af naturen og biodiversiteten i området.

Visionsscenariet ”Kolindsund – Tilbage til fremtiden” tager udgangspunkt i Kolindsund gennem historien, kunsten, geologien og landskabet – og giver et nyt bud på nye fortællinger om Kolindsund og opland, som både respekterer fortiden og peger mod fremtiden.

Nye vådområder, ellekrat og skov skaber en mosaik af natur, mens eksisterende landbrug får mulighed for at omstille sig til vådt landbrug, hvor der dyrkes afgrøder som pil, kæruld – og med tiden ris. Landsbyerne omkring sundet bevares og udvikles med fokus på bæredygtig arkitektur og nye fællesskaber, hvor eksisterende bygninger omdannes til boliger, fælles faciliteter, og nye typer af arbejdsfællesskaber.

Scenariet er ikke tænkt som en endegyldig løsning, hvor der skal vælges mellem sø eller mark, men er et udgangspunkt for en gradvis forandringsproces, som kræver inddragelse, finansiering og gennemtænkt forvaltning. Holdet bag forslaget opstiller en proces, som ikke alene peger frem mod 2050, men kigger videre ud i fremtiden. For selvom forandring er nødvendig, har vi også brug for tid, selv når det skal gå hurtigt.

Forslaget ”Kolindsund – Tilbage til fremtiden” er udarbejdet under ledelse af landskabsarkitekterne Schønherr og med underrådgivere fra Pax Arkitekter, Landinspektørerne LE34 samt kunsthistoriker Jacob Wamberg.

En del af et større initiativ

”Kolindsund – Tilbage til fremtiden” er en del af projektet ”Vandets veje”, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Projektet drives af Arkitektforeningen og er støttet af Dreyers Fond.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +