NYHED 21.04.20

“Tænk hvis vi turde leve alternativt”

Tænk hvis vi kan lette presset på befolkningstilvæksten, der lige nu afstedkommer byggebooms, der udfordrer vores byers nuværende kvaliteter og rekreative grønne og blå rum? Arkitekt MAA Sara Ettrup deler sine post Covid-19 tanker fra hjemmearbejdspladsen.

Foto: Sara Ettrup

Sara Ettrup

Arkitekt MAA, ansat hos JJW Arkitekter og underviser på KADK.

“Det er mystiske dage for tiden – der er intet, der er som det plejer…”. Sådan indleder Strids sit børnerim for at slutte med: “Vi bliver i mit køkken, hvor kaffen er stærk – Det er bedst på en mystisk dag!”.

Dage i køkkenet med kaffen eller det, der er stærkere, har der været mange af den sidste tid. De fleste af os, her og i resten af verden, har siddet på samme matrikel i over 4 uger, mens coronaen fejer henover menneskeheden, og det eneste positive synes at være, at klodens klima får sig en pause. Den enes død den andens brød… Der er noget at tage fat på. Fra de store universelle udfordringer til ens egen navle-  og alt derimellem.

Vi sidder alle inden for murene i ufrivillige, men nødvendige eksiler og forsøger at få de famøse hjul til at køre og holde det, vi plejer, i hånden. Vores fag, vores nærmeste og os selv. Vi er kommet tættere på hinanden ved afstanden, gennem den kollektive universelle tilstand. Vi lærer nye ord som samfundssind, værnemidler og ikke mindst betydningen af dem. Vi mødes på Skype, ZOOM, Microsoft Teams, Face Time, Messenger og forsøger at gøre alt det, vi plejer, på andre måder. Vi vænner os til det, finder nye veje at kommunikere og producere på.

Vi er på virtuelle besøg i hinandens køkkener, stuer og sommerhuse. Hører eller ser hinandens børn og ægtefæller som mere eller mindre lydløse skikkelser i baggrunden. I det virtuelle rum er vi anderledes iscenesat. De små nuancer, der ligger i ansigtets folder, stemmeføring og gestikuleren, er retoucheret væk i net forbindelsernes svingende lunker. Tabet af sproglige intonationer og glimt i øjet sætter krav til en anden og mere præcis kommunikationsform. Der skæres ind og foldes skarpere ud. Formatet kræver en disciplineret mødeform, hvor gammeldags dyder – som ikke at afbryde – er en tvungen nødvendighed, hvis ikke mødet skal ende i forsinkede kaskader af teknisk støj.

Selv i mystiske tider indtræder en hverdag, hvor dagene igen flyder sammen bare i andre strømme af beskæftigelser og arbejdsgange; projektmøder, perleplader, gennemgange og hjemmeundervisning afløser hinanden, kun afbrudt af forhandlinger med ægtefællen om, hvis gøremål der er vigtigst.

Den største udfordring er egentlig ikke processerne, men den manglende adskillelse mellem arbejds- og privatliv. Vi længes efter at ryste det ene af os med frigivet energi til at gå om bord i det andet. Længes efter overgange, så de to liv ikke konstant konkurrer om opmærksomheden. Længes efter at være live versioner af os selv, hvor det ikke er ligegyldigt, om man har joggingbukser på.

Mest af alt længes vi efter at sparre, lytte og blive hørt. Der sker ikke det samme på øverste etage, i enrum.

Isolationen har en ende, og adskillelsen mellem vores forskellige liv vil igen indfinde sig og forhåbentlig frigive den udfordrede koncentrationsevne, men hvad kan vi tage med os tilbage eller rettere fremad?

Trods min opremsning af nuancetab, tror jeg, at der i vores midlertidige arbejdsform ligger muligheder for at løfte nogle af de udfordringer, vi også præ Corona stod med. Det helt oplagte er at skære ned på fysiske møder, der udløser lang transport. At vælge det virtuelle rum frem for fly, bil eller tog og være mere nøjsomme med mobiliteten.

En anden er hjemmearbejdspladsen og de muligheder, den kan give. Vi har talt om de sidste 20 digitale år, men aldrig rigtig fået den ind under huden og turde give slip på den traditionelle og centralt placerede arbejdsplads. Den tvungne tilstand har givet os en erfaring med formatet, der måske kan få vores øjne op for andre måder at arbejde og dermed leve på. Nye måder, der giver mulighed for at bosætte os andre steder end i de magnetiske byer, der synes at være det eneste svar på et moderne livs lyksaligheder trods svimlende kvadratmeterpriser og nybyggede tætheder, der udløser nye adfærdsmønstre.

Tænk hvis vi kan lette presset på befolkningstilvæksten, der lige nu afstedkommer byggebooms, der udfordrer vores byers nuværende kvaliteter og rekreative grønne og blå rum? Tænk hvis vi kan bruge vores nylige erfaring til at turde leve alternativt? Tænk at sidde hjemme tre dage om ugen med udsigt til skov og mark, og som anden gevinst få gang i yderområdernes potentialer? Byen får et break, og udkanten får mere liv.

Måske er hjemmearbejdspladsen brobyggeren, der igen skaber forbindelse mellem land og by, når de mystiske dage er omme.

Sara Ettrup

Arkitekt MAA, ansat hos JJW Arkitekter og underviser på KADK.

Cookies

På arkitektforeningen.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på arkitektforeningen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +