NYHED 29.03.23

Unikt samarbejde mellem arkitekter og kunstnere på Copenhagen Contemporary

Vil vi i fremtiden bygge vores huse af svampe, brændenælder og genbrugsplast? Vil vi dyrke mursten som afgrøder? Og hvad kommer nye bæredygtige materialer til at betyde for vores forståelse af arkitektonisk skønhed? Til sommer præsenterer Arkitektforeningen i samarbejde med Copenhagen Contemporary (CC) en stor eksperimenterende udstilling: Reset Materials – Towards Sustainable Architecture. På udstillingen udforsker arkitekter, kunstnere og producenter fremtidens mulige byggematerialer og deres potentialer.

Monoblok-foto-Emilie-Koefoed

Monoblok. Foto: Emilie Koefoed.

Byggeri er i dag en af de mest forurenende, menneskelige aktiviteter på jorden og står for næsten 40% af det globale CO2 aftryk. En stor del heraf stammer fra produktionen af materialer og materialeaffald. Det er derfor påtrængende for fremtidens arkitekter og byggeindustri – og for samfundet generelt – at udvikle radikalt nye måder at bygge på.

Udstillingen Reset Materials – Towards Sustainable Architecture lader gæster gå på opdagelse i et univers af nye, banebrydende og eksperimenterende byggematerialer. Ti grupper bestående af arkitekter, kunstnere og materialeproducenter giver hver især deres originale bud på fremtidens bæredygtige arkitektur.

Omdrejningspunktet for udstillingen er studier af nyudviklede eller genopdagede, lokale materialer – fra genanvendeligt plast til levende organismer og biogene materialer som brændenælder, jord og hamp, som hver af de tværfaglige teams har samlet, dyrket og høstet, dekonstrueret og komponeret på ny. De endelige værker udstilles som materiale-fragmenter, der giver de besøgende et indblik i udviklingsprocessen og tilbyder en individuel oplevelse af materialernes arkitektoniske og æstetiske potentialer.

København bliver verdens vindue under arkitekturåret 2023

”Som samfund har vi brug for kunstnernes kreative kraft for at udvikle nye løsninger på fremtidens udfordringer. Kreativitet handler grundlæggende om at tænke nyt – at opdigte, skabe og udvikle noget, som ikke eksisterer i forvejen. Vi er på CC stolte af at præsentere dette nyskabende og visionære projekt, som kan inspirere til en ny og mere bæredygtig arkitektur,” udtaler Marie Laurberg fra Copenhagen Contemporary.

”Der er et enormt behov for at eksperimentere med nye materialer, genbrug og nye tilgange, der kan gøre byggeriet mere bæredygtigt, hvis vi overhovedet skal kunne tillade os at bygge nyt i fremtiden. Arkitekturhovedstaden og Verdenskongressen for Arkitekter til sommer er et unikt vindue til at vise, hvordan danske arkitekter lige nu er optaget af at arbejde med lokale materialer og en ny bæredygtig æstetik, der kan inspirere på globalt plan. Og vi er fantastisk glade for at kunne præsentere udstillingen i samarbejde med Skandinaviens største institution for samtidskunst, Copenhagen Contemporary”, siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.

Reset Materials

Towards Sustainable Architecture Vises på Copenhagen Contemporary den 30.06. – 28.09.2023.

Udstillingen er kurateret i samarbejde med ekstern kurator og arkitekt Chrissie Muhr og skabt i et samarbejde mellem CC og Arkitektforeningen. Udstillingen er støttet af Dreyers Fond og udspringer af fondens projekt #MATERIALER.

Silicium-testing-Foto-Emilie-Koefoed
Kunstner Honey Biba Beckerlee i færd med at lægge sine siliciumfliser glaseret med iriserende siliciumglasur på plads til en tidligere udstilling på Kunsthal Charlottenborg. Foto: Emilie Koefoed

Fremtidens opdyrkede og genanvendte materialer

På udstillingen præsenteres blandt andet arkitekten Anders Lendager og kunstneren Honey Biba Beckerlee, som eksperimenterer med affald fra udvindingen af grundstoffet silicium. Silicium er overalt i naturen, hvor man kan finde det i sand, sten, jord og ler – endda i planters blade samt hud, hår og negle på mennesker. Det udvindes blandt andet til brug i produktionen af mikrochips og solceller – og i den proces, går en stor del til spilde. Lendager og Beckerlee undersøger, hvordan silicium kan bruges i støvform til at danne nye æstetiske udtryk som eksempelvis keramik, hvor det er lykkedes at skabe en farvestrålende glasur af en kombination af affaldsmaterialer fra industrien. Desuden undersøger de, hvordan stoffet kan bruges til at løse tekniske udfordringer i byggeriet, blandt andet som komprimerede byggesten og støbegulve.

Et andet projekt i udstillingen udforsker svampematerialet mycelium. Dette materiales inhomogene, netværksstruktur rummer designmæssige potentialer og kan blandt andet anvendes til nye, bæredygtige akustiske løsninger. Materialet udforskes af arkitekter, ingeniører og kunstnere fra Det Kongelige Akademi, Henning Larsen Arkitekter, tegnestuen nikolova/aarsø og producenten Naturpladen ApS.

Grundige studier bag

De ti udstillingsteams har arbejdet sammen gennem et år i regi af projektet #MATERIALER på baggrund af et open call igangsat af Dreyers Fond. Siden har holdene, som består af arkitekter fra både veletablerede og up-coming tegnestuer, kunstnere og materialeproducenter, eksperimenteret og afprøvet materialernes æstetiske, tekniske og bæredygtige potentialer. Resultatet præsenteres for første gang i udstillingen Materials – Towards Sustainable Architecture.

Biocement-Materialeudstilling-Foto-EmilieKoefoed
Materialeprøver, forsøg med at udforme en søjle i biocement med bambus som forstærkning. Foto: Emilie Koefoed.

Deltagende teams

Træ
Kim Lenschow og Anders Wilhelmsen (Office Kim Lenschow, arkitekt)
Bonnie Hvillum (Natural Material Studio, kunstner)
Hans Peter Dinesen (Dinesen, producent)

Plastik
Vicki Thake (arkitekt),
Grethe Wittrock (tekstilkunstner),
Torben Eskerod (fotograf)

Lerjord
Simeon Østerlund Bamford og Mathias Ørum Nørgård (ReVærk Arkitekter)
Kasper Kjeldgaard (kunstner)

Hempcrete
Søren Thirup Pihlmann og Jakob Rabe Petersen (Pihlmann Architects)
Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen (Studio ThinkingHand, kunstner)
Christian Vædele-Larson (HempCrete.dk ApS)

Nælde, hamp, hør og ålegræs
Frans Drewniak (arkitekt)
Sara Martinsen (kunstner)

Silicium
Anders Lendager, Nikolaj Callisen Friis, Daga Karlsson, Andreas Berg Bonnén (Lendager, Arkitektur og Rådgivning)
Honey Biba Beckerlee (kunstner)
En jord (producent)
Eco Silicate (producent)

Monoblok
Desislava Lynge og Michael Lynge (Lynge Lynge Arkitekter)
Jakob Steen (kunstner)
Mikael Martlev (Master Mason)
Xella (producent)

Strå
Anne Beim, Line Kjær Frederiksen og Lykke Arnfred (CINARK – Center for Industriel Arkitektur, Det Kongelige Akademi)
Tove Storch (kunstner),
Laura Feline Ebbesen (tækker)
Thomas Gerner (Straatagets Kontor, tækkere)
Dansk Brand- og sikringsinstitut (DBI)

Biocement
Lasse Lind, Aleksander Kongshaug (GXN / 3XN Architects)
Silas lnoue (kunstner)
Esben Mølgaard (IBF, producent)
Jan Vandesande, Troy Hottle (BioMason, producent)

Mycelium
lsak Worre Foged (Det Kongelige Akademi, arkitekt)
Jon Strunge og Jørgen Strunge (Naturpladen ApS, producent)
Jonas Aarsø (nikolova/aarsø, arkitekter)
Magnus Reffs Kramhøft (Henning Larsen Architects)

Kurator

Chrissie Muhr er arkitekt, forsker og kurator. Hun var kunstnerisk leder af åbningsudgaven af Architekturwoche Basel 2022. Hun har desuden arbejdet for en række forskellige projekter og institutioner, herunder IGMA-instituttet ved universitetet i Stuttgart, Arch+ Magazine i Berlin, arkitekten Arno Brandlhuber bplus, Walther Koenig-forlagene, designvirksomheden Vitra m.fl.. Hun underviser og anmelder på ETH Zürich, HEAD Genève, HGK Basel, écal, AA Visiting School eller ABK Stuttgart. Muhr formidler arkitektur, design og kunst gennem indhold og form, arbejder inden for uddannelse og praksis og sammen med beslutningstagere inden for samfund, politik og erhvervsliv. Siden 2014 har hun haft base i Basel, Schweiz

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +