Har vi brug for en bedre byskik i Danmark? Ja, mener to af områdets mest erfarne kræfter, og det har de brugt coronatiden til at skrive en bog om.

Mens Mette Lis Andersen er bestyrelsesformand for Det Kongelige Akademi og tidligere adm. direktør i Realdania By, er Jes Møller bestyrelsesformand for Dansk Byplanlaboratorium og tidligere teknisk direktør i flere kommuner. De to har arbejdet sammen om en række byudviklingsprojekter, senest i Køge Kyst, og de deler bekymringen for byernes udvikling.

Demokratikrisen, ulighedskrisen, klimakrisen og biodiversitetskrisen er blot en håndfuld af de trusler, der sætter kvaliteten og det gode byliv under pres, ifølge forfatterne. Men heldigvis ser de også en række potentialer, som kan gribes og aktiveres som løftestang til at skabe bedre byliv og mere levedygtige byer.

Hvordan? Svaret er en ny tværfaglig bevægelse for bedre byskik, siger de.

Inspirationen kommer fra Bedre Byggeskik-bevægelsen, som var et opgør mod stationsbyernes dårlige boliger og havde sin storhedstid fra 1915 og frem til 1930’erne, hvor den tabte terræn til funktionalismen. Men mange af bygningerne står her endnu og vidner om bevægelsens forkærlighed for kvalitet, enkelhed og klassiske proportioner.

Med deres oplæg til en bedre byskik hæver de to ‘bybyggere’ blikket fra bygning til by og giver et bud på vejen frem.

Hvorfor er der brug for bedre byskik og hvorfor netop nu?

Jes Møller: ”I Danmark har vi tradition for, at når der er et problem, skaber vi en bevægelse. Det gjorde man med andelsbevægelsen, og det gjorde man med Bedre Byggeskik. Når vi gerne vil sætte gang i en bevægelse nu, er det fordi vi er bekymrede for byudviklingen, som mange steder præges af manglende kvalitet og monotone, segregerede byområder. Det er en udvikling, som ikke kan ændres af én faglighed alene, men som kræver, at vi løfter i flok – på tværs af fagligheder og økonomiske interesser.”

Mette Lis Andersen: ”Byudvikling og fysisk planlægning fylder alt for lidt på den politiske dagsorden og i debatten i det hele taget. Diskussionerne kommer typisk til at handle om frøerne på Amager eller forskellige holdninger til, om en bygning er smuk eller grim. Men byerne har et kæmpe uforløst potentiale til at løse en række store samfundsmæssige problemstillinger; fra klima, bæredygtighed og biodiversitet til social ulighed og manglende sammenhængskraft.”

Hvad er det ved Bedre Byggeskik-bevægelsen, som I gerne vil tage med videre i en Bedre Byskik-bevægelse?

Mette Lis Andersen: ”Da bevægelsen opstod for omkring 100 år siden var det som en reaktion mod spekulationsbyggeri og faldende kvalitet i byggeriet. Det var en arkitektfaglig bevægelse, som brugte en række dogmer og konkrete tiltag til at skabe bygninger af en meget høj kvalitet. Bygninger, som har sat deres spor over hele landet, og som vi stadig glæder os over. I dag har byen udviklet sig til en en meget mere kompleks størrelse, som er langt mere end huse, veje og parker, og det kræver nye, kreative og fælles løsninger – på tværs af arkitekter, ingeniører, politikere, developere, kommuner og mange andre. Så det giver ikke mening at genskabe Bedre Byggeskik 1:1. Men bevægelsens fokus på at højne kvaliteten er stadig meget aktuel.”

Jes Møller: ”Og selv om verden er en anden, end da Bedre Byggeskik-bevægelsen først så dagens lys, er der meget inspiration at hente. Bevægelsen etablerede for eksempel Bygmesterskolen i Holbæk for at forbedre kvaliteten i datidens byggeri. Det greb kan vi ikke gentage, men måske vi kan styrke og gentænke vores uddannelsestilbud, så de bliver attraktive for fremtidens byudviklere. Tænk, hvis vi havde en byskole, hvor vi kunne samle byudviklingens forskellige fagligheder og udvikle en fælles tankegang for, hvad det er for byer vi gerne vil have.”

Hvad er de største udfordringer for at øge kvaliteten efter jeres mening?

Jes Møller: ”Helt overordnet er der brug for en mere differentieret regional planlægning med fokus på langsigtet kvalitet frem for kortsigtet vækst. I kølvandet på strukturreformen har kommunerne fået en langt større frihed, som ofte bruges til at konkurrere med hinanden om at tiltrække borgere, arbejdspladser og vækst. Det er ikke altid hensigtsmæssigt. For eksempel hvis man underbyder hinanden ved grundsalg uden at stille krav til kvalitet. Eller hvis en kommunes aflastningscenter fører til, at detailhandel og byliv sygner hen i nabokommunen. ”

Mette Lis Andersen: ”Udfordringen er også, at mange kommuner ser byudvikling som noget, man skal tjene penge på her og nu. Her mener vi, at man bør se byudvikling som en investering i en transformation, som gavner borgerne på den lange bane. Det er helt klart, at de byer, som lykkes bedst, er dem, der formår at analysere deres egen placering i byernes interne hierarki. Hvilke kvaliteter råder man over? Hvad er udfordringerne? Og hvad er det for en langsigtet udvikling man vil skabe? Alt det skal man vide og bruge som rettesnor i byudviklingen.”

I bogen beskriver I 10 overordnede dogmer for bedre byskik som fundament for fremtidig udvikling. Det handler både om behovet for klare politiske visioner, om verdensmål og meget andet. Er der et indbyrdes hierarki mellem dogmerne, og gælder de lige meget alle steder?

Jes Møller: ”I den bedste af alle verdener var dogmerne fundamentet for al byudvikling. Det er temaer, man skal overveje og diskutere, før man går i gang med at udvikle. Især i visionsfasen er det vigtigt at gøre sig umage med at beskrive og definere, hvor man vil hen, og involvere alle aktører. Når det er sagt, er der ikke et hierarki mellem dogmerne, og de kan bruges både i byen og på landet. Men de skal selvfølgelig vægtes forskelligt, alt efter hvad der er på spil på det enkelte sted.”

Tværfaglighed er nøglen til gode byer. Men hvad kan arkitektstanden gøre?

Mette Lis Andersen: ”Vi håber, at arkitektstanden vil være med til at diskutere, hvad bedre byskik er – ud fra vores bog eller ud fra andre vinkler – og at man vil være med til at invitere andre fagligheder ind i den diskussion. Det skal ikke være en lukket klub. Hele paletten af fagligheder skaber den gode byudvikling. Alle fagligheder er i samme båd.”

Og hvis Bedre Bykik-bevægelsen får samme succes og betydning som Bedre Byggeskik-bevægelsen, hvad er det så for byer, vi står med om 100 år?

Jes Møller: ”Både når det gælder Bedre Byggeskik og andre eksemplariske fænomener, er noget af det, vi glæder os over – og nogle gange kalder for bygningsarv – en glæde ved historiens spor; fra byggeforeningskvarterer til boligbyggerier. Den glæde ved historien vil vi gerne udbrede til alle byens ’ben’. Så vi får byer, som mennesker har lyst til at være i, og som patinerer godt, både kulturelt og socialt. Demokrati, fællesskab og bæredygtighed er tre mulige målestokke, som, vi tror, holder sigt og kan fungere som pejlemærker for, om vi er lykkedes. Måske vil bevægelsen endda føre til en ny ’byarv’, som fremtiden vil værdsætte. Det håber vi.”

Mette Lis Andersen: ”Lige som vi har arvet byggerier af høj brugsværdi, bør vi også efterlade byer, hvor man gerne vil bo. Byer, som modvirker problemer med segregering og klima, og som understøtter byggefællesskaber og social bæredygtighed. Hvor der er ligevægt mellem marked og kommune. Hvor fællesskab er reglen snarere end undtagelsen.”