Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/parcelhuset-fra-1960erne-hvad-sker-der-med-det-live-forelaesningsraekke-i-arkitektforeningen/
Arkitekt MAA Grethe Pontoppidan løfter, i en ny medlemsdrevet foredragsrække i Arkitektforeningen, historien om det moderne parcelhuskvarter under forandring, om efterkrigstidens nye enfamiliehuse, og om typehuset, der engang var tegnet af arkitekter.
Bebyggelsesplan for Nørreskov Park. Dybbro og Haastrups første præmieprojekt fra 1961.
Enfamiliehuse og parcelhuskvarterer breder sig ud over hele Danmark – fra forstæderne omkring København til den mindste provinsby i Jylland. De er et af de mest synlige produkter af samfundsudviklingen i det 20. århundrede. Og især efterkrigstiden blev den periode, der for alvor gjorde parcelhuset tilgængelig for den almindelige dansker. Fra 1960 til 1980 blev der bygget mere end 450.000 parcelhuse. Markedet eksploderede. Arkitekterne tegnede som aldrig før. Byplanlæggerne gjorde deres indtog. Og typehuset, som i dag er en selvfølgelighed, fik for alvor vind i sejlene.
Parcelhuskvartererne er imidlertid i stadig forandring, og i disse år er det tydeligt, at der sker radikale forandringer. De gamle parcelhuskvarterer er under pres. I vækstområderne er grundpriserne så høje, at selv gedigne huse bliver nedrevet, mens provinskommunerne udstykker de naturskønne periferier til nye parcelhusudstykninger.
”Efterkrigstidens parcelhuse er den kulturarv, vi endnu ikke rigtigt har set på. Det har i årevis bare være en grå og ensartet masse. Selvom der er forsket og skrevet om parcelhusene, så tyder noget på, at vi har glemt at sætte pris på kvaliteterne, ikke mindst de kvaliteter som huse og kvarterer har fået med alderen. Og forandringen i parcelhuskvarterne er til at tage og føle på i de her år. Huse rives ned, gøres større og bygges om uden hensyn til helheden. Det grønne erstattes af fliser, og havebolig bliver til bybolig.
Markedet for parcelhuse er i dag domineret af typehusfirmaer, men i 1960’erne tegnede de fleste arkitekter enfamiliehuse. Parcelhuse fra efterkrigstiden byder på spændende arkitektur og store historier. Og så ulmer der en ny debat om parcelhuskvarternes fremtid. Der er grund til at nuancere blikket på efterkrigstidens parcelhus-arkitektur og parcelhuskvarterer”, lyder det fra Grethe Pontoppidan.
Grethe Pontoppidan har indbudt en række forskellige fagfolk til at dele historien om det moderne parcelhuskvarter med os. Gennem tre digitale foredrag, bliver vi præsenteret for antropologers undersøgelser af parcelhusets DNA, for kommuner, der efterlyser et større helhedssyn og vision for villakvartererne, for arkitekter og forskere, der deler historien om den stigmatiserede bygningsmasse og ikke mindst for spørgsmålet om, hvad vi kan lære af det i dag?
Se mere om alle tre forelæsninger og tilmeld dig under de enkelte arrangementer
Parcelhuset i forandring – hvad med helheden?
Mandag den 16. november 2020 kl. 15.30 – 17.00
Parcelhuset i 60’erne – historien vi bygger på
Torsdag den 26. november 2020 kl. 15 – 16. 30
Typehuset – en boligdrøm på samlebånd
Mandag den 7. december, kl. 15-16.30