Arkitektforeningen er arkitektfaglighedens ambassadør. Derfor arbejder vi målrettet med at sikre gode rammer for arkitektfaget. Det gør vi blandt andet ved løbende at italesætte arkitekturens værdiskabelse for samfundet, udvikle målrettet efteruddannelse for arkitekter, men også ved at understøtte konkurrencer og andre tiltag, der støtter arkitektfagets vækstlag.
Arkitektforeningen har siden 1907 arbejdet med arkitekt- og plankonkurrencer på et højt fagligt niveau. Vi tilbyder strategisk rådgivning, oplæg og undervisning. Vi har et unikt fagdommerkorps og afholder netværksseminarer for rådgivere.
I samarbejde med Dreyers Fond tilbyder vi legater til nystartede virksomheder. Gennem en række workshops hjælper erfarne undervisere de unge tegnestuer i gang med at udvikle en solid forretningsstrategi.
Arkitektforeningen udvikler et nyt erhvervsnetværk for vækstlaget og kommuner, boligselskaber, pensionskasser, udviklere og andre store bygherrer. Vi vil skabe en række arrangementer, som giver parterne mulighed for at mødet. Der vil også blive udarbejdet markedsføringsmateriale, der i tekst og billeder viser vækstlagets styrker og kvaliteter.
Arkitektforeningen arbejder for at fremme konkurrenceformater rettet direkte mod vækstlaget. Vi vil blandt andet sikre åbne konkurrencer af mindre størrelse, hvor vækstlags tegnestuer ikke skal afgive kompetencer i projekteringen.
Det kan også være totalentreprisemodeller som ”Livsrum” eller ”Street Mekka”, hvor den uerfarne arkitektrådgiver kommer i tæt samarbejde med en entreprenør.
Arkitektforeningen arbejder desuden for større åbenhed i prækvalifikationen.
I samarbejde med Danske Arkitektvirksomheder er vi i gang med at få udarbejdet en standardkontraktmodel, som kan bruges mellem vækstlaget og større tegnestuer, når de samarbejder. Dette skal medvirke til at fremme vækstlaget blandt de større virksomheder.
Arkitektforeningen har i de senere år særligt arbejdet med dimittendledigheden, efter at studieoptaget på arkitektskolerne blev skåret drastisk for nogle år tilbage. En stor del af aktiviteterne er foregået i tæt samarbejde med arkitektskolerne, FAOD og Danske Arkitektvirksomheder. Arkitektforeningen samarbejder også med FAOD om dimittendmøder for nyuddannede arkitekter, som skal hjælpe dem på vej ind i deres første job.
Vi er heldigvis mange, der kæmper for den arkitektoniske kvalitet. Men feltet af aktører i branchen kan af og til opleves uoverskueligt. Her får du overblik over, hvem der er hvem i arkitektfamilien.
Se listen