NYHED 08.07.26

Tættere på en helhedsorienteret visionsplan for hovedstadsområdet

En mere helhedsorienteret udvikling af hovedstadsområdet er på vej. Regeringen satte retningen i sit regeringsgrundlag, og netop inden sommerferien besluttede hovedstadens kommuner at ville udarbejde en fælles visionsplan for hovedstadsområdet. Beslutningen er kulminationen på flere års politisk dialog fra Arkitektforeningens side, der udsprang af den visionære idékonkurrence Fingerplan 2.0.

Foto: Jonas Petri, Arkitektforeningen

Tobias Zacho Larsen

Politisk direktør

+45 25 57 21 04

tzl@arkitektforeningen.dk

Tilbage i 2022 formulerede en gruppe fremsynede medlemmer i Arkitektforeningen København de første tanker for en ny vision for hovedstadsområdets udvikling. Det blev til idékonkurrencen Fingerplan 2.0, som affødte en række spændende visionsforslag, der tog et planlægningsmæssigt greb om de mest presserende udfordringer i hovedstadsområdet: et skævvredet boligmarked, stigende vandmængder, biodiversitetskrise, støj og trængselsproblemer, placering af erhverv, forsyning mm.

Konkurrencen vakte stor politisk opmærksomhed, og umiddelbart efter igangsatte den tidligere SVM-regering en revision af Fingerplanen, som dog ikke blev færdiggjort. I det nye regeringsgrundlag fra juni påpeges vigtigheden af dette arbejde, men med et styrket mandat. Dels ønsker man at revisionen skal ske i samarbejde med hovedstadskommunerne, dels lægges der vægt på, at forudsætningerne er grundlæggende anderledes.

Ønsket om at se med nye, visionære briller på hovedstadens planbehov fik yderligere momentum da de 29 kommuner i hovedstaden, samlet i KKR Hovedstaden, senere i juni besluttede, at de frem mod 2030 vil udarbejde en fælles visionsplan for hovedstadens udvikling, som udgangspunkt for fælles drøftelser og planlægning i kommunerne – og som muligt input til en kommende revision af Fingerplanen.

For arkitekt, MAA Gustav Krag Jakobsen, der var blandt initiativtagerne til Fingerplan 2.0-konkurrencen og har arbejdet som projektleder for at afvikle konkurrenceprojektet, er disse to manifestationer en drøm, der er gået i opfyldelse:

Hele formålet med konkurrencen var at få skabt den nødvendige debat om behovet for en ny vision for udviklingen af Hovedstadsområdet. Ved at få arkitekter til at sætte ord og billeder på, hvordan man kan  løse udfordringer og indfri potentialer, ønskede vi at skabe et udgangspunkt for nye fælles forestillinger.
Det er fantastisk at se, at dette behov ikke blot er blevet hørt, men nu også reageret på
”, siger han.

Konkurrencen har åbnet døre

De fem tegnestuer, som endte i konkurrencens finale; Vandkunsten (vinder), Cobe (delt 2. præmie), MASU Planning (delt 2. præmie), Gründl Haahr og Nordland Arkitekter har siden afslutningen på konkurrencen på forskellig vis arbejdet på at løfte bevidstheden om behovet for helhedsplanlægning, mens Arkitektforeningen har rakt ud til en lang række interessenter og beslutningstagere og samlet en større gruppe aktører bag ønsket om at fremme den helhedsorienterede planlægning.

For Arkitektforeningens forperson, Johnny Svendborg, bekræfter det vedvarende arbejde satsningen på at styrke det politiske arbejde i Arkitektforeningen;

”De ønsker vi nu ser om at skabe en fælles vision for hovedstadens udvikling, som udgår fra både Christiansborg og hovedstadens kommuner matcher fuldstændig det, som var ”Fingerplan 2.0”-projektets intention. Det er et projekt, som rigtig mange af vores medlemmer har bidraget ind i med arkitekt- og planfaglige kompetencer, og som er blevet løftet dygtigt politisk fra sekretariatets side.“

Arkitektforeningens politiske direktør, Tobias Zacho Larsen, som tiltrådte for knap to år siden, udtaler:
”Det har været fantastisk at komme til foreningen og kunne arbejde med den politiske forankring af en faglig konkurrence, hvor man som stand forstår at gøre noget meget komplekst konkret og mærkbart gennem helhedsorienterede og visuelle løsningsforslag. At det har været så relevant og vedkommende ser vi nu resultatet af”.

Fingerplan 2.0-projektet har været støttet af en stor bevilling fra Dreyers Fond, som i 2026 har bevilget yderligere støtte til formidling og politisk forankring af projektet.

Fingerplan 2.0-konkurrencens nøglepersoner

Arbejdsgruppen, som tog initiativ til og drev arbejdet med konkurrencen, bestod af Rune Christiansen, Jan Christiansen, Kirsten Birk Hansen, Kurt K. Christensen, Holger Bisgaard og Gustav Kragh-Jacobsen

Bedømmelsesudvalget; Lars Autrup, arkitekt MAA direktør Arkitektforeningen (formand for udvalget), Steen Christiansen, borgmester Albertslund Kommune, Tina Mandrup, borgmester Lejre Kommune, Lone Loklindt, viceborgmester, Frederiksberg Kommune, Johan Celsing, arkitekt, Johan Celsing arkitektkontor, Professor KTH (SE), Karl Otto Ellefsen, Arkitekt, Professor emeritus v. Institut for urbanisme og landskapsarkitektur, AHO (NO), Tom Nielsen, arkitekt MAA professor v. Arkitektskolen Aarhus, Ellen Braae, arkitekt MAA professor v. Landskabsarkitektur og planlægning, Københavns Universitet, Mathilde Petri, arkitekt MAA Mathilde Petri Arkitekter

Tobias Zacho Larsen

Politisk direktør

+45 25 57 21 04

tzl@arkitektforeningen.dk

Helhedsorienteret planlægning i dag

Om hovedstadsudvikling i regeringsgrundlaget, juni 2026

Regeringen ønsker at: ”Igangsætte et arbejde i samarbejde med hovedstadskommunerne, der skal lede frem til et nyt plangrundlag for hovedstadens udvikling, som i højere grad tager højde for, at forudsætningerne er anderledes, end da Fingerplanen blev udformet i 1947. Det nye plangrundlag skal tage stilling til arealreservationer og sikre plads til langt flere borgere, understøtte klimasikring i hovedstaden, bekæmpe støj, trafikgener og trængselsproblemer, skabe langt flere blandede bydele med et bredt udbud af boligformer og gøre plads til flere grønne åndehuller med bynær natur og biodiversitet”.

Om hovedstadsudvikling hos KKR Hovedstaden 2026-2030, besluttet 16. juni 2026

KKR Hovedstaden vil udarbejde en fælles visionsplan for planlægning i hovedstadsområdet og vil
1) undersøge muligheden for at igangsætte en større analyse af de tværgående udfordringer og potentialer i hovedstadskommunernes planlægning ift. placering af boliger, erhverv, infrastruktur, energianlæg mv.
2) udarbejde en samlende, ikke-bindende visionsplan som grundlag for fælles drøftelse, planlægning i kommunerne og som muligt input til en kommende revision af Fingerplanen.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +