Når relationer mellem materialer, økosystemer og mennesker bliver til arkitektur

“Hvis man står med en håndfuld lerjord, der er hentet op fra undergrunden, kan man se tiden i den. Den viser tilbage til, hvad der har været, men den kan også vise frem mod, hvad der kan blive”.

For Justine Bell kan jorden give mange svar på, hvordan transformationer og renoveringer skal gribes an, når målet er at tage vare på planetens ressourcer. Og det er det altid for hende selv og partneren Jonas Djernes i deres fælles tegnestue Djernes & Bell. “Vi har truffet en beslutning om, at vi ikke vil bidrage til mere destruktion af planeten,” fortæller hun. “Det er derfor, tegnestuen har udviklet en praksis, hvor stedsspecifik arkitektur er meget mere end visuel afspejling og tilpasning til stedet. Hvert sted har sit eget system af historie, geologi, planter og mennesker med særlig viden. Det er det, vi bruger.”

Geologien som afsæt for transformation

Det var i lagene under Djurslands istidslandskab, at Djernes & Bell fandt data, der siden førte til udviklingen af et af de seneste års mest omtalte transformationsprojekter – Hedeskov Living Lab på Djursland. De to partnere var egentlig blevet inviteret til at indrette og farvesætte en nedlagt landsbyskole, der skulle renoveres.

Det dybe blik for stedets iboende sammenhænge blev startskuddet til en omfattende transformation, som tegnestuen bar igennem i et tæt samarbejde med bygherren, Hedeskov Center for Regenerative Practice, som ejes og drives af familien Sofie Aagaard, Jette Søndergaard og Jørn Aagaard, foruden forskere fra BUILD ved Aalborg Universitet, håndværkere, biologer, antropologer og mange flere. Det er et eksempel, der viser, hvordan jorden bliver til fortælling, til forbindelsesled mellem livsformer og til helt håndgribeligt byggemateriale.

Hvad lerjord kan fortælle

“En klump jord er et sammensurium af alt muligt,” siger Justine Bell. “Der kan være dele i vidt forskellige størrelser. Noget stammer helt tilbage fra før der var liv i den form, vi kender nu. Der kan være urgammelt moræneler, rester fra forhistoriske havbunde, mineraler – alt muligt. Man skal gøre sig umage med at forstå det – at forstå den geologiske tid og alle de komplekse systemer, som til sammen udgør et sted. For på den måde kan man forbinde arkitekturen med de naturlige processer, der har formet landskabet over tusinder af år.”

I Hedeskov-projektet blev ler fra undergrunden til indvendigt puds og til stampede gulve. Det stammer alt sammen fra en 30 meter høj morænebakke, der er dannet af rester af materiale fra istiden. Det blev lokaliseret af bygherren og engelske Local Works Studio, der også analyserede dets egenskaber for at vurdere, hvordan det egnede sig til lerpuds og gulv. Med en relativt høj lerprocent på 40 var det nødvendigt at tilsætte sand, for leret vil med stor sandsynlighed krympe, når det tørrer. Sandet, derimod, har ikke svind. Det blev med meget stor forsigtighed udvundet fra en sandpude nærved, hvor også jernindholdet var højt. Det er det, der giver leret sin særlige varme og gyldne tone. Også sand, der skulle være fjernet under et uisoleret terrændæk, blev brugt.

Bare 300 meter fra bygningen fandtes flere brugbare ressourcer. Det var dunhammere, hvis fibre giver yderligere styrke og modvirker revner. De blev høstet af bygherren selv på bare et par timer, og som med de andre råmaterialer blev der kun høstet præcis de mængder, der var brug for, og hvor man bagefter kunne lave genopretning med små vådområder og mikrovandhuller, forklarer Justine Bell og illustrerer dermed en sjælden konsekvent bevidsthed om arkitekturens påvirkning af jordens ressourcer.

Det stedsspecifikke tager tid

“Når først man har den sammensætning, der virker, er det faktisk ikke så svært at arbejde med rent teknisk. Det er ældgammel teknik, der bliver brugt mange steder i verden”, siger Justine Bell til spørgsmålet om, hvor krævende det er at bruge lerjorden som råmateriale under renoveringer. “Det er selve processen forud, der tager tid”. Der er selvfølgelig alle analyserne, dernæst tests, som tager den tid, de tager, og til sidst skal råmaterialerne udvindes i de helt rette mængder og bearbejdes med meget stor præcision.

Det er helt anderledes end i traditionelle byggeprocesser med den klassiske værdikæde af skarpt afgrænsede roller og hierarkier.

I Hedeskov-projektet og for Djernes & Bell forstås arkitektur ikke længere som et objekt.

Her bliver arkitekten en facilitator, der giver form til en renovering ved at undersøge og indhente den dybe viden, der allerede er tilgængelig. Det gælder bygningshåndværkeres store indsigt i tilgængelige materialer og traditioner på egnen. Det gælder bygherrens dybe erfaring med genopretning af naturen, forskernes bidrag til at give input til designstrategierne og engelske Local Works Studio’s formåen udi landskabskortlægning og brug af naturens egne råmaterialer.

Meget store dele af udviklingen og forsøgene, der ledte frem til de endelige materialesammensætninger og teknikker, fandt bogstaveligt talt sted i fællesskab på byggepladsen, hvor blandt andet håndværkerne spillede en betydeligt mere fremtrædende rolle, end det er praksis de fleste steder i dag. “De har en viden og erfaring, som er meget vigtig, når man vil drage omsorg for, at det, vi bygger, også skal kunne vedligeholdes og repareres med metoder og materialer, vi selv kan forstå. I det hele taget bør håndværket spille en meget større rolle i arkitekturen og byggeriet”, mener Justine Bell.

I Hedeskov-projektet har jordens mange lag af ler, sand, grus, silt og planter føjet et nyt led til den tusinder af år lange historie, der har formet landskabet på Djurs. Andre steder ville måske kalde helt andre materialer frem. “Ja, jeg mener, at det netop er arkitektens opgave at kunne kortlægge og forstå alt det, der i forvejen er der, som det har været god byggeskik på tværs af kulturer i tusindvis af år: at bygge med det, der er tilgængeligt og kan forbedres.”

Materialer skal være gennemskuelige

Er Justine Bell så romantiker? “Nej, jeg kalder mig selv possibilist. Vi skal opdage de muligheder, vi har lige rundt om os ved at kigge dybt og nysgerrigt efter dem. Og vi skal genopdage vores egen forbundethed med jorden og det, vi omgiver os med. Det kan vi jo ikke, når det hele er blevet så komplekst, at man ikke forstår, hvad vores materialer er lavet af, og hvor de kommer fra. Vi kan jo knapt nok reparere dem selv. Det gør os magtesløse”.

Derfor designer vi med udgangspunkt i making good: materialerne skal være gennemskuelige, beboerne eller brugerne skal kunne reparere dem enkelt, de skal føje noget bedre til den sammenhæng, de indgår i. Arkitektur skal understøtte livet, ikke ødelægge det”.

Så er vi tilbage til jorden. “Mennesket har en dyb, instinktiv forbindelse til jorden. Den kan give os adgang til at forstå tiden på en anden måde end den tid, et byggeprojekt varer. Og det er forudsætningen for, at vi kan finde ægte alternativer.