NYHED 08.04.26

Nye værktøjer skal styrke kvalitet og sammenhæng i det byggede miljø

Værn om kulturarven og den fælles identitet, skab en fælles vision og styrk dialogen mellem borgere, politikere og bygherrer! Sådan lyder grundopskriften til en kommunal arkitekturpolitik, der fremmer livskvalitet, fællesskab og en mere bæredygtig byudvikling. Og hvordan gør man så det? Det giver Arkitektforeningen et bud på i to nye publikationer, spækket med inspiration og praktisk erfaring fra små som store kommuner. Publikationerne er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Klimaparken i Vejle. Foto: Anne Vium Skaarup, Skaarup Landskab.

Vil du vide mere? Kontakt:

Katrine Østergaard Bang

Planfaglig konsulent

+45 30 85 90 14

kb@arkitektforeningen.dk

Flere og flere kommuner udvikler en arkitekturpolitik. Det bunder blandt andet i et ønske om at passe bedre på kommunens særlige steder og kulturarv og om at skabe attraktive og funktionelle rammer i hverdagen for både borgere og erhvervsliv. Samtidig står kommunerne over for en række lokalt og globalt forankrede udfordringer, som arkitekturen kan være med til at løse.

Som hjælp til det udgiver Arkitektforeningen nu to nye publikationer: ”Kommunal arkitekturpolitik – hvorfor? Sæt retning og styrk kvaliteten med en fælles vision” og ”Kommunal arkitekturpolitik – hvordan? Vejledning og inspiration til arkitekturpolitik i kommunerne”. Den første er målrettet kommunalpolitikere og beskriver, hvad man som kommune kan opnå med en arkitekturpolitik. Den anden samler en perlerække af eksempler og metoder til at udvikle og praktisere en arkitekturpolitik, der beskæftiger sig med de specifikke opgaver, kommunerne står overfor.

Hvorfor beskæftige sig med arkitekturpolitik?

Alle kommuner har behov for en arkitekturpolitik for at sikre, at de får kvalitet for de ressourcer, de lægger i udviklingen af deres byer og landskaber. Arkitekturpolitikkens fokus kan imidlertid variere fra kommune til kommune. Medens nogle kommuner kæmper med at skaffe boliger til alle, kæmper andre med fraflytning og bygninger i forfald. Mange byer oplever at handelslivet forsvinder fra bymidten til nethandel og decentrale indkøbscentre, og overalt mærker man, at de øgede behov for klimasikring og krav til mere bæredygtigt byggeri presser sig på. Det er netop nogle af de tværgående udfordringer, som arkitekturen og arkitekturpolitik kan give helhedsorienterede svar på.
”Det stærke ved en arkitekturpolitik er, at den kan bruges til at sætte retning for hele kommunens fysiske udvikling på tværs af bygninger, byrum og landskaber – i samspil med for eksempel kommuneplaner, klima- og lokalplaner. Det er netop helhedstænkningen, der er nødvendig for at en sammenhængende og bæredygtig udvikling og dermed nogle attraktive miljøer både for borgere, erhvervsliv og naturen”, udtaler Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, og fremhæver desuden styrken i at inddrage borgerne og de lokale aktører.

Mange veje til arkitekturpolitik

Arkitekturpolitikken afspejler at byudvikling er en kompleks størrelse – og netop derfor er der behov for en fælles overordnet retning og vision. Publikationen ”Kommunal arkitekturpolitik – hvordan? anviser de grundlæggende processer og elementer man bør tage højde for i udviklingen af en arkitekturpolitik, fra bred inddragelse af politikere, forvaltninger, bygherrer, rådgivere og borgere til stedspecifikke analyser og anvendelsen af arkitekturpolitikken i praksis. Dette er forklaret og eksemplificeret gennem konkrete eksempler fra kommuner fra alle hjørner af Danmark – som for eksempel Gladsaxe, Faaborg-Midtfyn og Tønder. Eksemplerne understreger, at en arkitekturpolitik kan tage mange former, men fælles for de arkitekturpolitikker, der fungerer i praksis er, at de er forankret på tværs af borgere, forvaltninger og politikere i kommunen.

Publikationerne ”Kommunal arkitekturpolitik – hvorfor? Og ”Kommunal arkitekturpolitik – hvordan?” udgives online og på print.

Online-versionerne kan downloades gratis her.

Den printede udgave kan rekvireres hos Katrine Østergaard Bang på kb@arkitektforeningen.dk

 

Vil du vide mere? Kontakt:

Katrine Østergaard Bang

Planfaglig konsulent

+45 30 85 90 14

kb@arkitektforeningen.dk

Publikationerne indgår som en del af projektet “Arkitekturpolitik i alle landets kommuner”, som er støttet af Realdania og Bevica Fonden.

Silkeborg Gågade, Arkitekt SLA, foto: Mikkel Eye

Hent de nye redskaber til kommunal arkitekturpolitik

Download her
Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +