NYHED 20.11.19

Velkommen på det nye arkitektforeningen.dk

Arkitektforeningen fylder 140 år – og vi giver os selv en ny hjemmeside samt en opdateret grafisk identitet i fødselsdagsgave.

Fotograf Nana Reimers

Personen i midten af seglet, Genius, har fået mere luft omkring sig med en slankere font. Det har givet plads til et MAA i bunden af seglets ring, så ingen er i tvivl om, hvad vi står for. Godt tænkt af det grafiske bureau e-Types, der har hjulpet os med at skabe identiteten. For netop betoningen af titlen er en mærkesag i den strategi, vi vedtog tidligere på året.

Hjemmesiden får et meget mere tilgængeligt udtryk. Både fordi layoutet er mere luftigt og moderne end på den gamle side, og fordi det er et sted, hvor den faglige og geografiske bredde, menneskene bag de tre bogstaver – jer, arkitekter MAA – får meget bedre plads.

Det bliver et vindue, der gør det enklere og mere indbydende for omverdenen at kigge ind i faget. Og det bliver et sted, hvor I som medlemmer kan drøfte de faglige temaer, der optager jer, uanset hvor samfundsindgribende, store eller små, lokale, nationale eller internationale de er. For nylig beklagede arkitekt MAA og medlem af lokalledelsen i København Morten Birk Jørgensen i et indlæg i Politiken Byrum, at overfladiske arkitekturpriser skygger for en reel kritisk diskussion i faget.

Det skal ikke hedde sig på det kommende arkitektforeningen.dk. På den nye debatsektion møder kritiske klummer og anmeldelser fra fagbladet Arkitekten en fri, medlemsbåret diskussion. Her kan alle komme til orde, det glæder vi os meget til.

I det hele taget kommer Arkitekten til at fylde en større del af Arkitektforeningens formidling. Vi skal selvsagt ikke kompromittere bladets fulde redaktionelle uafhængighed. Men foreningen skal lade sig inspirere af de temaer, redaktionen sætter i fokus, og udnytte synergien både ved faglige arrangementer og i vores politiske arbejde.

Arkitektforeningen er arkitekturens stemme. Det er vi kun, når I gør jeres stemmer gældende. Derfor kan jeg ikke opfordre jer nok: Tag del i den faglige debat, skriv kvalificerede indlæg – både til vores nye fælles platform og til medier som Byrum og andre.

Del hinandens holdninger og diskuter stoffet på sociale medier. Husk at benytte foreningens hashtags, og link videre til dine fagfæller i foreningen. For det er, som Morten Birk og andre udtrykker, kun gennem den kritiske diskussion, at arkitekturen kan vedblive med at bevæge sig. Jeg håber, at den nye hjemmeside kan blive en levende, fælles base, vi kan arbejde ud fra.

Tillykke med fødselsdagen – og ikke mindst tillykke med det nye, mere tilgængelige og samlende arkitektforeningen.dk.

Tekst af Johnny Svendborg, formand for Arkitektforeningen
Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +