Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/rasmus-uhrbrand-damkjaer-arkitekter-skal-staa-sammen-og-tage-ansvar-for-fremtiden/
"Når vi står sammen, kan vi opnå langt mere, end vi kan alene. Men vi skal også være åbne og række ud i hele faget og samfundet." Som nytiltrådt medlem af Arkitektforeningens bestyrelse vil Rasmus Uhrbrand Damkjær bl.a. arbejde for at fremhæve vigtigheden af arkitekters samarbejde om de store samfundsudfordringer. Mød ham her.
"Uanset om vi arkitekter arbejder på tegnestuer, i kommuner eller som selvstændige, er det vores fælles opgave at sikre den arkitektoniske kvalitet og bæredygtighed, der gavner hele samfundet," siger Rasmus Uhrbrand Damkjær.
Byggesagsbehandling var ikke noget, arkitekt MAA Rasmus Uhrbrand Damkjær tænkte meget over i studietiden – men det blev startskuddet på hans karriere som kommunalt ansat arkitekt. Første job var som projektansat på en lille tegnestue, hvor mødet med den kommunale byggesagsbehandling blev en øjenåbner:
“For mig var det en frustrerende oplevelse at søge tilladelse til selv små projekter, og ofte var det svært at få klare svar på, hvorfor en ansøgning blev afvist, hvis jeg overhovedet kunne få fat på nogen. Det fik mig til – i protest – at søge byggesagsbehandlerstillinger i forskellige kommuner, og det lykkedes at få foden indenfor i Holbæk,” husker han.
Som byggesagsbehandler og senere leder af både byggesags- og planlægningsafdelingen i Holbæk Kommune har Rasmus Uhrbrand Damkjær sat sit aftryk på en praksis, der handler om langt mere end regler og godkendelser:
“Som arkitekt i en kommune har man en særlig forpligtelse til at løfte projekterne. Vi ved, at det kan være komplekst og overvældende at søge om tilladelse, hvad enten det er til en ny carport, et drivhus eller måske et større ejendomskompleks, og især hvis det er første gang, man gør det. Mange prøver det kun én gang i livet, og netop derfor bør vi som kommune vejlede og guide.”
Det kan for eksempel være ved at afmystificere lokalplaner og servitutter, diskutere materialer, farver og proportioner. Ved at vise, hvordan små justeringer – som en ændret taghældning – kan gøre en afgørende forskel. Eller ved at forklare, hvorfor en planlagt carport måske ikke harmonerer med stedets karakter. Detaljer, der kan virke ubetydelige, men har stor betydning for hele kvarteret eller byens samlede udtryk, lyder det fra arkitekten. Han tilføjer:
“Når jeg i dag går gennem Holbæks gader, ser jeg helt konkret, hvordan vores arbejde har gjort en forskel. Jeg kan glæde mig over, at en gesims passer perfekt til nabobygningen. Det er jo ikke noget, hr. og fru Holbæk lægger mærke til, men det ville de gøre, hvis ikke vi havde gjort vores arbejde,” lyder det fra arkitekten.
Rasmus Uhrbrand Damkjær, arkitekt MAA
Den kommunalt ansatte arkitekt spiller også en central rolle, når det gælder planlægning, byudvikling og bevaring – emner, som alle har Rasmus Uhrbrand Damkjærs store interesse. Det handler både om at kunne navigere i transformationen og om at værne om de kvaliteter, der kendetegner den enkelte by eller landsby, forklarer han og uddyber:
“Planlægning er kernen, der samler alt det, der gør en kommune attraktiv. Fra infrastruktur og bevægelsesmønstre til nye mødesteder, kulturarv, biodiversitet, klima, adgang til natur, arealbehov og så videre,” siger han og undrer sig over, at der ofte kun er få arkitekter om buddet til de kommunale stillinger:
“I løbet af 12 år har jeg været med til at besætte omkring 80 stillinger, og arkitekter er desværre sjældne ansøgere. Som fag skal vi blive bedre til at formidle vores kompetencer og tage ansvar for helheden – både i byggesager og byudvikling. Hvis vi overlader dette arbejde til andre fagligheder, mister vi altså en vigtig dimension,” siger han. “For mig er det magtpåliggende, at vi står sammen som fag og viser, hvordan vi kan løse komplekse udfordringer på tværs af sektorer og faggrupper. Uanset om vi arkitekter arbejder på tegnestuer, i kommuner eller som selvstændige, er vores fælles opgave at sikre den arkitektoniske kvalitet og øgede bæredygtighed, der gavner hele samfundet. Når vi løfter denne opgave, skaber vi værdi, både nu og for de næste 100 år.”
Med sig ind i bestyrelsen bringer Rasmus Uhrbrand Damkjær også værdifulde erfaringer fra spejderbevægelsen. Her var han med til at samle de danske spejderorganisationer i én fællesforening og udvikle Middelgrundsfortet til Ungdomsøen – en ø for alle børn og unge, ikke kun spejdere.
“Købet af Middelgrundsfortet blev en fælles vision, der samlede spejderne om noget større og rakte bredere ud. Det er en vigtig pointe: Når vi står sammen, kan vi opnå langt mere, end vi kan alene. Men vi skal også være åbne og række ud i hele faget og samfundet. Og vi skal være til for alle dem, der gerne vil være med uden at være aktive i en lokalforening,” siger han, inden han afslutter:
“Jeg vil gerne bidrage til, at Arkitektforeningen åbner sig endnu mere mod omverdenen og tilpasser sig en verden, som desværre er præget af kriser, konkurrence og livsomvæltende forandringer. Det er afgørende, at vi ændrer os med udviklingen, for der er stadig brug for en arkitektforening. Måske har den aldrig været vigtigere.”
Lær at håndtere komplekse udfordringer i byudviklingsprojekter ved hjælp af konkrete metoder, værktøjer og samarbejdsmodeller, der bidrager til mere bæredygtige løsninger for fremtidens byer. Foto: Hørkær/Urban Power
Bliv en del af Arkitektforeningens netværk ‘Transformation – en fælles dagsorden’, et forum, hvor vi sammen bygger bro mellem praksis og myndigheds-/byggesagsbehandling og dykker ned i udfordringer og muligheder, når den grønne transformationsdagsorden skal løftes. Foto: iStock/nia