NYHED 21.01.21

Mindeord for idehistoriker og professor Carsten Thau

Carstens medrivende og inspirerende intellektuelle kraft skyldtes hans tilstedeværelse eller medleven i tiden og kulturen. Han trådte ikke et skridt tilbage fra den sanselige, pulserende virkelighed for at blive den skarpe intellektuelle iagttager. Han var på ingen måde en teoretisk nørd, tværtimod. Læs Jan W Hansens mindeord om Carsten Thau.

Så sent som i november 2020 modtog Carsten Thau Halldor Gunnløgssons Hæderslegat for at have beriget Kunstakademiets Arkitektskole med forelæsninger om arkitektens mellemværende med billedkunsten og filmen og sat arkitektens virke ind i de politiske, æstetiske, kulturelle sammenhænge den virker i. Foto: Søren Bidstrup

Få dage efter Nils-Ole Lunds død er nu en anden af dansk arkitekturs markante profiler gået bort.

Carsten Thau var som ung lærer og senere professor en drivende kraft i skabelsen af det intellektuelle og faglige miljø på Arkitektskolen i Aarhus og senere på Kunstakademiets Arkitektskole.

Han bidrog stærkt til at sætte Aarhus-skolen på verdenskortet som banebrydende, avanceret læreanstalt og trækplaster for studerende fra hele verden og at gøre den til dynamo for opkomsten af Aarhus som arkitekturmetropol med flere af Skandinaviens største, mest nyskabende og mest internationalt orienterede tegnestuer, på trods af byens begrænsede størrelse.

Carsten Thau bragte som ung idéhistoriker og universitær superintellektuel det lidt provinsielle intellektuelle miljø på den nystartede arkitektskole op på et akademisk nødvendigt niveau. Sammen med en gruppe af unge humanister fra Aarhus Universitet og de unge entusiastiske arkitektlærere og arkitektstuderende så de den nystartede arkitektskole som et fristed og en mulighed for udviklingen af nye faglige ideer og måder at organisere undervisning og samfund på, helt i tidens ånd – vi taler om slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

Det lykkedes. Flere generationer af arkitektstuderende og praktiserende arkitekter er blevet inspireret at Carstens teoretiske dybde og formidable kulturelle overblik. Han forstod at forbinde sine forelæsninger med arkitekturens faglige univers. Hvad enten de handlede om Kants, Hegels og Marx’ filosofi, Max Webers sociologiske teorier om Gemeinschaft og Gesellschaft eller om Baudelaires flaneren i Paris’ arkader som symbol for det moderne bylivs opkomst, var det med en sproglig intensitet og original billedskabelse, der kunne tryllebinde tilhørerne i flere timer, hvad enten det var studerende eller fagfolk. For stuvende fulde huse gennemgik han modernismens fyrtårne inden for film, kunst og arkitektur som baggrund for vor tids arkitektoniske tænkning og praksis. Det, der blot skulle være en gennemgang på tre kvarter, kunne let udvikle sig til et tre timer langt, åndløst spændende one-man-show sluttende af med en undskyldning om ikke endnu at være nået til sagen.

Carstens medrivende og inspirerende intellektuelle kraft skyldtes hans tilstedeværelse eller medleven i tiden og kulturen. Han trådte ikke et skridt tilbage fra den sanselige, pulserende virkelighed for at blive den skarpe intellektuelle iagttager (som jeg sågar har oplevet Steen Eiler Rasmussen beklage sig over for sit eget vedkommende), han var på ingen måde en teoretisk nørd, tværtimod.

Det faglige liv på vores daværende fælles afdeling og dets lærerkontor var meget dynamisk og muntert med heftige og ofte flippede diskussioner, der med Carstens medvirken som regel udmøntede sig i nye, kreative ideer, faglige udviklingspotentialer, arkitektoniske visioner og forslag til konkrete originale projekter.

Det samme gjaldt studieturene med Carsten som fortællende midte. Hvad enten beretningen drejede sig om Hadrians Villa i Tivoli uden for Rom, Montefeltro-fyrsternes opbygning af Urbino i Italien, renæssancens hollandske byer og arkitektur, Schinkels arkitektur i Berlin, Mies van der Rohes Barcelonapavillon eller en moderne skulptur af Moore, var Carsten velforberedt, i topform og udstrålende et stort oratorisk velbefindende.

Han holdt sig heller ikke tilbage fra de mere sanselige sider af studieturene, hvor der blev spist, drukket og sovet meget lidt i en grad, som kunne forekomme mentalt helbredstruende oven i de daglige, intense faglige input.

Det danske arkitekturmiljø kommer til at mangle en intellektuel med Carstens teoretiske dybde, kulturelle overblik og faglige engagement.

Selv om han har efterladt sig bøger, artikler og polemiske indlæg for og imod arkitektoniske initiativer samt forevigede forelæsninger, tv- og radiooptrædener, kommer dansk arkitektur til at savne Carstens frie, fantasifulde, intellektuelle svæv med evnen til at formidle arkitekturens ismer, ideologier og bygværker på en original og inspirerende måde.

Ikke mindst i disse tider, hvor universitær ph.d.-rapportering og honnette ambitioner om at være (pseudo)videnskabelig risikerer at give kreativiteten åndenød på de danske arkitektskoler.

Arkitektur er som bekendt ikke en videnskab, men en kundskab. Det respekterede Carsten til fulde, selv som fuldblods intellektuel.

Jan W. Hansen

Forfatter

Nekrologen er skrevet af Jan W. Hansen.

Fakta

Carsten Thau er født i 1947 i Horsens og blev cand.phil i idehistorie i 1973.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +