Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/stedsans-faar-os-til-at-hoere-til/
"Når vi taler om stedsans, forholder vi os til stedet som en del af menneskelig selvforståelse. Her handler det ikke nødvendigvis om mennesket over for planlægningen eller rummet, men om hvordan mennesket og rummet knytter sig til hinanden," skriver seniorforsker Mette Mechlenborg i dette essay om stedsans, dette års tema for Arkitekturens Dag.
“Når vi siger menneske og rum, lyder det som om, mennesket står på den ene side og rummet på den anden. Men rummet er ikke noget, der står over for mennesket. Det er hverken en ydre genstand eller en indre oplevelse. Der findes ikke først mennesker og så derudover rum…”
I Martin Heideggers fantastiske lille værk “Tænke bygge bo” fra 1951 siger han, at det moderne menneske er blevet hjemløst, og at det er det, fordi vi har mistet evnen til at bygge. Ikke forstået som at rejse bygninger, men forstået således, at det at bo handler om en aktiv væren i verden i forhold til vores omgivelser. Kritikken lægger an til en ny forståelse af mennesket og rummet i den moderne verden. En forståelse, som bryder med den funktionalistiske tilgang, som blandt andre Arne Jacobsen og funktionalismen var eksponent for.
Tag for eksempel Jacobsens og Flemming Lassens velkendte forslag til et Fremtidens Hus fra 1929. Her er der tale om en stram, cirkulær bygning, som illustrerer en samlet bevægelse: Fra den ene side kører den moderne beboer ind i en garage med sin automobil. I samme ubrudte bevægelse kan han, for det er selvfølgelig en mand, bevæge sig rundt i sit hjem, som er funktionelt indrettet og med plads til udfoldelser. Oppe på taget er der en helikopterlandingsplads, klar til at transportere ham ud i verden – eller fra den lille badebro, hvor en båd ligger klar til at bringe ham ud i bølgen blå.
I dette Fremtidens Hus er forholdet mellem inde og ude sløret. Glas, beton og ubrudte, kontinuerlige bevægelser viser, hvad der er vigtigt i den moderne verden: Mobilitet og udfoldelse. Her er ingen flydersofaer, tingeltangel eller pyntegenstande, der signalerer individualisme eller personlig stil. Denne mand er altid på vej mod nye horisonter.
Seniorforsker Mette Mechlenborg, BUILD
Huset eksemplificerer optimisme og fremtidstro og er også et opgør med traditioner, familie, slægtskab, historien og Gud. Og det kunne ligge hvor som helst i verden. Groft forsimplet er der tale om fuldstændiggørelse af den tyske filosofs Kants idé om det abstrakte, gnidningsløse rum. Fornuft frem for følelse. Et rationelt rum uden periferi eller centrum. Her er kroppen alene et redskab for bevægelse, og sanserne spiller ingen rolle i forhold til intellektet – det moderne menneskes vigtigste redskab.
Kritikken af funktionalismens forståelse af rummet tager til i løbet af det 20. århundrede med blandt andre Jane Jacobs og Chicago-skolen og herhjemme med Jan Gehl, som blandt andet siger: “Først liv, så rum og dernæst bygninger – den anden vej rundt fungerer ikke.”
Stedsans lægger sig i forlængelse heraf, men demonterer også den såkaldte humancentralisme og sætter fokus på, hvordan mennesker og steder hænger sammen.
Når vi taler om stedsans, forholder vi os til stedet som en del af menneskelig selvforståelse. Her handler det ikke nødvendigvis om mennesket over for planlægningen eller rummet, men om hvordan mennesket og rummet knytter sig til hinanden. Filosoffen Peter Sloterdijk har udtrykt det så genialt. Mennesket er ikke længere midtpunkt, men et ledsagefænomen til rummet, siger han. Vi kan ikke forstå rummet uden at forstå os selv, lige som rummet også siger noget om os selv i rummet.
Skal man sætte det på formel, kan man sige, at sted plus sansende menneske er lig med stedsans. Vi er først og fremmest en del af rummet, fordi vi sanser det. Vi kan ikke erfare rum uden at have kroppen med, og vi kan ikke forstå verden, uden at verden også sanses. Som Heidegger siger, stemmer den os, som om vi var et instrument og slår nogle toner og får os til at reagere meget kropsligt.
Nogle steder kan være afvisende og ubehagelige, andre kan være inviterende. Pointen er, at steder gør noget ved os. Steder skaber mennesker. Steder har affekt på mennesker, og de påvirker os fysisk og følelsesmæssigt. Springet fra sanser til erfaringer står tydeligt frem i det engelske sprog. Udtryk som “to sense” og “to make sense” beskriver, hvordan sanserne flettes ind i kulturelle koder, personlige og kollektive erfaringer.
Steder er også beholdere af minder. Traumeforskning viser, at traumatiserede ofre ofte har en særlig evne til at genfortælle detaljer fra den fysiske scene, hvor den frygtelige begivenhed fandt sted. Mere positivt husker vi stedet for det første kys, den gode ferie og – for de flestes vedkommende – barndomshjemmet.
Planlægning og arkitektur skal vi forstå som noget, der sætter scenen. Man tegner en særlig kultur. Når arkitekten tegner sin bolig, har hun en idé om, hvad det skal blive til – Fremtidens Hus for eksempel. Sagen er jo, at ethvert sted har en idé bag sig, og at vi ejer de idéer, som tidligere har været, og som er planlagt og bygget for os. Vi lever i fortidens ideer om det gode liv.
Men mennesker skaber også steder, og vi kan ikke være på et sted uden at tillægge det en værdi. Vi knytter forbindelser til steder og rum og nogle gange giver vi dem en anden betydning, end arkitekten måske havde tiltænkt. Nogle gange opponerer vi imod det, og vores adfærd kan ændre et sted. Så et sted er aldrig kun karakteriseret af sin arkitektur eller natur, men ved karakteren af det liv, der bliver levet her og af de fortællinger, dette liv genererer.
Som litteraturen fortæller os, er steder beholdere af både minder og mening. Sted og tid er altid spundet ind i hinanden, og når vi er på et sted, mærker vi fortidens spor. Det byggede miljø minder os om, at her har været mennesker før os, og at også vi skal efterlade spor til de næste generationer. Man kan sige, at steder binder os sammen med tiden, og på den måde er stedsans også en måde at bygge bro mellem dengang og nu, og på den måde hjælper stedsans os med at høre til.
Vender vi tilbage til Heideggers citat om, at det moderne menneske er hjemløst, fordi vi ikke forholder os aktivt til den verden, vi bebor, så handler stedsans om at placere mennesket i stedet igen. Men det handler også om, hvordan steder integreres i mennesker og skaber det.
Derfor siger vi: Steder gør noget ved mennesker. Mennesker gør noget ved steder. Med stedsans er vi interesserede i dynamikken mellem stedet, mennesket og de historier, der udspringer.
Besøgscenter ved Skamlingsbanken af CEBRA og OPLAND. Foto: Adam Mørk
Arkitekturens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor tegnestuer, kommuner, kulturinstitutioner og foreninger inviterer landets borgere til at se, mærke og tale om arkitektur. Vil du være være med til at fejre dagen?
Læs mere og se, hvordan du er med