Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/kommuner-skal-lave-en-plan-for-hvordan-byerne-skal-se-ud/
Hvordan håndterer vi de stigende vandmasser? Kan vi genskabe livet i bymidten? Passer vi godt nok på den lokale kulturarv? Og hvor skal solcellerne placeres? De forskellige problemstillinger handler alle om livskvaliteten i det byggede miljø og kalder på en kommunal arkitekturpolitik , som kan udstikke retningen for udviklingen. Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 20. oktober 2025.
Det er nogle af de spørgsmål, som fylder i de lokale debatter op til kommunalvalget. Det er meget forskellige problemstillinger, som dog alle har én ting til fælles: De handler om livskvalitet og trivsel i det byggede miljø og kalder på en arkitekturpolitik i kommunen, som kan udstikke retningen for arbejdet med at udvikle by- og landområder.
En kommunal arkitekturpolitik handler ikke om at fælde dom over, hvad der er grimt eller pænt. Det er heller ikke flødeskummet på toppen, når alt andet er på plads. En arkitekturpolitik handler om at sikre, at der sættes fornuftige og langtidsholdbare rammer om det byggede miljø. Og nok så vigtigt: At kommunerne undgår dyre fejlinvesteringer, hvor man ikke får tilstrækkelig værdi for pengene. Jeg har hørt kommunalpolitikere sige, at de ikke har råd til at have en arkitekturpolitik. Jeg vil vende den om og sige, at de ikke har råd til at lade være.
For der er meget på spil, hvis vi bare ser på klimasikring og affolkning. Kystbyer og lavtliggende områder bliver stadig oftere ramt af oversvømmelser, og det stigende antal skybrud udfordrer vores bygninger og infrastruktur og rammer ikke mindst private husejere. Samtidig kæmper kommunerne med, hvordan de får gjort deres provins- og landsbyer attraktive og skabt en positiv spiral for bosætningen. En arkitekturpolitik kan være med til at skabe sammenhæng mellem udfordringer og ambitioner. I mange kommuner er der også et helt generelt behov for at få skabt sammenhæng i byudviklingen og undgå, at tilfældige projekter og kortsigtet planlægning får lov til at definere helheden.
Bæredygtighed i det byggede miljø har tidligere været meget fokuseret på energieffektive bygninger, men meget af byggeriets CO2-udledning ligger i selve byggefasen i forbindelse med produktion og transport af materialerne. Derfor skal vi blive langt bedre til at se på, hvordan vi renoverer det eksisterende byggeri, og hvordan vi genanvender eksisterende bygninger ved at give dem et nyt formål. På den måde kan mere bæredygtighed og bevarelse af kulturarv i kommunerne gå hånd i hånd.
Der er altså mange gode grunde til, at kommunerne har en arkitekturpolitik, og mange kommuner er allerede langt.
I Kolding har man netop vedtaget en arkitekturpolitik, som skal understøtte byens udvikling, æstetik og kvalitet i det byggede miljø. Politikken indeholder et “bevar eller forklar”-princip, som ikke kun handler om klima og ressourcer, men også om kulturarv, identitet og livskvalitet.
Også Thisted arbejder aktivt med arkitekturpolitik med fokus på at gøre bymidten attraktiv og levende med respekt for byens identitet og historie.
Og i Odense er kommunens arkitekturpolitik blevet omsat til en bygherreguide, som sikrer, at byggeprojekter vurderes i forhold til kommunens politiske mål og kvalitetskrav.
Så min opfordring til de nye kommunalbestyrelser, der bliver valgt ind den 18. november, er at finde sammen om en fælles retning for udviklingen af kommunens by- og landområder. Fra Arkitektforeningens side bidrager vi meget gerne med gode råd til, hvordan man kan gribe arbejdet med en kommunal arkitekturpolitik an.
Se indlægget i JyllandsPosten (Kun for abonnenter)
Af Lars Autrup