Planloven kan være én nøgle til den grønne omstilling

Planloven er et vigtigt redskab, når vi skal sikre regeringens klimamål og omstille vores byer og landskaber til fremtidens klimaudfordringer. Når planloven nu skal revideres, er det derfor oplagt at skrive den bæredygtige omstilling og klimasikring ind i formålsparagraffen.

Løfter vi os op i helikopteren, kan vi ruste kommunerne til at arbejde sammen om håndtering af fremtidens store udfordringer. For hvis alle holder sig inden for hver deres kommunegrænse, vil den grønne omstilling fejle. I Arkitektforeningen ser vi særligt tre områder, hvor politikerne bør gentænke brugen af planloven:

For det første kan planloven bruges til at stille krav til beregning af et samlet klimaftryk. Det gælder både i arbejdet med den fysiske planlægning, og i forhold til, hvor meget CO2 en given planlægning maksimalt må medføre.

Med udgangspunkt i planloven og byggeloven er det for eksempel oplagt at bruge lokalplanerne til at stille krav til byggeriet om brug af miljøvenlige materialer og et lavt CO2-aftryk. Derved bliver det målbart, hvordan kommunernes fysiske planlægning kan bidrage til den grønne omstilling.

Stop uhæmmet byspredning og styrk fortætning og grøn infrastruktur

For det andet bør vi se på, hvordan vi fortætter eksisterende byer og introducerer et stærkere stationsnærhedsprincip.

I samme ombæring kunne man indføre et cykelnærhedsprincip – et krav om, at grøn infrastruktur bør være obligatorisk, når nye by- og industriområder planlægges.

Når virksomhederne eksempelvis lægger deres bygninger på rad og række langs motorvejen, indbyder det til, at man tager bilen på arbejde.

Men tænker vi os om, kan vi bruge planloven til at sikre, at erhvervsområder anlægges på en måde, der tager mere hensyn til kollektiv trafik og grøn infrastruktur.

På samme måde bør der være principper for, at kommunerne ikke planlægger nye parcelhuskvarterer uden et stations- og cykelnærhedsprincip.

En vigtig pointe er her, at det koster nøjagtigt det samme at planlægge vores byer og landskaber klogt med stor klimaeffekt, som det koster at anlægge nye by- og erhvervsområder uden hensyn til klimaet.

Dermed kan den fysiske planlægning bidrage til den grønne omstilling med løsninger, der både giver mening for klimaet og samtidig er økonomisk fordelagtige.

Gød jorden for tværkommunalt samarbejde

Og for det tredje skal vi huske, at klimaforandringer og udfordringer med bæredygtighed ikke kender til kommunegrænser, men berører os alle.

Mere regional planlægning i niveauet mellem stat og kommuner vil forny og forbedre landsplanlægningen og ruste kommunerne til at håndtere de fælles udfordringer, der går på tværs af kommunegrænserne – fra klimaforandringernes konsekvenser til øget trængsel på vejene, erhvervsudvikling og ændrede bosætningsmønstre.

Det betyder ikke, at vi vil genindføre amterne eller sætte turbo på den statslige styring, men omvendt må vi også konstatere, at der mangler regional planlægning og forpligtigende samarbejde på tværs af kommunegrænser.

Drømmen er en national enhed, som kan facilitere og koordinere regional plantænkning og yde ekspertviden og vidensdeling på tværs af kommunerne.

En sådan institution kunne få ansvaret for at fremme, udvikle og understøtte kommunernes og statens arbejde med arkitektur og fysisk planlægning og dermed sikre en langsigtet, helhedsorienteret og bæredygtig planlægning.

Planloven bærer på en vigtig nøgle til den grønne omstilling. Vi håber, at Folketinget er klar.