Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/mindesmaerke-i-mindelunden/
Åben idékonkurrence: Per Arnoldi vinder konkurrence om mindesmærke for omkomne danske krigssejlere under 2. verdenskrig.
Blandt 83 indkomne forslag i den åbne konkurrence om et mindesmærke for de omkomne danske søfolk under 2. verdenskrig løb billedkunstner Per Arnoldi med førstepræmien med sit forslag Sortladne Hav. Han modtager en præmie på 80.000 kr.
Forslaget består af en monumental sort stenblok, der hugget i relief gengiver havets evigt urolige havoverflade. Foran reliefpladen anbringes et periskopsigte udført i stål. Tekstlinjen er ligeledes udført i stål og anbragt svævende ud fra reliefoverfladen. Stenen er tænkt som en sort diabasblok på 300 x 300 x 60 cm.
Dommerkomiteen har enstemmigt valgt forslaget fordi det peger på alvoren og de dramatiske hændelser. Ved at tilføje et periskopsigte understreges forslagsstilleren det centrale aspekt: faren og døden.
Fire forsalgstillere modog et indkøb på 20.000 kr.: Niels Edvard, arkitekt og Anders Heede, arkitekt MAA / Nicolai Bo Andersen, arkitekt MAA / Jonathan Houser, arkitekt MAA / Point v. Michael Droob og Jesper Laust Sørensen, begge arkitekt MAA i samarbejde med Ule Grineviciute, arkitektstuderende.
Konkurrencen blev udskrevet af Frihedskampens Mindefond i samarbejde med Kirkeministeriet.
Mindesmærket skal placeres ved det store gravfelt i Mindelunden. Dermed vil alle frihedskampens ofre kunne blive mindet samlet i Mindelunden. Et længe næret ønske fra de efterladtes pårørende og de organisationer, der repræsenterer krigssejlerne.
Cirka 2100 danske krigssejlere omkom i tjeneste under 2. verdenskrig. De omkomne søfolk er aldrig officielt blevet mindet på lige fod med modstandsbevægelsen og de omkomne i KZ-lejrene. Det ønsker regeringen at rode bod på ved at give grønt lys for opførelsen af et mindesmærke. Beslutningen er truffet i kølvandet på 70-året for befrielsen, som blev fejret ved en stor mindehøjtidelighed i Normandiet i 2015.
Konkurrencen henvendte sig primært til arkitekter, landskabsarkitekter og kunstnere, men andre var også velkommen til at deltage, både i og uden for Danmark. Forslagene blev bedømt på deres kunstneriske kvalitet, herunder udstråling og værdighed samt på holdbarhed, patinering og økonomi.
Mindesmærket skal stå færdig den 4. maj 2017 med indvielse af HM Dronningen og repræsentanter fra regeringen.
Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet
Bent Kolind, arkitekt MAA, Arkitektforeningens konkurrencerådgivning