NYHED 19.08.26

Mod til at sætte retning: Tre projekter nomineret til Byplanprisen 2026

Politisk mod til at tænke stort og tage strategisk styring over byens udvikling er en rød tråd mellem de tre nominerede projekter til årets Byplanpris. Samtidig viser de tre meget forskellige projekter, hvordan dialog og involvering kan skabe lokal stolthed og medejerskab til byens udvikling. Fra Koldings nye arkitekturpolitik til klimaprojektet Jomfrustien i Haderslev – og 20 års dedikeret arbejde med at vende afvikling til udvikling i Faaborg. Bag prisen står Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium.

Jomfrustien i Haderslev. Helhedsplan og arkitektur DETBLÅ 2021-27. Foto: Urban Power, masterplan 2016-20.

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Hele 15 ambitiøse byudviklingsprojekter, der spænder bredt i både tematik og skala, er i år blevet indstillet til Byplanprisen. Tre af dem skilte sig særligt ud med stærke ambitioner for byernes udvikling – og ved allerede at have realiseret eller være godt i gang med at omsætte ambitionerne til virkelighed.

Årets felt har været utroligt inspirerende og understreger igen den høje faglige kvalitet, der præger planlægningen i rigtig mange kommuner. De tre nominerede projekter skiller sig særligt ud med stærke strategiske greb og en solid politisk forankring. Samtidig viser de på hver deres måde, hvordan man kan tage afsæt i stedets historie og det eksisterende og tænke det sammen med behovet for klimasikring, fornyelse og innovation. Og så viser de, hvor vigtig dialogen og involveringen af byens forskellige aktører er, hvis udviklingen skal forankres lokalt.

De tre nominerede projekter er:

Jomfrusti-projektet i Haderslev

Udviklingsstrategien ”Sammen om Faaborg”

Kolding Kommunes arkitekturpolitik “Fremtiden er den by, vi bygger sammen”

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Jomfrustien i Haderslev. Helhedsplan og arkitektur DETBLÅ 2021-27. Foto: Urban Power, masterplan 2016-20.

Jomfrustiprojektet i Haderslev – Fra bagside til byliv

Den tidligere erhvervshavn i Haderslev har gennem en årrække været under forandring, bl.a. med udviklingen af nye boliger med attraktiv beliggenhed, offentlige institutioner og rekreative aktiviteter. I mange år var havnen imidlertid afskåret fra den historiske bymidte af det tidligere erhvervsområde Jomfrustien, som var præget af trafik, asfalt, parkeringspladser og nedslidte erhvervsbygninger. Områdets topografi medførte, at vand ved kraftige regnskyl samlede sig på Jomfrustien og oversvømmede området. Det problem har Haderslev Kommune i tæt samarbejde med forsyningsselskabet Provas, rådgivere, erhvervsliv og borgere fået løst.

I dag er Jomfrustien omdannet til et parkanlæg, der åbner sig mod byen og havnen og forbinder de to. Selve parkanlægget er smukt designet og udført med integrerede tekniske løsninger til håndtering af regnvandet, og det tidligere erhvervsområde er transformeret til et levende bystrøg.

Havnebadet i Faaborg. Foto Creo Arkitekter. (Design Henning Stüben, tidligere JDS Arkitekter.)

Faaborg – det lange seje træk

Da funktioner og arbejdspladser, der gennem generationer havde defineret Faaborg som købstad, begyndte at forsvinde, stod byen med behovet for at finde en ny retning. Det blev begyndelsen på næsten 20 års vedholdende arbejde med at vende afvikling til udvikling. Frem for én samlet plan har kommunen arbejdet strategisk og stedsspecifikt med afsæt i byens eksisterende kvaliteter. Gennem involverende processer, bevarende lokalplaner, arkitektkonkurrencer, og midlertidige greb, er den historiske bykerne, havnen, kunsten, landskabet og øhavet gradvist blevet knyttet tættere sammen.

Udviklingen af havnebadet i Faaborg vendte en skepsis overfor udviklingen blandt borgerne til lokal stolthed. I tæt dialog med borgere og interessenter har kommunen arbejdet med at give eksisterende bygninger nye funktioner. I den tidligere slagterihal eksperimenteres der blandt andet med nye erhverv inden for madproduktion, iværksætteri og kultur. Faaborg viser dermed, hvordan det lange, seje træk kan skabe både nye forbindelser, aktiviteter og erhverv – og gradvist forandre byens blik på sig selv.

Kolding Kommunes Arkitekturpolitik

Koldings arkitekturpolitik sætter ord på byen

Kolding Kommune er den første kommune, der har vedtaget en ny arkitekturpolitik, som ligger tæt op ad anbefalingerne fra Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik. Med fokus på mindre ressourceforbrug og ambitionen om at bevare mere og bygge mindre nyt omsætter Kolding de nationale ambitioner til et konkret lokalt redskab. Politikken er bygget op omkring pejlemærker, dialogværktøjer og inspirationskataloger, der giver politikere, forvaltning, borgere og bygherrer et fælles sprog om arkitektonisk kvalitet, fra hverdagens boliger, bygninger, gader og pladser til større udviklingsprojekter.

Derudover udfolder den princippet ”bevar eller forklar”, som også findes i den nationale arkitekturpolitik, og gør det anvendeligt i blandt andet forhåndsdialoger, byggesager og lokalplanlægning. I en kommune med stor udviklingsaktivitet giver arkitekturpolitikken dermed en fælles strategisk retning. Politikerne får et redskab til at tale om arkitektur og vurdere de planer og projekter, de får til beslutning, mens forvaltningen får et tydeligere mandat til tidligt at gå i dialog med bygherrer og udviklere om arkitektonisk kvalitet, bevaring og ressourceforbrug.

Tre forskellige bud på fremtidens byudvikling

De tre nomineringer spænder fra et konkret klimatilpasnings- og byrumprojekt over årtiers strategisk udvikling af en købstad til en arkitekturpolitik, der skal sætte retning for de kommende års byggeri og byudvikling. Fælles for dem er ambitionen om ikke at begynde forfra, men at tage afsæt i det, der allerede er – stederne, de eksisterende bygninger, landskabet og de lokale fællesskaber – og bruge det som grundlag for udvikling.

Byplanprisen uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium og i juryen sidder Lisbet Wolters, Sven Koefoed-Hansen, Mathias Nordby, Julie Reinau og Elisabeth Jeppesen.

Vinderen af Byplanprisen 2026 kåres på Byplanmødet 2026 den 1.–2. oktober 2026 i Rødovre.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +