NYHED 28.04.20

“Lad os tage vores del af ansvaret”

Arkitekter MAA Kristian Ly Serena og Dominique Hauderowicz opfordrer deres fagfæller til at sætte konkrete ord på, hvordan vi skal gribe og omsætte de muligheder, vi har fået øje på under krisen.

Foto: Kristian Ly Serena og Dominique Hauderowicz, arkitekter MAA og partnere i dominique + serena

I skrivende stund er Danmark ved at åbne igen efter nogle ugers Corona-nedlukning. Daginstitutionerne tager imod børn foran deres indgange, de små klasser har påny indfundet sig ved skrivebordene i skolerne; om end med mere afstand, er samfundet på vej igang igen. Og vi er derved måske ‘på den anden side’ af ‘den største udfordring for landet siden 2. verdenskrig’, som statsministeren benævner det. I denne sammenhæng bør vi dog overveje, om krisen har været lang og dyb nok til at fordre den ny- og gentænkning af vores samfund, som mange af os havde håbet, at krisen kunne bringe med sig.

Ikke mange dage inde i krisen hørtes de første ønsker om ikke at gå tilbage til ‘normalen’ – men til en ny og bedre virkelighed. Alt det, der aldrig syntes muligt – at ændre forbrugerens adfærd og bremse den globale vækstøkonomis miljøfarlige ekspansion, blev med et knipseslag til virkelighed. Midt i sygdomsangsten gav det folk håb for deres fremtidige liv; et paradigmeskifte kunne anes på horisonten indenfor en række domæner. En mere human work/life balance, en kortere og mere effektiv arbejdsdag, mere tid med familien og børnene, mere fællesskab, færre af de forurenende rejser, mindre unødvendig konsumption og en accelereret grøn omstilling. Inden denne optimisme påny forstummer i en genstartet normalitet bør vi, også som fagpersoner sætte konkrete ord på, hvordan vi kan gribe og omsætte de muligheder vi i fællesskab har fået øje på.

Så lad os give et bud på én konkret læring og dens rumlige implikationer. De centraliserede og globaliserede produktionskæder er ikke bare forurenede, de fastholder verdenssamfundet i ‘producenter’ og ‘forbrugere’. Transport af varer fra fjerne dele af kloden er klimamæssigt uforsvarligt, men også enormt udsat. I krisesituationen bliver det pludseligt problematisk, når produktionen af for eksempel værneudstyr ligger udenfor nationalstatens rækkevidde og gøres til genstand for stridigheder og arenaer for geopolitiske magtforhold; senest eksemplificeret i USA’s og Tjekkiets beslagslægning af containere med masker tiltænkt andre nationer i nød.

De sammenbrudte leverancekæder åbnede dog for innovation og guerilla-produktion i et hidtil uset omfang: fab-labs over hele verden har stået for – på eget initiativ – at producere visirer, ventiler og masker og var leveringsdygtige fra krisens spæde start. Tilmed før virussen var landet i Danmark, havde danske makers opskrifter på 3D-prints og laserfiler, der gjorde det muligt for dem at bidrage til lokalt og decentralt med livsnødvendigt udstyr.

De lokale produktionssteder kunne improvisere og lokalt source nødvendige materialer og effektivt kommunikere omkring udfordringer. Designs tilpassedes løbende efter tilgængelige materialer og blev løbende modificerede i dialog mod brugere: visirerne blev lettere og mere behagelige i brug, mindre materialekrævende og derved også mere miljøvenlige. Med innovationen i højsædet sikrede den lokale produktion en kvalitet og omstillingsparathed, der vanskeligt kunne matches af traditionelle produktionsapparater. De steder i byen, der havde ladet udveksling, udvikling og interessefællesskaber vokse frem – i København blandt andet i Nordvest og Valby – kunne nu fungere som nødvendige distributionssteder og pakkecentraler.

Dette eksempel er ikke bare en sød anekdote, men åbner for et komplet paradigmeskifte, hvis vi forstår, hvilken rolle den sammensatte by har at spille i fremtidens bæredygtige produktion og muligheden for ‘reindustrialisering’ af de europæiske lande som et muligt resultat af corona. Vores del af opgaven som arkitekter er at sikre, at der er rum til disse nytænkninger. I vores arbejde bør vi påvirke vores politikere og embedsmænd til at skrotte monofunktionelle planlægningsprojekter som Avedøre-øerne og Lynetteholmen, der allerede før krisen var forældede, men nu kan ses i et klarere lys.

Vi skal planlægge produktive byer, hvor lokal og ren produktion kan bidrage til byudviklingen. Hvor der ikke længere er områder, der kun producerer og andre, der kun konsumerer. Vi skal hente produktionen hjem, gøre den klogere, mere effektiv, mere agil og grøn. Et andet eksempel er min nærmeste nabo, initiativet ‘nabofarm, der uafhængigt af verdenssituationen kunne dyrke økologisk grønt i en gammel autoforhandler i Nordvest. Denne mulighed var der kun, fordi der i Nordvest stadig er en lokalplan, der giver plads til produktion og småindustri, selvom developernes boligbyggerier spiser samtlige ledige byggegrunde. Vi skal forstå og insistere på, at de planmæssige forhold, de rumlige og arkitektoniske beslutninger, der træffes, har enorm betydning for, om denne skal kloge og innovative svar på fremtiden kan vokse frem. Lad os nu løfte blikket og tage vores del af ansvaret på os. Lad os formulere vores ambitioner for denne sammensatte by og bruge de værktøjer, vi har for hånden til at implementere dem i praksis.

Skrevet af

Kristian Ly Serena og Dominique Hauderowicz, arkitekter MAA

Post COVID-19 visioner

Se alle bidrag til visionerne for samfundet post COVID-19

Læs mere
Cookies

På arkitektforeningen.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på arkitektforeningen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +