Tid til arkitektonisk eftertanke og eftersyn?

For os der har været i arkitektbranchen i mange år, så er der på en side noget velkendt over den krise som løber over landet i denne tid. På den anden side er det helt anderledes denne gang.

Det velkendte er, at verden omkring os nærmest bare skal antyde en krise, så mærkes det i byggebranchen, og det mærkes for arkitekterne især. Vi bygger til fremtiden – og når den bliver usikker, ja så stopper modet til at tænke på fremtidens byer, bygninger, landskaber og byrum.

Det bliver hårde tider i virksomhederne, og for nogle virksomheder kan det være et spørgsmål om overlevelse. Det er hårde tider for de dygtige danske arkitekter, hvor frygten for at miste jobs, gode kolleger og livsindhold er mere presserende end det har været længe. Men det bliver også ubeskriveligt hårdt for den generation af nye arkitekter, der gør uddannelsen færdig i den kommende tid, og fra de to arkitektskoler er bekymringen, hvorvidt vi risikerer at tabe en årgang på gulvet. Derfor vil jeg håbe, at I også vil være med til at huske samfundssindet sidst på året, når en nyuddannet står foran jer med portefolien under armen. De er vanvittig dygtige, men dimitterede bare på det forkerte tidspunkt. Hjælp dem – ikke nødvendigvis med jobs men med jeres viden og netværk.

Det anderledes ved denne krise er den samlede opbakning til at holde hjulene i gang.

Tak til politikkerne for at droppe anlægsloftet og til boligforeninger og andre bygherrer for hurtigt at sætte initiativer i gang. Det betyder noget, at vi sammen har troen på, at fremtiden står for døren – på trods af corona.

Tak til alle, som tænker på vigtigheden af at handle lokalt. I de mindre byer har butiksdøden længe været en del af bybilledet – og det er en frygt, hvordan særligt de mindre bykerner klarer sig igennem en tid som denne.

At trække fælles-stikket på en så omfattende måde som vi gjort, bør også give anledning til refleksioner – vi bør kigge vores værdier for det byggede fællesskab efter i sømmene.

Det viser sig, at vi kan bremse op. Dette var nærmest en umulig tanke for få måneder siden, hvor det gjaldt liv og død at få produceret flere boligbebyggelser ind i de større byer med et hastværk som aldrig før. Og med en tæthed, så de påklistrede altaner dårligt overholder de 2 meters corona-afstandskrav.

Det viser sig også, at vi kan omlægge vores liv i en langt mere bæredygtig retning på rekordtid. Vi håber alle, at denne nye viden vil blive brugt politisk – herhjemme såvel som i udlandet. Men på det mere lokale niveau har det været tankevækkende at se overfyldte parker, ensrettede løberuter og naturområder under pres af de mange brugere, som trækker i denne retning i en tid som denne. De rekreative arealer i byerne kan simpelthen ikke følge med. I takt med de mange nye tilflyttere har vi glemt at udvide arealet af vores fælles friarealer med samme forhold. Dertil er jorden for kostbart – i hvert fald i ”her&nu-beregningerne”.

Men når vi så lige om lidt slippes langsomt løs i vores byer og landskaber igen, hvad vender vi så tilbage til?

Jeg håber på mere langsommelighed i byudviklingen, ikke som modstander af væksten – men fordi det at udvikle by tager tid. Det tager tid i planlægningen, det tager tid at projektere ordentligt kvalitet – og det tager tid at skabe det fællesskab, som byerne er.

Og jeg håber at betydningen af de blå/grønne rekreative fællesrum i byerne er tydelige for enhver. Og at det kræver areal. Vi taler ikke om at afsætte plads til en lommepark eller en offentlig tagterrasse i 28. etage – men et ordentligt areal til frirum, fællesskaber, bevægelse, stilhed – til regnvandshåndtering, til mere biodiversitet – og til luft.

Lad os alle give vores byggede miljø en kærlig arkitektonisk eftertanke og eftersyn.