Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/modtager-af-borgmesterprisen-2026-vi-skal-have-mod-til-at-investere-i-andet-end-velfaerd/
Cold Hawaii og SMK Thy har sat Thy på Verdenskortet og trækker besøgende til fra hele verden. Men det er ikke kun turister der kommer. Det er også lykkedes Thisted Kommune at vende fraflytning til tilflytning. Borgmester Niels Jørgen Pedersen er ikke i tvivl om, at det skyldes modet til at investere i udviklingsprojekter af høj kvalitet. Og det er blandt andet det mod, der udløser Arkitektforeningens Borgmesterpris.
Arkitektforeningens forperson Johnny Svendborg overrækker diplom og borgmesterprisen til Niels Jørgen Pedersen. Foto: Helle Lassen, arkitekt MAA
Det er ikke mange år siden, at få rettede blikket mod Thisted Kommune. En landdistriktskommune på det yderste af Danmarks skulder, som dækker over hele Thy-området med 25 byer – heraf 6 lidt større byer og 19 små landsbyer. Helt anderledes ser det ud i dag, hvor kommunen tiltrækker turister i tusindtal, naturelskere, egnsbørn, der vender hjem efter endt uddannelse, og nye tilflyttere, der søger et aktivt liv i naturen og et roligt liv i byer som Klitmøller og Nørre Vorupør. Den udvikling er ikke sket af sig selv. Den har Thisted Kommune arbejdet målrettet for at skabe med Borgmester Niels Jørgen Pedersen i spidsen, som har et visionært og strategisk blik for betydningen af at investere i de fysiske rammer.
Det er udviklingsprojekter som Cold Hawaii Inland, SMK Thy og naturlandsbyen Doverodde, naturpark Thy, der har været med til at sætte Thy på verdenskortet og åbne danskernes øjne op for områdets mange kvaliteter. Men også projekter som Smedjen – passagen mellem by og fjord har gjort det tidligere lidt mørke område i midtbyen til et nyt mødested og et trygt sted at være. Fælles for de meget forskelligartede projekter er, at de er udført med høj arkitektonisk kvalitet og blevet til i samskabelse mellem kommunalbestyrelsen, forvaltningen, borgere, foreninger, arkitekter, museer, store fonde m.fl.
Når Niels Jørgen Pedersen modtager Borgmesterprisen, er det for en imponerende og forbilledlig lang og sej indsats, og evne til at tænke strategisk og visionært. Gennem en årelang indsats, først som kulturudvalgsformand og siden som borgmester, har han på inspirerende vis set værdien i at investere i arkitektoniske kvalitet og prøvet ting af – herunder også projekter, som Det Nationale Testcenter i Østerild, hvor kommunen imødekommer vigtige nationale interesser, selvom det lokalt giver udfordringer.
”Thisted kommune har med Niels Jørgen Pedersen for bordenden, forstået værdien i at planlægge og investere strategisk, og derigennem løfte politiske målsætninger inden for klimasikring, kultur, energiproduktion, turisme og bosætning. Egnsudvikling kommer ikke af sig selv, det kræver mod til at investere og indgå partnerskaber med store nationale fonde m.fl.,” udtaler Johnny Svendborg, forperson for Arkitektforeningen.
For Niels Jørgen Pedersen, betyder anerkendelsen meget:
”Det gør mig virkelig glad og stolt at modtage Borgmesterprisen. Det kræver mod at investere i andet end velfærd. Mange gange får man hug i starten, men man er nødt til at være vedholdende, og når det så er færdigt, er folk glade for det”.
Udviklingen af Cold Hawaii Inland og Naturpark Thy har f.eks. betydet, at borgerne kommer meget mere ud og bevæger sig i naturen. Foreningslivet er blevet styrket, og det påvirker også sundheden og velfærden, fortæller borgmesteren – og tilføjer at kommunen, har fået vendt tallene fra fraflytning til tilflytning*
”Det handler om at skabe et fundament for fremtiden: Der skal være en årsag til at komme til Thy som turist eller borger, og det er vigtigt, at skabe en række trædesten, der skaber udvikling i hele området, så der er noget at komme efter,” fortæller Niels Jørgen Pedersen.
*I perioden fra januar 2026 – primo august 2026, var der er en netto positiv befolkningsudvikling på 40. i Samme periode sidste år var tallet negativ med 72.”
Om Borgmesterprisen
Borgmesterprisen uddeles af Arkitektforeningen. Alle kan indstille en borgmester til prisen. Det er dog afgørende for vurderingen og en eventuel kåring, at indstillingen er underbygget af en klar argumentation for, hvorfor netop denne borgmester fortjener at blive tildelt prisen.
Indstillinger kan løbende sendes til: borgmesterprisen@arkitektforeningen.dk. Indstillingerne præsenteres for en nomineringskomité sammensat af et repræsentativt udvalg af nuværende eller tidligere kommunalt ansatte arkitekter på tværs af landet.
Der er udpeget en repræsentant fra hver af Arkitektforeningens 7 lokalafdelinger (på nær Bornholm). Komitéens medlemmer repræsenterer i øvrigt forenings Netværk for Kommunal Arkitekturpolitik.
Borgmesterprisen blev overrakt til borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) af Arkitektforeningens forperson Johnny Svendborg ved Arkitekturcaféen på Kulturmødet Mors lørdag den 22. august, efterfulgt af en samtale mellem Niels Jørgen Pedersen, stadsarkitekt Jesper Pagh, Rødovre Kommune og Arkitektforeningens direktør Lars Autrup. Samtalen blev modereret af arkitekt MAA Katrine Østergaard Bang, projektleder for Arkitektforeningens projekt Arkitekturpolitik i alle danske kommuner.
Borgmesterprisen er tidligere givet til:
2024: Line Barfod (E), Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune
2023: Hans Stavnsager (S), tidligere borgmester i Faaborg Midtfyn-Kommune
2022: Michael Ziegler (C), borgmester, Høje Taastrup Kommune
2021: Lars Krarup, tidligere borgmester i Herning Kommune
2020: Marie Stærke (S), tidligere borgmester i Køge Kommune.