NYHED 21.08.24

Tre tværfaglige teams udvalgt til arbejdslegatet Vandets Veje

Hvordan vil de danske landskaber se ud i fremtiden, hvis vandet får lov til at flyde frit? Hvad vil det betyde for vores fødevareproduktion, bosætning, biodiversitet og vores fortælling om det danske kulturlandskab? Det skal tre teams bestående af arkitekter, landskabsarkitekter, biologer, hydrologer, økologiske landmænd, kunsthistorikere m.fl. udarbejde visioner for i de kommende måneder i projektet Vandets Veje.

Danmark har i internationale fora forpligtet sig til arbejde for op mod 30 % beskyttet natur i 2030 og 50 % i 2050. Og det er netop de ambitioner, som de tværfaglige teams, ledet af dedikerede tegnestuer, skal sætte billeder på. Foto: Kris Madsen, iStock

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Historisk har mennesker altid forsøgt at slå sig ned dér, hvor forekomsten og adgangen til vand har været mest tilgængelig – og gennem dæmninger, vandløb og udretning af åer og floder har vi forsøgt at kontrollere det. Men i en tid, hvor klimaudfordringer med stigende vandmængder er en realitet, er det ikke længere en mulighed. Så hvad nu hvis vi lod vandet løbe frit?

Sådan lyder baggrunden blandt andet for, at Arkitektforeningen med støtte fra Dreyers Fond udskrev det åbne call ”Vandets Veje” i foråret. Målet var at få belyst de komplekse problemstillinger, der knytter sig til de øgede vandmængder og den måde, vi håndterer vandet på i dag. Og at få sat konkrete billeder på, hvordan fremtidens kulturlandskab kan se ud, hvis vi giver vandet frit løb. Call’et resulterede i 21 nytænkende og kvalificerede ansøgninger.

Nu er tre teams udvalgt til at indgå i et arbejdslegatforløb, hvor de skal undersøge vidt forskellige problematikker, som alle knytter sig til den grundlæggende udfordring: Hvordan kan vi leve godt i pagt med vandets veje? Helt konkret skal de udvalgte teams udarbejde visioner for, hvordan Grenaaens vandopland, Skjern Å-systemet og delvandopland Kornerup Å ved Roskilde kan genoprettes til naturrige og attraktive områder for bosætning og lokal dyrkning af fødevarer.

De tre udvalgte teams, som skal arbejde videre med de tre forskellige caseområder, er:

  • Grenaaens Vandopland: Schønherr, PAX, LE34 og Jacob Wamberg
  • Skjern Å-systemet: SLA, ReVærk og Arendse Marie Gulløv
  • Delvandopland Kornerup Å ved Roskilde: TREDJE NATUR, Sophie Sahlqvist Landskab, Arkaia, Artelia og ILC
    Teksten fortsætter længere nede.

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Om Vandets Veje

Arbejdslegatet ”Vandets Veje” er en del af Agenda Earth initiativet, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond. Vandets Veje ledes af Boris Brorman Jensen, MAA og ph.d. i urbanisme.

“Vi har modtaget nogle ekstremt spændende og visionære ansøgninger, som både er baseret på dyb viden, erfaring og nye tanker […]”

Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen

En udpræget tværfaglig opgave

Alle tre teams er sammensat af erfarne tegnestuer med stærke landskabelige referencer samt yngre tegnestuer, der kommer med nye og kreative metoder og tilgange. De har alle indsendt fokuserede ansøgninger og rettet skytset mod en enkelt case, alt imens de peger på nye og spændende perspektiver, som casen rejser. Dertil har de tre teams enten trukket andre fagligheder ind over – som biologer, antropologer, ingeniører, landindspektører og filosoffer m.fl. – ét team trækker f.eks. også på en regenerativ konsulent, som er uddannet økologisk landmand. Hvert team modtager 400.000 kr. til at arbejde videre med deres projekter og vil samtidig indgå i en fælles proces frem til slutningen af januar 2025.

Arkitektforeningens direktør, Lars Autrup, som har været en del af udvælgelseskomitéen, er imponeret over ansøgningerne og glæder sig over den store interesse for feltet:

”Vi har modtaget nogle ekstremt spændende og visionære ansøgninger, som både er baseret på dyb viden, erfaring og nye tanker, der bringer os langt ind i fremtiden. Det ser jeg som et udtryk for, at arkitektfaget er klar til at samle relevante fagligheder og bidrage til at løfte de kommende års opgave med omlægningen af vores naturarealer. Og dermed skabe en fælles positiv forestilling om, hvordan landskabet kan udforme sig i fremtiden. Jeg er utrolig spændt på at se resultatet af det her projekt og håber, det kan være til inspiration for de mange andre kommuner, der skal i gang med en omlægning”.

Målene for naturen er defineret – nu sætter arkitekterne billeder på

Danmark har i internationale fora forpligtet sig til arbejde for op mod 30 % beskyttet natur i 2030 og 50 % i 2050. Og det er netop de ambitioner, som de tværfaglige teams, ledet af dedikerede tegnestuer, skal sætte billeder på. Den opgave går de til med forskellige tilgange, metoder og mål.

Teamet, der skal arbejde med området omkring Skjern Å, vil vise, hvordan Vestjylland igen kan være et foregangsområde, som viser en ny alliance mellem natur og samfund. Teamet omkring Kornerup Å ved Roskilde, vil bringe åen delvis tilbage til ådalens naturlige tilstande og lade natur, bosætning og lokal dyrkning organisere sig som en sammenhængende blå-grøn korridor, der forbinder Dyrskuepladsen, festivalområdet Hedeland Naturpark og byområderne nord for motorvejen i et blågrønt netværk. Og Greenaaens vandopland bliver udgangspunkt for at kigge på nye ejerskaber og matrikulering baseret på den jordopdeling, der opstår på baggrund af de naturlige bevægelser og former, som vandet skaber. (Se også de korte beskrivelser, men lidt mere uddybende beskrivelser nedenfor).

Fælles for de tre teams er, at de – samtidig med at komme med konkrete analyser af og visioner for området – hæver sig over opgaven og stiller, nogle af de presserende spørgsmål, som vi som samfund vil blive tvunget til at forhold os til, når vandet kommer.

Målet er at samle visionerne i en publikation, som kan præsenteres for kommuner i hele landet, så de kan blive inspireret til at gå nye veje.

 

Skjern Å-systemet: ”En ny hydrologisk bevidsthed – mellem drømme og detaljer” – SLA, ReVærk og Arendse Marie Gulløv

Et tværfagligt team med tegnestuen SLA i spidsen kalder deres projekt ”En ny hydrologisk bevidsthed – mellem drømme og detaljer”. Sammen vil de skabe billeder og fortællinger for området ved Skjern Å, hvor naturudvikling bruges som katalysator for et alternativt liv på landet, der tilbyder en lokalt forankret måde at håndtere de gensidigt forbundne kriser, som klimakrisen, biodiversitetskrise, mistrivsel, fraflytning fra landet mm. forårsager. Helt konkret ønsker de ”at sætte billeder på, hvordan Vestjylland igen kan være et foregangsområde, som viser en ny alliance mellem natur og samfund”.

SLA leder teamet tæt flankeret af ReVærk, der er ansvarlig for at udvikle en alternativ bosætningsstrategi med afsæt i deres særlige kompetencer inden for bæredygtig og ansvarlig bygningskultur via transformation, genbrug af byggematerialer og anvendelse af lavt forarbejdede naturlige materialer. Endelig vil Arendse Marie Gulløv, ekspert i lokal fødevareproduktion og regenerativ dyrkningskonsulent på Vestjylland Højskole, med sin viden om Vestjyllands sandede jorde og lokale landbrugssamfund være ansvarlig for integrering af alternative og regenerative fødevareproduktioner undervejs i processen. Tilsammen har de forsket i, afprøvet og forfinet deres teknikker inden for hydrologi, landskabsanalyse, lavt forarbejdede naturmaterialer, historisk håndværk og regenerativt landbrug. Derudover vil de trække på lokale ildsjæle, kunstnere og politisk materiale for at se, hvad der allerede findes af planer og drømme i området.

Grenaaens Vandopland: Schønherr, PAX, LE34 og Jacob Wamberg

”Vi er i dag stillet overfor en fornyet mulighed for at genfortolke landskabets betydning for både vores kultur og eksistens”, skriver teamet Schønherr, PAX, LE34 og Jacob Wamberg. Teamet formulerer det grundlæggende spørgsmål, om det er muligt at se anderledes på den matrikulering af landet, som er grundlaget for vores velfærdsmodel. Med afsæt heri kigger de ind i Greenaaens økosystemer og på den jordopdeling, der opstår på baggrund af de naturlige bevægelser og former, som vandet skaber. Og med et blik for nuværende naturværdier og fremtidig kulturarv samt muligheder for bosætning og fødevareproduktion, energiproduktion mm. ønsker de at skabe visioner for fremtidens landskab SLA, ReVærk og Arendse Marie Gulløv SLA, ReVærk og Arendse Marie Gulløv – og ikke mindst anvise konkrete veje til forandring.

Schønherr har ansvaret for den overordnede planlægning og klimatilpasning, transformation af landbrugsarealer og naturudvikling, mens tegnestuen PAX har ansvaret for at undersøge, hvordan transformation af landbrugets og landskabets bygninger kan blive til fremtidige identitetsgivende pejlemærker for lokal forankring og fællesskaber i området. I et tilknyttet ekspertpanel vil landinspektørfirmaet LE34 bistå med særlig viden om arealer og rettigheder, imens kunsthistoriker Jacob Wamberg vil bidrage med nytænkende bud på landskabsopfattelsen funderet i kunst- og kulturhistorien.

Delvandopland Kornerup Å ved Roskilde: TREDJE NATUR, Sophie Sahlqvist Landskab, Arkaia, Artelia og ILC

”Byen, som vi kender den i dag, findes ikke længere. For at kunne skabe projekter, der reelt bidrager til den nødvendige grønne omstilling, må vi derfor udvikle vores byer, bygninger og landskaber, så de ikke udgør hinandens modsætninger men snarere forudsætninger”, skriver teamet med TREDJE NATUR i spidsen. Teamet vil blandt andet søge at føre Kornerup Å delvis tilbage til ådalens naturlige tilstande og lade natur, bosætning og lokal dyrkning organisere sig som en sammenhængende blå-grøn korridor for mennesker, dyr og planter. Helt konkret ved at forbinde Dyrskuepladsen, festivalområdet Hedeland Naturpark og byområderne nord for motorvejen i et blågrønt netværk.

TREDJE NATUR vil være ansvarlig for det samlede narrativ og helhedsgreb for delvandoplandet Kornerup Å ved Roskilde, mens Sophie Sahlqvist er ansvarlig for den traditionelle landskabsforståelse og vil bidrage med en metodik og analytisk tilgang, der fokuserer på at skabe alternative samtidsfortællinger og nye rumlige sammenhænge i samspillet mellem socialt liv, stedets vilkår og kunstneriske udtryk. Arkaia er en idealistisk fond, der vil bidrage til projektet ved at vidensdele og inspirere med innovative måder at bevare økosystemer og genoprette den planetariske biosfære på. Artelia er med som ingeniører på projektet og stiller med hydrolog og kompetencechef Martin Werlin Munk. ILC (Integrated Living Community) er en forening, der skaber livskvalitet gennem socialøkonomisk og bæredygtig fødevareproduktion og vil bidrage med værdifuld ekspertise og erfaring til projektet.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +